Vil du være en del af en ambitiøs softwarevirksomhed med solidt fodfæste i forlagsbranchen? Er du nyuddannet, blandt de dygtigste på din årgang og vil du være med til at videreudvikle verdens bedste ERP-system, Schilling Publishing?
Schilling –nr. 1 indenfor løsninger til forlagsbranchen.
Schilling er den førende i Norden indenfor udvikling, implementering og servicering af softwareløsninger til forlagsbranchen. Kunderne tæller såvel multinationale selskaber, store forlag samt mindre organisationer. Den unikke position er sikret ved at have en dyb indsigt i de problemstillinger og udfordringer som forlagsbranchen står overfor, samt ved at have en stab af erfarne, dedikerede og kompetente medarbejdere.
Branchen er i høj grad mærket af digitaliseringsmulighederne og de ændrede markedskrav. Det betyder, at Schilling konstant skal være proaktive med nye, tidssvarende løsninger.
Om jobbet
Du er sandsynligvis nyuddannet eller er ved at færdiggøre dit speciale. Du kan f.eks. være IT-diplom - eller civilingeniør, datalog eller datamatiker. Under studiet har du klaret dig fremragende, ligesom du højst sandsynlig har erfaring fra et relevant studiejob. Du kommer til at deltage i udviklingsprojekter i dialog med Schillings kunder, der består af store og mellemstore forlagsvirksomheder inden for såvel den private og den offentlige sektor.
Udviklingen af Schilling Publishing er baseret på SQL og Oracles relationsdatabase. Programmeringen foregår bl.a. i C++ , C og Java. Den grafiske brugergrænseflade er baseret på Microsoft Foundation Classes (MFC).
Du vil indgå i et spændende miljø med krævende og inspirerende kolleger, der har sans for detaljer, kvalitet og stor faglig kompetence. Schilling beskæftiger over 20 udviklere, så der er rig mulighed for sparring og et løft af de faglige kompetencer..
Det forventes at du:
- har erfaring med Java, C og C++ på et højt niveau
- er ansvarsbevidst og selvkørende
- stiller høje krav til kvaliteten af dit arbejde
- kan omsætte ideer til konkrete og brugbare løsninger for kunderne
- arbejder godt med faste deadlines
Da du vil komme til at have nogen kundekontakt i jobbet er det vigtigt at du er relativt udadvendt, serviceminded og at du er i stand til at anskue eventuelle problemstillinger fra kundens side. Du taler flydende dansk eller svensk og behersker engelsk på højt niveau i skrift og tale.
Du tilbydes
Først og fremmest en god start på din karriere. Schilling har en uddannelsesplan klar således, at du bliver klædt ordentligt på til jobbet. Derudover tilbydes du et arbejde i et internationalt miljø, hvor innovation og udvikling kommer fra hovedkontoret i Ishøj.
Derudover kan du se frem til gode medarbejderforhold, stor fleksibilitet og en spændende og varieret arbejdsdag med rig mulighed for medindflydelse. Du får de bedste og mest fagligt kompetente kolleger på deres område. Du vil opleve stor selvstændighed og tildeling af ansvar, der understøttes af teams på tværs af afdelingerne. Der er en flad ledelsesstruktur i Schilling, hvor ledelsen følger og insisterer på dialog med den enkelte medarbejder og en virksomhedskultur, hvor alle medarbejdere deltager i procesudviklingsarbejdet.
Rekrutteringsprocessen
Er du interesseret i denne stilling hos Schilling og besidder du de ovennævnte kvalifikationer, så send os din ansøgning snarest. Ønsker du yderligere information om stillingen, er du velkommen til at kontakte Senior Rekrutteringskonsulent Maybrit Lind hos Moment Professionals på telefon 3348 3078. Moment Professionals varetager rekrutteringsprocessen for Schilling og derfor skal du søge jobbet gennem os. Klik på "Søg dette job" via linket her og vedhæft din ansøgning og dit CV. Skriv venligst, hvor du har set stillingsopslaget.
Om Schilling Schilling er en innovativ 100% danskejet IT-virksomhed, der gennem mere end 40 år har arbejdet som en meget ambitiøs branchespecialist. De kender alle de forretningsgange, problemstillinger og udfordringer, som er specifikke for forlagsbranchen. Schilling leverer desuden rådgivning, teknisk support, implementering og undervisning –og er en særdeles solid virksomhed, kreditvurderet og ranket AAA.