Find job

Kundevendt projektleder til fremtidens Borgerjournal

Kan du sikre tilfredse kunder samtidig med, at du styrer og leverer i henhold til en kontrakt? Og vil du spille en central rolle i forhold til fremtidens Borgerjournal? Så har vi jobbet til dig.

Vi er i gang med at udvikle Borgerjournalen Columna Cura, en platform til pleje- og omsorgsområdet, der dækker kommunens services til ældre borgere og borgere med handicap. Borgerjournalen udvides lige nu med en løsning til bolig/pladsstyring, ligesom vi ser ind i en række større udbud indenfor borgerjournalens område. Derfor søger vi en projektleder til at sikre styring af vores leverancer ud imod kunderne.

Du sætter retning og skaber relationer

Columna Cura er en effektiv, digital ”kollega” for alle, der arbejder med omsorg. Ved at være intuitiv og afskaffe dobbelt dokumentation, frigiver den mere tid til at levere god service til de borgere, der har bug for hjælp – og giver gladere medarbejdere i Aarhus og Københavns kommuner, hvor systemet skal implementeres i første omgang.

Som projektleder er det din opgave at sørge for, at projekter følges succesfuldt til dørs og på den måde gøre en forskel for borgerne i sidste ende. Du sætter retningen og kommunikerer rammer, vilkår og mål såvel eksternt overfor kunden som internt overfor projektteamet og eventuelle underleverandører. Samtidig opbygger du stærke og troværdige relationer til kunden, hvor du har godt overblik over alle interessenter, således at du både lykkes med den løbende kundetilfredshed og har øje for fremtidige salgs- og mersalgsmuligheder.

Du vil være med i projektet helt fra tilbudsfasen med tilbudsskrivning, og indtil leverancen er taget i brug hos kunden og overgået til daglig drift. Du er ansvarlig for den overordnede planlægning og styring af projektet samt kontakten til kunden og eventuelle underleverandører.

Garvet projektleder og brobygger

Du skal søge jobbet, hvis du evner at:

  • organisere og mobilisere projektteamet til at levere i høj kvalitet og til tiden til kunden
  • have fokus på kundetilfredsheden og kunne bygge en stærk og troværdig relation til kunden
  • være kommercielt orienteret og have fokus på mersalg, som giver værdi for kunden
  • sætte dig ind i kontraktens vilkår og forpligtelser – og holde fokus og løbende følge op på projektets fremdrift, risici og muligheder
  • sætte retning og kommunikere rammer, vilkår og mål klart og tydeligt for hele projektteamet - inklusiv eventuelle underleverandører
  • styre projektet igennem via KPI’er med fokus på business casen
  • håndtere flere kunder samtidig
     

Dine kompetencer og din personlighed

Du har en it-relateret videregående uddannelse, gerne inden for sundhedsteknologi, som du har udbygget med en projektlederuddannelse. Har du erfaring med agile udviklingsmetoder eller en certificering i fx PMI, Prince2 eller IMPA level B/C, er det også en fordel. Du har mindst 4 års erfaring med kontraktstyring og med at gennemføre lignende projekter med succes, ligesom du har erfaring med it-projekter inden for den offentlige sektor. Din tekniske indsigt og forståelse er solid, og du evner at bygge bro mellem forretning og teknik. Du trives ude hos kunderne, hvor dit kommunikationstalent og din evne til forventningsafstemning sikrer, at kunderne altid er glade og ved præcis, hvad de kan få inden for projektets rammer.

Som person er du en afslutter. Du har et godt drive, god forretningssans og formår at kommunikere klart til alle typer af interessenter. Du er resultatorienteret og har vindermentalitet kombineret med gode samarbejdsevner. Du er analytisk og struktureret og formår at holde hovedet koldt selv i pressede situationer. Sidst, men ikke mindst, har du en motiverende og involverende ledelsesstil.

Kundekredsen af kommuner vil være fordelt over hele Danmark. Du kommer til at arbejde fra vores kontor i Aarhus og vil arbejde tæt sammen med salgs- og produktteamet om implementering og tilbudsskrivning.

Systematic tilbyder

Vores it-løsninger gør det enklere for brugerne at træffe kritiske beslutninger. Inden for forsvaret og i sundhedsvæsnet gælder det ofte beslutninger, som kan handle om liv eller død. I både den private og den offentlige sektor skal vores løsninger håndtere store mængder data, som for eksempel på biblioteksområdet med mere end 50 mio. udlån årligt. For at fortsætte udviklingen af løsninger, der har kundernes tillid, udfordrer vi derfor løbende hinanden, vores arbejdsprocesser og teknologier. Vi har en offensiv uddannelsespolitik med definerede karriereveje og interne proaktive Knowledge Networks.  

Vi er fokuseret på hele tiden at gøre alting bedre. Vores unikke kombination af de stærke principper fra CMMI og de bedste aspekter af Lean og Scrum gør os i stand til at udvikle pålidelige løsninger af høj kvalitet til vores kunder og levere til aftalt tid og pris. Vi arbejder i teams, og mange af vores teams inkluderer fuldt integrerede sourcede teammedlemmer.

Vi prioriterer en fornuftig balance mellem arbejdsliv og privatliv, og vores agile tilgang giver dig god mulighed for langt hen ad vejen selv at planlægge dine arbejdsopgaver og arbejdstid. Vi vægter desuden det sociale sammenhold på arbejdspladsen og har en meget aktiv personaleforening.

Da vi også arbejder på sikkerhedsklassificerede projekter, skal alle medarbejdere i Systematic sikkerhedsgodkendes. Læs mere på http://systematic.com/clearance.

Spørgsmål og ansøgningsprocedure

Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Director Brian Mandal Fisker på tlf. +45 89 43 20 00.

Ansøgningsfrist: Vi indkalder til samtaler løbende.

Arbejdssted: Aarhus.

Starttidspunkt: Efter aftale.

Vi ser frem til at høre fra dig.

Systematic A/S blev grundlagt i 1985 og udvikler software og systemløsninger til kunder inden for både den offentlige og den private sektor. I dag er virksomheden den største privatejede softwarevirksomhed i Danmark, hvis løsninger bliver solgt til kunder i 50+ lande. Flere end 500.000 brugere verden over anvender Systematics produkter. Virksomheden har 750+ medarbejdere og har sit hovedkvarter i Aarhus med kontorer i København, Australien, De Forenede Arabiske Emirater, Finland, Frankrig, New Zealand, Rumænien, Singapore, Sverige, Tyskland, UK og USA. Systematic A/S har kunder inden for sundhedssektoren, forsvaret, biblioteks- og læringssektoren, politiet, den offentlige sektor, finanssektoren og serviceindustrien. Fælles for disse kunder er et behov for at kunne integrere, sammenstille og analysere store mængder komplekse data samt skabe et overblik, som muliggør kvalificeret beslutningstagning – ofte i kritiske situationer.

Lukket for ansøgninger Gem job
Cookies på it-jobbank

Vi bruger cookies til trafikmåling og til optimering af hjemmesidens indhold. Der gemmes cookies fra it-jobbank og fra vores samarbejdspartnere. Ved at klikke videre på hjemmesiden accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om vores cookies.