Find job

Udvikler til automatiseret test i DevOps team - Frontend

Vil du være en af de bærende kræfter i implementeringen af DevOps i PFA? Kunne du tænke dig at skabe det tekniske fundament for en effektiv udviklingsproces, der kan løfte hele PFA IT og PFA til et nyt niveau? Kan du samarbejde på tværs af faggrænser og mennesketyper? Lyder det som dig, så skriv til os. Måske er du den udvikler, vi søger til IT DevOps i PFA.

Dit nye job

Afdelingen IT DevOps arbejder målrettet på implementering af DevOps i PFA og er derfor involveret i mange initiativer, der går på tværs af IT-organisationen: opbygning af en toolchain, automatiseret test, programmerbar infrastruktur, test data management og automatiseret deploy. På kort sigt skal vi indføre automatiseret test sammen med en standardiseret toolchain. På længere sigt skal implementeringen af DevOps sikre, at PFA kan levere software med høj kvalitet i hyppige leverancer.

Dine nøgleopgaver bliver at:

  • Implementere forskellige niveauer og typer af automatiseret test for PFA's applikationer sammen med applikationernes egne udviklere
  • Bidrage til at test og testbarhed altid sammentænkes med krav og støtte og vejlede dine kolleger i deres arbejde med automatiseret test
  • Kontinuerligt arbejde på at forbedre, identificere og afhjælpe testmæssige udfordringer i de applikationer, du arbejder med
  • Være opsøgende omkring test-frameworks og teknikker, herunder eventuelt videreudvikle interne test-frameworks
     

Det første team du kommer til at arbejde sammen med er PFA's 'Digitale Hold', hvor udviklerne sidder side om side med forretningsspecialister og testere for sammen at udleve de digitale ambitioner. Der er tale om et område med både spændende nytænkning, uanede muligheder og stor bevågenhed. Du vil komme til at arbejde med erfarne udviklere der arbejder med Java, Javascript, CSS, Sass. HTML 5, JSON, og Rest.

'Stemningen i DevOps teamet er aktuelt præget af, at det er en stor, men også spændende og meget vigtig opgave, vi står overfor,' siger Christian Rohde, der er leder af IT DevOps i PFA.

Dine faglige og personlige kompetencer

Du er entusiastisk omkring automatiseret test og du er god til at formidle dine tilgange og ideer forståeligt og klart. Du er vedholdende - også når du møder modstand og du har et godt test-teoretisk fundament og gerne en ISTQB-certificering. Jobbet kræver, at du har faglig tyngde og autoritet, så du hurtigt bliver anerkendt for dette og accepteret som en tæt samarbejdspartner. Du har en mellemlang eller lang uddannelse inden for IT. Endvidere har du erfaring med flere af disse områder: Java-udvikling, testautomatisering, unittest, automatiseret accepttest og test-driven development. Derudover har du erfaring med iterativ udvikling, som Lean og Agile, og du har måske allerede kendskab til DevOps.

I et team er du en værdsat kollega, fordi du gerne tager imod feedback, ser nye veje og samtidig har blik for andre mennesker og deres situation, styrker og kompetencer. Selv i travle situationer beholder du din evne til at undersøge problemer til bunds og tilegne dig nye redskaber.

Dit nye team - din nye arbejdsplads

DepOps teamet har 11 medarbejdere - to stillinger er endnu ubesatte. Der er en god stemning i storrumskontoret, hvor der er masser af sparring og samarbejde på tværs. Dine nye kolleger har forskellige baggrunde inden for IT. Glæd dig til en arbejdsplads med 240 IT-medarbejdere, der har fokus på engagement og performance. PFA har en attraktiv beliggenhed, tæt på byen og offentlig transport, og vi har gode vilkår i forhold til pension, personalegoder, kantineordning etc.

Interesseret?

Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Christian Rohde, der er leder af IT DevOps, på tlf. 2488 4289. Send din ansøgning via ansøgningsknappen nederst på siden senest den 30. april 2017.

PFA Pension er Danmarks største kommercielle pensionsselskab og en af de største finansielle virksomheder i Danmark. PFA er grundlagt af arbejdsmarkedets parter, og vores mål er at yde en professionel, fair og ansvarlig rådgivning. Vi ønsker at være tæt på den enkelte kunde og skabe mest mulig værdi igennem pensions- og forsikringsprodukter, rådgivning og anbefalinger, der passer til den enkeltes behov og muligheder. Derfor er høj faglighed, stærke kompetencer og god ledelse helt afgørende for vores godt 1.200 medarbejdere. Du kan møde os på www.pfa.dk.

Lukket for ansøgninger Gem job

Arbejdssted

Location København

Cookies på it-jobbank

Vi bruger cookies til trafikmåling og til optimering af hjemmesidens indhold. Der gemmes cookies fra it-jobbank og fra vores samarbejdspartnere. Ved at klikke videre på hjemmesiden accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om vores cookies.