Find job

Applikationsudvikler til LivNet

Vil du arbejde helt tæt på kernen i LivNet - en af PFA's absolut bærende pensionsapplikationer med direkte betydning for hundredetusindevis af danske pensionskunder? Drømmer du om en hverdag, hvor du sparrer og krydser klinger med dygtige kolleger? Skriv til os - måske er du den applikationsudvikler, vi søger i PFA.

Du får et job med ansvar, hvor du kan skabe stor værdi

Du bliver en del af det team i PFA, der videreudvikler og optimerer LivNet - PFA's pensionssystem og en kerneapplikation i størstedelen af det danske pensionsmarked med direkte betydning for hundredetusindevis af danskere. Som applikationsudvikler får du en central plads i vores team - du skal være med til at designe, udvikle, rette, teste og vedligeholde LivNet og dermed sikre, at applikationen skaber endnu mere værdi for os og for vores kunder.

Dine hovedopgaver bliver at:

  • Kode forretningsfunktionalitet i C# inden for rammesystemet fra Edlund og i henhold til krav, design og standard
  • Fejlsøge og rette fejl i Livnet
  • Vedligeholde og dokumentere systemviden
  • Deltage i lights on aktiviteter
     

'Hvis du søger et udfordrende og ansvarsfuldt job, hvor du bliver udfordret fagligt og får mulighed for tætte parløb med dygtige kolleger, så er opgaven her lige noget for dig,' siger Isabella Christiansen, der er leder af IT Kerne Kompetencecenter.

Du har erfaring med applikationer og er god til at løse problemer

Det er afgørende for os, at du har erfaring med udvikling af forretningsfunktionalitet og support af komplekse applikationer - især forventer vi, at du har erfaring med at kode i .Net, C#. Derudover er det en fordel, hvis du har erfaring med Edlund eller andre pensionssystemer. Vi forestiller os, at du fx er datalog, IT ingeniør, eller at du har opbygget dine kompetencer via solid relevant erfaring kombineret med relevante kurser. Det kræver ombyggelighed at kode i LivNet, og du vil kunne varetage opgaven, fordi du er detaljeorienteret og har respekt for rammesystemet og vores kodeprincipper. Du er vant til at være den, der sikrer kvalitet, så du forstår værdien af at arbejde struktureret og detaljeret under stort ansvar. Du holder humøret og dit store overblik intakt, selv når der er gang i mange opgaver. Som applikationsudvikler skal du samarbejde med mange, og det passer dig fint, fordi du som person er udadvendt og hjælpsom, og fordi det falder dig let at formidle og dele din viden.

Dit nye team har faglig viden i sværvægtsklassen

Du bliver en del af en velfungerende afdeling på 40 personer plus dygtige konsulenter fra Edlund, der varetager flere systemer. Der er tale om et kompetent og mangfoldigt team sammensat af mange faggrupper og baggrunde, så der er optimale muligheder for kontinuerlig videndeling og læring. Som medarbejder i PFA får du en attraktiv løn- og pensionsordning. Du får op til 20 procent af din løn til din pensionsordning og en stærk forsikringspakke. Derudover får du mange personalefordele og en arbejdsplads, der lægger vægt på fleksibel arbejdstid, så du kan få arbejdsliv og fritid til at gå op. Læs mere om at arbejde i PFA her.

Er du klar til at blive en del af holdet?

Så send din ansøgning via linket nederst på siden senest den 31. maj 2017. Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Isabella Christiansen, der er leder af IT Kerne Kompetencecenter, på tlf. 24 28 44 48.

En karriere, hvor vi lever livet - hele livet

Et job i PFA Pension er adgangen til et spændende univers i Danmarks største kommercielle pensionsselskab med over 1 million kunder og 1.200 kolleger. I PFA er vi stolte at vores forretningsmodel - den sikrer finansiel bæredygtighed, så at al værdiskabelse går tilbage til vores kunder, der også er vores ejere. Vi er i gang med en ambitiøs 2020 strategi, der skal sikre endnu tættere kontakt med kunderne, så de kan leve livet, hele livet. Vi vil stå for professionel, fair og ansvarlig rådgivning ved hjælp af digitale løsninger, der er helt i front, så vi når kunderne på alle platforme, på alle tider og præcist i den livssituation, de befinder sig i. Vi vil have en organisation, hvor vi tager agile metoder, teknologi og nye ledelsesmetoder i brug, så vores medarbejdere har rammerne til at udvikle deres faglige og personlige potentiale og arbejde kreativt, motiveret og dedikeret. Du kan møde os på www.pfa.dk.

Søg jobbet her Gem job

Arbejdssted

Location København

Cookies på it-jobbank

Vi bruger cookies til trafikmåling og til optimering af hjemmesidens indhold. Der gemmes cookies fra it-jobbank og fra vores samarbejdspartnere. Ved at klikke videre på hjemmesiden accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om vores cookies.