Find job

It-seniorkonsulent/it-projektleder

Har du en god forretningsforståelse, erfaring med forhandling og styring af kontrakter og leverandører inden for it, og er du en erfaren projektleder, så er du måske vores nye it-seniorkonsulent/it-projektleder?

Om os

Vi er Statens kystenhed med myndighedsopgaver i kystzonen og på søterritoriet. Vi udvikler og rådgiver om kystbeskyttelsesmetoder, projektstyrer udbud af kystbeskyttelse på Vestkysten, drifter og vedligeholder statslige anlæg samt renser op i sejlløb og havnebassiner.

Vi har gængse administrative systemer, og derudover har vi flere specifikke fagsystemer, der relaterer sig til de kystfaglige opgaver og til sagsbehandlingen af myndighedsopgaverne, herunder dataopsamling, databehandling og datavisning. Der er tale om et relativt komplekst it-landskab. Statens It leverer og drifter store dele af vores infrastruktur.

Om stillingen

Du skal som it-seniorkonsulent/it-projektleder sikre projektledelse af den forretningsmæssige udvikling af vores it-redskaber.

Projekter i den nærmeste fremtid er blandt andet – i samspil med Statens It og øvrige leverandører - at konsolidere servere og applikationer samt videreudvikling og integration mellem fagsystemer og applikationer, blandt andre GIS og ESDH.

Du skal endvidere medvirke til at koordinere alle it-opgaverne sammen med Team It og Data. Teamet består af syv personer og omfatter bl.a. it-konsulenter, GIS-konsulent, ESDH-projektleder, fagdatabehandlere og analytikere. Teamet servicerer hele organisationen og har et tæt samarbejde med såvel de faglige teams som sagsbehandlingsteams om digitalisering af arbejdet og brugen af it-redskaberne. Der er tillige samarbejde på koncernniveauet i Miljø- og Fødevareministeriet.

Om dig

Du har en relevant uddannelse inden for it og gerne efteruddannelse som projektleder med certificering.

Du har erfaring med forhandling og udarbejdelse af kontrakter, kontraktstyring og leverandørkontakt inden for it, og du er en erfaren projektleder. Du kan overskue budget og økonomi i forbindelse med investeringer og indkøb på it-området.

Du arbejder strategisk og formår at koble brug og udvikling af it-redskaber med forretningsudvikling og brugernes behov. Du evner inddragende processer og samarbejder internt og eksternt, og du er god til at kommunikere skriftligt og mundligt. 

Det vil være en fordel, at du har erfaring med informationssikkerhed og it-leverancer i statsligt regi, herunder erfaring med arbejde i en politisk styret organisation.

Det vil endvidere være en fordel, hvis du har erfaring med at arbejde med datatunge faglige it-systemer, således at du hurtigt kan tilegne dig forståelse af de faglige data/databaser og deres anvendelse i forretningen.

Ansættelsesvilkår

Løn- og ansættelsesvilkår sker i henhold til gældende overenskomst med mulighed for tillæg afhængig af kvalifikationer. Ansættelsesområdet er Miljø- og Fødevareministeriet med tilhørende institutioner med tjenestested i Kystdirektoratet. Afhængig af kompetencer og erfaring kan ansættelsen være som specialkonsulent.  

Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved kontakt til administrationschef Jakob From Høeg +45 91 35 74 38.

Du kan læse mere om Kystdirektoratet på www.kyst.dk.

Sådan søger du

Ansøg online via ansøgningsknappen nederst på siden. Din ansøgning med CV og eksamensbevis skal være modtaget fredag den 21. oktober 2016.

Rekrutteringsforløb

Samtaler gennemføres tirsdag den 25. oktober 2016 i Kystdirektoratet, Højbovej 1, 7620 Lemvig. Der ydes godtgørelse for transport til deltagelse i samtale.

Der indgår løsning af en skriftlig case-opgave i forbindelse med samtale.

Tiltrædelse 1. december 2016.


Miljø- og Fødevareministeriet betragter mangfoldighed som et aktiv og opfordrer alle uanset personlig baggrund til at søge. 

Kystdirektoratet er statens myndighed på kystområdet. Vi tager vare på Danmarks kystzone med klit, strand, kyst og søterritorie. Vi sikrer den faglige viden om kysternes dynamik til brug ved kystbeskyttelse eller anlæg i kystzonen langs Danmarks mere end 7.300 km kyststrækning. Kystdirektoratet arbejder nationalt og internationalt, hvor vi udvikler risikoanalyser og metoder til kystbeskyttelse i forbindelse med klimaforandringer samt formidler viden og rådgivning til miljø- og fødevareministeren, andre myndigheder og borgere i Danmark.

Lukket for ansøgninger Gem job

Arbejdssted

Location Lemvig

Cookies på it-jobbank

Vi bruger cookies til trafikmåling og til optimering af hjemmesidens indhold. Der gemmes cookies fra it-jobbank og fra vores samarbejdspartnere. Ved at klikke videre på hjemmesiden accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om vores cookies.