Skarp .NET udvikler (studiejob)

Arbejdssted: Frederiksberg C

 

Vil du være med til at levere innovative onlineløsninger af høj kvalitet?
Grundet stigende travlhed søges en kompetent udvikler. Du vil få medansvar for at udvikle og optimere vores kunders webløsninger.


Struktureret og serviceminded udvikler
Din primære opgave bliver at udvikle, integrere, optimere og administrere vore kunders websites samt interne systemer. Der er tale om et job med varierende opgaver primært back-end på Microsoft-platformen.

Dine primære opgaver vil være:

  • Udvikling af løsninger og komponenter i .NET og SharePoint
  • Konfiguration af onlineløsninger baseret på .NET og SharePoint
  • Drift og teknisk administration af egen og kunders infrastruktur

Der er tale om en deltidsstilling med et omfang på gennemsnitligt 10-15 timer om ugen. På sigt kan der blive tale om en fuldtidsstilling.


Faglig stærk og selvstændig - med gode kommunikationsevner

  • God erfaring med udvikling i C# / .NET
  • Indgående kendskab til Visual Studio
  • Erfaring med JavaScript og jQuery
  • Gerne kendskab til SharePoint 2007
  • Gerne kendskab til IIS og Apache webserveradministration
  • Gode dansk- og engelskkundskaber i såvel skrift som tale

Jobbet kræver, at du kan arbejde selvstændigt såvel som i team, er stærk analytisk og en god kommunikator. Du evner at arbejde struktureret og målrettet - også når det går stærkt.


Din baggrund
Du er i gang med en relevant længerevarende uddannelse som datalog, ingeniør eller lignende. Du har formentlig 1-2 år tilbage på studiet.

Du har et bredt grundlæggende kendskab til programmering og web-teknologi. Du begår dig hjemmevant i gængse udviklingsværktøjer og har minimum 1 års professionel erfaring med .NET.

Du er struktureret og sætter en ære i at levere et gennemarbejdet stykke arbejde. Du er hurtig til at sætte dig ind i nye områder og formår at følge med udviklingen.

Det er en forudsætning, at du ubesværet kan kommunikere mundtligt og skriftligt på dansk og engelsk.


Din fremtidige arbejdsplads
daman|it har siden 2002 leveret rådgivning, udvikling samt support af online initiativer til medicinalbranchen. Det primære engagement ligger indenfor nogle faste, internationale kunder såsom Abbott, Novartis og Sandoz.

Visionen er at være blandt de førende leverandører af rådgivning, løsninger og support til medicinalbranchen indenfor online mediet på det nordiske marked. Vi tror på langsigtede, strategiske partnerskaber med vores kunder.

Vi opererer pt. i markedet for leverancer mellem 100.000 - 2 mio. DKK. Vi er kendte for at være professionelle med leverancer af høj kvalitet og et stort engagement i kundeforholdene.

Vi har kontor på Frederiksberg, hvor vi i dag sidder 8 medarbejdere, som arbejder med online mediet. Herudover har vi en række nære samarbejdspartnere, der komplementerer vores in-house kompetencer.

Vi tror på langsigtet vækst, hvor medarbejdere er den vigtigste ressource. Derfor vægter vi medarbejderpleje og -udvikling højt, og fokuserer internt på udvikling af både individer og teamet som helhed. Vi forstår, at dét at være førende indenfor vores felt stiller krav til konstant udvikling, hvorfor vi stiller høje krav til os selv.

Som udvikler hos daman|it tilbydes du et spændende og fleksibelt job med store udfordringer samt en høj grad af indflydelse.

Der gives løn efter kvalifikationer med en attraktiv præstationsbaseret bonusordning. Derudover tilbyder vi vores ansatte hjemmeopkobling og privat sundhedsordning.


Vil du vide mere?
Du er velkommen til at kontakte Andreas Dam på telefon 51906020 eller e-mail andreas@daman.dk.


Ansøgning
Send din ansøgning hurtigst muligt til job@daman.dk. Der medvirker rekrutteringsbureau ved udvælgelsen. Ansøgningen bør indeholde CV samt relevante referencer.

Ved ansøgning: Skriv venligst at du har set jobbet hos IT-Jobbank.