Web Developer

Arbejdssted: København Ø

 

Vi har brug for dig
Du brænder for at udvikle webbaserede løsninger, du formår at holde fokus på koden og du kan finde den smarte løsning. Prioriterer du oven i købet dygtige og unikke kolleger og vil du gerne være en del af en ambitiøs virksomhed med internationale kunder - så er du intet mindre end den, vi vil gøre knæfald for.

Vi keder os ikke
Vi er ikke et IT-firma, men vi udvikler selv alle vores webbaserede kundeløsninger og interne produktionsværktøjer. Vores IT-funktion er derfor helt central for vores produkt og vores daglige arbejde. Du vil med tiden få en nøglerolle i forhold til hele virksomheden, og vi skal nok holde dig løbende inspireret og udfordret undervejs. To opgaver ligner sjældent hinanden.

Vi tror på ære og ansvar...
Det er naturligt for dig at tage ansvar for den kode, du producerer, og du sætter en ære i at aflevere løsninger, der fungerer både teknisk og designmæssigt. Du kommer til at udvikle både interne produktionsværktøjer og eksterne kundeapplikationer, og du kan sætte dig ind i kode skrevet af andre og på forskellig vis. Rent fagligt har du et bredt kendskab til følgende teknologier:

  • ASP.NET C# (Webform og MVC)
  • MSSQL
  • HTML/CSS
  • JavaScript/jQuery

Din baggrund er ikke så vigtig. Muligvis har du en IT-uddannelse bag dig og muligvis har du et par års erfaring med udvikling af webbaserede løsninger. Det vigtigste for os er at du har de basale programmeringskompetencer, vi leder efter, og at du har lyst til at arbejde med hele udviklingsforløbet fra funktionalitetsbeskrivelser og databasedesign til programmering og test.

...Og på godt humør
Du bliver en del af en IT-funktion, som til tider har mange bolde i luften. Det er derfor vigtigt at du ikke mister dit gode humør selvom du bliver presset. Du kan lide at samarbejde med IT-folk, men du sætter samtidigt pris på at være en del af en hel virksomhed og ikke bare en IT-afdeling.

WorldManuals tilbyder
Et spændende job i en ambitiøs virksomhed med en international kundekreds. Løn efter kvalifikationer. Virksomhedens kontor ligger på Østerbro med smuk udsigt over havneområdet tæt ved busser og S-tog.

Send din ansøgning med vedhæftet CV til job@worldmanuals.com senest d. 13. februar 2012. Ansøgninger behandles løbende. Du er også velkommen til at kontakte Jonas Hovgaard (Technical Manager) på telefon 44 24 77 00 for yderligere information om stillingen.

Om WorldManuals
WorldManuals udvikler og sælger webbaserede supportløsninger til mobiloperatører på det internationale marked. Produktet gør vores kunder i stand til at yde en brugervenlig og effektiv support på deres websites og i deres call centre.

Ved ansøgning: Skriv venligst at du har set jobbet hos IT-Jobbank.