Find job

Machine Learning-specialist

At gøre skolebørn klogere er en vigtig opgave, som man kun kan tillade sig at tage seriøst. Det gør vi hos Clio Online, hvor vi udvikler 100 % digitale undervisningsmaterialer til skoleelever i Danmark og Sverige og snart også mange flere lande. 

Vil du være med til at skabe fremtidens skole?

Vi leverer markedets bedste digitale læremidler, og det stiller store krav til vores it-afdeling. Derfor søger vi løbende nye kollegaer til vores it-udviklingsafdeling på ca. 50 dedikerede medarbejdere. Vi søger netop nu en Machine Learning-specialist til at styrke de adaptive funktionaliteter på tværs af platformen, hvilket vi ser som en helt central udvikling for virksomheden og fremtiden for digitale læremidler.

Vi leverer allerede i dag et high-end produkt med flere millioner månedlige besøg, men ønsker fremadrettet at blive bedre til at udnytte det fulde potentiale af digital undervisning. Er du lige så fascineret af de fantastiske nye perspektiver i Machine Learning, som vi er? Har du ekspertisen og modet til at bringe det til live i fremtidens undervisning? Ønsker du at se praktisk anvendelse af dit arbejde koblet sammen med et tæt samarbejde med forskningsverdenen? Så er det måske dig, vi har brug for til at afsøge og udvikle muligheder og funktionalitet til gavn og glæde for vores mange brugere.

Tæt samarbejde med Københavns Universitet

Clio Online har et tæt og frugtbart samarbejde med Datalogi på KU. I regi af det nyligt etablerede forskningscenter DABAI [http://nyheder.ku.dk/alle_nyheder/2016/02/nyt-datadrevet-forskningscenter-dabai-skal-tilfoere-innovation-via-big-data/] arbejder et team af ph.d.-studerende og postdocforskere i de kommende fire år med at udnytte Big Data- og Machine Learning-potentialet i Clio Onlines platform. Vi ønsker at styrke denne udvikling ved at have in-house Machine Learning-kompetencer til at supplere samarbejdet med de eksterne forskere.

Er du drevet af de spændende muligheder i Machine Learning?

Vi forestiller os, at du er uddannet datalog eller har en tilsvarende naturvidenskabelig uddannelse, hvor algoritmik, statistik og store mængder data har været omdrejningspunktet. Du har derudover arbejdet med Big Data, Machine Learning eller lignende. Du vil finde god sparring med vores tekniske arkitekter og eksterne samarbejdspartnere i DABAI, men grundlæggende er Machine Learning et nyt arbejdsområde internt i Clio Online, og det er derfor vigtigt, at du er struktureret og selvkørende i din tilgang til stoffet.

Hvad kan vi tilbyde dig?

Du kommer ind i et professionelt arbejdsmiljø, hvor du kan være med til at sætte et betydeligt aftryk på fremtidens skole. Vi er en kreativ virksomhed, og hos os vil du udelukkende arbejde med moderne, agile udviklingsmetoder, og du kan altid være sikker på, at vi afsætter nok ressourcer til at sikre den høje kvalitet. Arbejdet vil være udfordrende, og kun fantasien sætter grænser for dine udviklingsmuligheder, hvis bare du har lysten og evnerne.

På trods af vores høje kvalitetskrav er der plads til fleksible arbejdstider, hvor du kan hente børn i ordentlig tid og/eller passe dine fritidsinteresser. Vi synes selv, at Clio Online er et rart sted at være. Du vil opleve et kreativt og uformelt arbejdsmiljø med tæt samspil mellem afdelinger, lande og faggrupper. Hver dag omkring kl. 12 kan du dufte den frisklavede mad fra vores køkken med egen kok, og der er altid kaffe på kanden – både sort som tjære og moderne cafeversioner.

Derudover er vi ikke blege for at feste til den lyse morgen og fejre vores sejre med kage og champagne. Du vil også få mulighed for at udfordre dine kollegaer ved bordfodboldbordet eller til de hyggelige brætspilsarrangementer.

Ansøgning

Hvis du vil vide mere om stillingen, så kontakt HR-chef Mette Julie Lindhardtsen på tlf. 53 55 53 20. Vi glæder os til at høre fra dig. Søg jobbet via "Søg jobbet her" senest d. 25. maj 2017.

Søg jobbet her Gem job

Arbejdssted

Location København

Cookies på it-jobbank

Vi bruger cookies til trafikmåling og til optimering af hjemmesidens indhold. Der gemmes cookies fra it-jobbank og fra vores samarbejdspartnere. Ved at klikke videre på hjemmesiden accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om vores cookies.