Find job

Teknisk tester

Teknisk tester, som vil være med til at styrke tilgængeligheden til DSB på flere platforme

Vil du være med til at sikre, at DSBs it-systemer og apps kører så bekvemt og sikkert som muligt? Så læs videre her. Du vil både arbejde med løsninger mod kunderne og med interne værktøjer - i et it-miljø præget af kompetente mennesker og den nyeste teknologi.

De seneste år har DSB været igennem en større forandringsproces - og vi er slet ikke færdige. Folketinget investerer mere end 100 mia. i den kollektive trafik over de næste 15 år, og et af de centrale mål er en fordobling af antal kunder i tog. Det er ambitiøst, for DSB har allerede 500.000 kunder hver dag.

Ildsjæl med højt kvalitetsniveau

Vi udvider teamet og søger derfor en teknisk tester, der med sin nysgerrighed, høje kvalitetssans og faglige kompetencer kan hjælpe med automatisering af tests i DSB IT. IT spiller en afgørende rolle for DSBs fremtidige succes, og de kommende år står vi over for et stort antal spændende projekter, hvoraf nogle er til glæde for vores kunder i togene, mens andre skal skabe værdi internt i DSB. Du bliver en del af en IT-organisation med 185 kolleger, der alle arbejder målrettet for at sikre en høj kvalitet i den enkelte løsning. Tilgængelighed er en af faktorerne, som hjælper DSB med at nå sit mål.

Som teknisk tester er du med til at sørge for, at vores IT-systemer bliver testet grundigt, så de kører optimalt. DSB IT gør i dag bl.a. brug af automatisering af test, og du bliver en del af det tekniske test-team. Du vil arbejde på flere typer af projekter samtidigt og med forskellige teknologier. Du er en del af en afdeling, hvor service og god kvalitet prioriteres meget højt.

I dagligdagen er dine opgaver varierede og omfatter bl.a.:

Operationelle opgaver:

  • Test af webservices, component test, data-driven test og automatisering af disse samt GUI-test
  • Test af ikke-funktionelle attributter såsom performance-test, load-test og sikkerhedstest sammen med udviklerne og andre parter
  • Testopgaver, herunder: testanalyse, testplanlægning på mindre projekter, design og review af testcases, forberedelse af testdata, afvikling af test, registrering og opfølgning af fejl samt bidrage til estimering af opgaver
     

Tværgående og langsigtede projekter:

  • Medvirken til vedligeholdelse af den samlede testportefølje, herunder de automatiserede test
  • Opsætning af continuos integration til at afvikle automatiseret test
  • Løbende forbedringer af testplatformen (værktøjer, metoder, processer og skabeloner)
  • Faglig sparring med bl.a. test managers gennem hele udviklingsforløbet
     

Vi søger teknisk viden og entusiasme

Du har:

  • En passion for test og en vilje til at øge effektiviteten via automatisering af test
  • Udvikler-færdigheder, kendskab til flere udviklersprog og en stærk lyst til at skille ting ad, kvalitetssikre og undersøge
  • Studierelevant erfaring, gerne inden for test eller QA
  • En uddannelse inden for software development, computer science eller lignende
     

Kendskab til applikationer som TestComplete, SoapUI, Ready! API, Leaptest og Jenkins er en stor fordel.

For at blive en succes i jobbet er det vigtigt, at du er videbegærlig og brænder for at dele din viden om test med andre. Samtidig må du være i stand til at kombinere din stærke faglige profil med en forståelse for DSBs forretning og kunder.

Vi tilbyder dig:

Et job i en stor dansk it-organisation, som er kendetegnet ved en høj faglighed og de nyeste teknologiske værktøjer. Vores organisation er smidig, vi har fokus på at udvikle og anvende dine kompetencer, og IT er frontløber i DSB, når det gælder personlig udvikling og sporlagte karriereveje som specialist, projektleder eller personaleleder. Nyansatte kolleger fremhæver uopfordret DSB som en innovativ og moderne arbejdsplads, hvor den enkelte medarbejder kan være med til at påvirke både sin egen hverdag og fremtiden for DSB.

DSBs domicil ligger i Høje Taastrup tæt på offentlig transport og i moderne lokaler. Vi arbejder på fleksible kontorer med plads til mellem 8 og 20 kolleger med let adgang til vores kaffekøkkener, stillerum og mødelokaler. Som medarbejder hos DSB får du adgang til en god kantineordning med veltilberedte, varierede retter, vi har fitness-faciliteter i kælderen, gode parkeringsmuligheder, og du bliver tilbudt en fordelagtig kørselsordning med DSB.

Lyder det som noget for dig?

Vi glæder os til høre fra dig. Vi holder samtaler løbende, så send os din ansøgning, dit CV og relevante eksamenspapirer hurtigst muligt og senest 30. april 2017.

Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte leder Stefan Lissau Erichsen på mobil 2468 2323.

Søg jobbet her Gem job

Arbejdssted

Location Høje Taastrup

Job hos virksomheden

Cookies på it-jobbank

Vi bruger cookies til trafikmåling og til optimering af hjemmesidens indhold. Der gemmes cookies fra it-jobbank og fra vores samarbejdspartnere. Ved at klikke videre på hjemmesiden accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om vores cookies.