Dynamics AX Senior Forretningskonsulent (Finans/Økonomi)

Arbejdssted:

 

Har du erfaring med implementering af Dynamics AX?

Så kan vi tilbyde dig en udfordrende stilling, hvor du får mulighed for at arbejde med spændende og komplekse projekter. Du får en central rolle i de enkelte projekter, da din evne til at forstå kundens forretning og processer i høj grad er med til at sikre den rette løsning. Du får endvidere gode muligheder for faglig sparring, da vi beskæftiger omkring 80 Dynamics AX-konsulenter og -udviklere i Danmark.
 
Du bliver samtidig en del af en international koncern med en 20 år lang tradition, som kun de færreste i denne branche kan prale med. Samlet er vi 1100 medarbejdere og er repræsenteret i 31 lande, hvilket giver dig mulighed for også at deltage i internationale projekter.
Det er en stor del af vores identitet, at vi var blandt de første til at arbejde med de Microsoft Dynamics-løsninger, som vi uafbrudt har fokuseret på i 20 år. Dengang hed de Concorde XAL, Navigator, Navision og Axapta, men det ændrer ikke på, at vi gennem alle årene har sat en ære i at være både først og bedst. Vi er i dag 250 medarbejdere i Danmark fordelt på vores afdelinger i Århus, Ålborg og Ballerup. Læs mere om nogle af de projekter vi har gennemført her
 
Din rolle
Som senior forretningskonsulent fungerer du som bindeled mellem projektlederen, kunden og systemkonsulenterne i det enkelte projekt. I presales fasen og gennem projektet er du i dialog med kunden om løsningen, og om hvilken værdi den vil tilføre. Du sparrer med systemkonsulenterne omkring løsningsdesign og samarbejder med projektlederen om projektplaner. Derudover arbejder du tæt sammen med en teknisk løsningsarkitekt om bl.a. design, udvikling samt implementeringsforløb. 
 
Du sikrer den røde tråd gennem projektfasen
Det indebærer, at du er ansvarlig for, at de elementer, der indgår i det enkelte projekt, er konsistente og sammenhængende, så kunden får en funktionel løsning. Via din indsigt i kundens forretning er det ligeledes dig, som løbende sørger for, at kundens forretningsmål er forankret i løsningen. I samarbejde med konsulenterne analyserer og dokumenterer du forretningsprocesser og arbejdsgange og herunder rådgiver kunden løbende.
 
Du har endvidere ansvaret for at udarbejde det endelige løsningsdesign, ligesom du i implementeringsfasen har ansvaret for bl.a. test, uddannelse af brugere samt idriftsættelsesaktiviteter. 
 
Dynamics AX ekspert?
Du har solid erfaring inden for økonomistyring og rapportering. Det er bestemt en fordel, hvis du allerede har erfaring fra en stilling som Dynamics AX forretningskonsulent. Du kan dog også sidde som ekspert i en økonomifunktion, eksempelvis som controller og have flere års erfaring med Dynamics AX. Det er dog vigtigt, at du besidder en solid teknisk viden om løsningerne samt implementeringen af dem. Dette har givet dig en ballast til at indgå i en kvalificeret dialog om løsningsdesign og integration både internt i Dynamics AX og mod de øvrige software-produkter. Da vi er en international virksomhed, er det selvfølgelig vigtigt, at du taler og skriver engelsk på højt niveau.
 
Du har en god forretningsforståelse og er stærk kommunikativt
Din gode forretningsforståelse er endvidere essentiel for denne stilling, da den giver dig grundlaget for at vide, hvad der skaber værdi for kundens forretning.
Vores måde at angribe projekter på er systematisk og metodisk, og det er væsentligt, at du formår at arbejde inden for de givne rammer i projekterne og forstår vigtigheden i at overholde og følge op på projektplaner. Du får en udadvendt rolle, med en bred kontaktflade både internt og ekstern og din evne til at kommunikere professionelt på alle stillings- og vidensniveauer er derfor vigtig. 
 
Hvad tilbyder vi?
Vi tilbyder dig en attraktiv medarbejderpakke med god løn, bonusordninger, fleksible benefits og medarbejdergoder Vi har vedvarende fokus på stresshåndtering og work/life balance, og du har gode muligheder for fleksibelt at tilrettelægge dine egne arbejdsopgaver fra kontoret og hjemmearbejdspladsen. I store projekter vil der være perioder med spidsbelastninger, men hvor du selvfølgelig har mulighed for at afspadsere efterfølgende. Vil du vide mere om, hvad vores medarbejdere siger om at arbejde hos os, kan du læse nærmere her.
 
Kontakt os...
Yderligere informationer omkring stillingen kan fås ved henvendelse til afdelingschef Flemming Zahle på telefon 70 20 50 00. Ansøgninger samt CV bedes sendt til hr@dk.columbusit.com eller Columbus IT Partner Danmark A/S, Nydamsvej 17, 8362 Hørning, attention HR-afdelingen.

Ved ansøgning: Skriv venligst at du har set jobbet hos IT-Jobbank.