Semler IT søger en teknisk projektleder til at gennemføre projekter inden for forretningsområderne service og garanti.
Jobprofil
Du bliver ansvarlig for - gennem et tæt samarbejde med importørerne, bilfabrikkerne og forhandlerne - at afdække behov og tilfredsstille krav for udvikling af den optimale løsning til eftermarkedet for bilsalg. Du deltager i prioritering af opgaver i et miljø, hvor forretningsbehovet hurtigt ændres og stor fleksibilitet er en nødvendighed for at løse opgaven.
Du er ansvarlig for udarbejdelsen af kravspecifikationer, designoplæg og styring af den efterfølgende udvikling og tekniske implementering. Opgaverne gennemføres ud fra Semler ITs egenudviklede projektmodel.
Du skal sikre at aktiviteterne forankres i målgruppen, og rapportere fremdrift af de igangværende projekter til de respektive styregrupper. Du har evnen til at bevare overblikket over større projekter og til at foretage de nødvendige tilpasninger for at opnå de ønskede resultater.
Jobbet involverer kontakt med mange personer på forskellige organisatoriske niveauer og med vidt forskellig baggrund.
Personprofil
Du har flere års dokumenteret erfaring i projektledelse af it-projekter. Vi forestiller os, at du har en baggrund som datalog, ingeniør, systemudvikler eller lignende og forventer, at du har forståelse for SOA og solid viden om teknologier som web-applikationer, databaser, web-services og xml. Backend-systemerne er udviklet i PL/I og afvikles på en Z-platform og derfor er disse teknologier sammen med CICS og DB2 ikke fremmed for dig. Du skal være i stand til at kommunikere og nedbryde en opgave videre til en udvikler og frembringe realistiske estimater før igangsætning. Det vil samtidig være en fordel at have erfaring med SCRUM/agile udviklingsmetoder.
Du er god til at kommunikere på alle niveauer, har pædagogiske evner og en stor indlevelsesevne. Du prioriterer brugervenlighed meget højt, og sætter dig derfor ofte i brugerens sted, når du arbejder med en opgave. Du udviser stort engagement og har let ved at sætte dig ind i nye områder. Du indgår i mindre team og din opgaveforståelse skal være bred, og det er vigtigt, at du har en høj grad af disciplin og gode samarbejdsevner. Du er samtidig god til at manøvrere projekter med mange interessenter i mål. Endelig fungerer du godt i miljøer med veldefinerede processer og har evnen til at frembringe orden og struktur.
Jobbet indbefatter løbende dialog med fabrikkerne vedrørende tidsfrister, løsninger og fremtidige projekter, og du må derfor være indstillet på en mindre rejseaktivitet.
Vi tilbyder
Vi tilbyder et spændende job med mange udfordringer i en erfaren organisation med et spændende miljø og gode kolleger. Du bliver en del af et team på 15 udviklere og projektledere, der har ansvaret for Semler Gruppens systemportefølje. Der er gode muligheder for både personlig og faglig udvikling.
Ansøgning
Søg venligst online via linket "Send ansøgning" her på siden.
Ønsker du yderligere oplysninger om stillingen, er du velkommen til at kontakte udviklingschef Torben Andersen på telefon +45 43288008 eller email tan@semler.dk
Ansættelsesdato er snarest muligt, hvorfor ansøgninger behandles løbende.
Send ansøgning
Semler IT er en af Danmarks største it-leverandører inden for bilbranchen med næsten 40 års brancheerfaring. Vi leverer it-løsninger til bilforhandlere og importører og fokuserer på at udvikle effektive løsninger, der skaber vækst og værdi for vores kunder. Semler IT er i fortsat vækst, og for at styrke vores position og realisere vores vækststrategi, søger vi derfor flere dygtige kollegaer, der har lyst til at arbejde med de nyeste teknologier.
Vi er en del af Semler Gruppen, en dansk, familieejet koncern i bilbranchen, der importerer og markedsfører bilmærkerne Volkswagen person- og erhvervsbiler, Audi, SEAT, SKODA og Porsche. Læs mere på www.semler-it.dk.