Find job

Kundevendt projektleder

Brænder du for at gennemføre kundevendte projekter med udvikling og implementering af softwareløsninger? Har du erfaring med projekter hos regioner, kommuner eller andre offentlige kunder – gerne inden for sundheds-IT? Og kan du styre og levere i henhold til en kontrakt? Så har vi jobbet til dig.

Inden for Healthcare-området i Systematic leverer vi inden for Columna-porteføljen bl.a. en elektronisk patientjournal, men også andre regionale eller nationale projekter inden for sundhedsvæsenet. Området er i vækst og vi søger derfor projektledere til kundeprojekter hos regioner og øvrige offentlige kunder.

Jobbet

Som kundevendt projektleder er du ansvarlig for at levere til kunden på den aftalte kontrakt. Du evner at sætte dig ind i kontraktens vilkår og forpligtelser, og er i stand til at levere til gavn for både kunden og Systematic.

Du skal kunne agere i et blandet organisatorisk projekt-setup, som oftest består af et internt projekt team på typisk 4-10 medarbejdere, samt et antal interne og eksterne underleverandører.

Du vil som udgangspunkt være med i projektet helt fra tilbudsfasen med tilbudsskrivning, videre til leverancen er ibrugtaget hos kunden og overgået til daglig drift, og indtil kontrakten ophører. Du er ansvarlig for den overordnede planlægning og styring af projektet, samt kontakten til kunden og eventuelle underleverandører.

Du skal søge jobbet hvis du evner at:

  • Organisere og mobilisere projektteamet inklusiv underleverandører til at levere i høj kvalitet og til tiden til kunden
  • Have fokus på kundetilfredsheden og kunne bygge en stærk og troværdig relation til kunden
  • Være kommercielt orienteret og have fokus på mersalg, som giver værdi for kunden
  • Holde fokus og løbende følge op på projektets fremdrift, risici og muligheder
  • Sætte retning, og at kommunikere rammer, vilkår og mål klart og tydeligt for hele dit projektteam inkl. underleverandører
  • Styre projektet igennem via KPI’er med fokus på business casen
     

Dine kompetencer og din personlighed

Vi forestiller os, at du har:

  • En IT-relateret videregående uddannelse, gerne inden for sundhedsteknologi
  • En projektlederuddannelse, og gerne en certificering (PMI, Prince2 eller IMPA level B/C)
  • Min. 4 års erfaring med at gennemføre lignende projekter med succes, herunder styring af kontrakter
  • Erfaring med IT-projekter inden for den offentlige sektor
  • God teknisk indsigt/forståelse, og at du evner at bygge bro imellem forretning og teknik
  • Erfaring med agile metoder
     

Det vil være en fordel, hvis du har arbejdet med sundheds-IT tidligere, men er ikke et krav. Derudover kommunikerer du flydende mundtligt og skriftligt på både dansk og engelsk.

Du har et godt drive, god forretningssans og formår at kommunikere klart til alle typer af interessenter. Du er resultatorienteret og har vindermentalitet, kombineret med gode samarbejdsevner. Du er analytisk og struktureret og formår at holde hovedet koldt selv i pressede situationer. Sidst men ikke mindst, har du en motiverende og involverende ledelsesstil – og ønsker kontinuerligt at udvikle dig selv og dit team.

Systematic tilbyder

Vores it-løsninger gør det enklere for brugerne at træffe kritiske beslutninger. Inden for forsvaret og i sundhedsvæsnet gælder det ofte beslutninger, som kan handle om liv eller død. I både den private og den offentlige sektor skal vores løsninger håndtere store mængder data, som for eksempel på biblioteksområdet med mere end 50 mio. udlån årligt. For at fortsætte udviklingen af løsninger, der har kundernes tillid, udfordrer vi derfor løbende hinanden, vores arbejdsprocesser og teknologier. Vi har en offensiv uddannelsespolitik med definerede karriereveje og interne proaktive Knowledge Networks.  

Vi er fokuseret på hele tiden at gøre alting bedre. Vores unikke kombination af de stærke principper fra CMMI og de bedste aspekter af Lean og Scrum gør os i stand til at udvikle pålidelige løsninger af høj kvalitet til vores kunder og levere til aftalt tid og pris. Vi arbejder i teams, og mange af vores teams inkluderer fuldt integrerede sourcede teammedlemmer.

Vi prioriterer en fornuftig balance mellem arbejdsliv og privatliv, og vores agile tilgang giver dig god mulighed for langt hen ad vejen selv at planlægge dine arbejdsopgaver og arbejdstid. Vi vægter desuden det sociale sammenhold på arbejdspladsen og har en meget aktiv personaleforening.

Da vi også arbejder på sikkerhedsklassificerede projekter, skal alle medarbejdere i Systematic sikkerhedsgodkendes. Læs mere på http://systematic.com/clearance.

Spørgsmål og ansøgningsprocedure

Hvis du har spørgsmål, så ring gerne til Director, HealthCare Operations, Heidi Pedersen på + 45 89 43 20 00.

Ansøgningsfrist: Vi indkalder til samtaler løbende.

Arbejdssted: Aarhus, men du må påregne en vis rejseaktivitet i forbindelse med projektet.

Starttidspunkt: Efter aftale.

Vi ser frem til at høre fra dig.

Siden vi skrev vores første linje kode i 1985, er det privatejede Systematic A/S vokset til et internationalt softwarehus med over 850 kolleger med 27 forskellige nationaliteter, fordelt på kontorer i 12 lande og med kunder verden over. Vores mål er enkelt: At forbedre verden med exceptionel software. Vi leverer software og systemløsninger til kunder inden for den offentlige sektor, sundhedssektoren, forsvaret, politiet, finanssektoren og serviceerhverv. Vi arbejder på et fundament af tillid, hvor vi har frihed og ansvar til at træffe beslutninger i vores hverdag. Vi brænder for at gøre en forskel, og vi tør udfordre teknologien, hinanden og os selv. Som nyansat i Systematic bliver du budt velkommen af hjælpsomme kolleger, og du kan se frem til både mentorordning og al den støtte, du har brug for. Det er sammen, vi kan udvikle og indfri dit potentiale og gøre Systematic endnu bedre.

Søg jobbet her Gem job
Cookies på it-jobbank

Vi bruger cookies til trafikmåling og til optimering af hjemmesidens indhold. Der gemmes cookies fra it-jobbank og fra vores samarbejdspartnere. Ved at klikke videre på hjemmesiden accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om vores cookies.