Find job

Program- og porteføljemanager til Rigsarkivet

Har du godt styr på projektmodeller og –værktøjer, og vil du stå i spidsen for vores projektporteføljestyring i en af Danmarks nationale institutioner, der bygger bro mellem fortid, nutid og fremtid?  

Om jobbet 

Rigsarkivets kerneopgaver omfatter indsamling, bevaring og formidling af Danmarks forvaltningsdokumentation og skriftlige kulturarv, som omfatter næsten 1000 års autentisk dokumentation i form af dokumenter, data, billeder, kort m.v. De er i et vist omfang tilgængelige via vores websites. Vores mål er, at Rigsarkivet i 2025 skal være et fuldt digitalt nationalarkiv, og i en kommende digitaliseringsstrategi vil vi sætte retning for realiseringen af dette mål. Det indebærer bl.a. et stigende antal strategiske udviklingsprojekter, og Rigsarkivet har derfor besluttet at styrke ledelsen og styringen af vores projektportefølje. 

Derfor søger vi til en nyoprettet stilling en dygtig og erfaren program- og porteføljemanager med tiltrædelse snarest muligt. 

Din primære opgave er at sikre god porteføljestyring af Rigsarkivets projekter, hvor du vil være det centrale bindeled mellem projektorganiseringen og porteføljeledelsen (direktionen). Du vil endvidere medvirke til udviklingen og implementeringen af en digitaliseringsstrategi for Rigsarkivet. 

Dine hovedarbejdsopgaver omfatter bl.a.: 

  • at opbygge porteføljestyring i Rigsarkivet 
  • at udvikle og vedligeholde projektmodel og projektværktøjer 
  • at sikre, at porteføljemodellen og projektmodellen efterleves, og at beslutninger fra porteføljeledelsen bliver kommunikeret ud og efterlevet 
  • at servicere porteføljeledelsen med statusrapporteringer samt koordinere og kvalitetssikre projektbeslutninger og projektgodkendelser 
  • at forberede og følge op på porteføljemøder og eventuelt styregrupper 
  • at bidrage til uddannelse i projektkompetencer 
     

Som program- og porteføljemanager indgår du i Rigsarkivarens sekretariat, hvor du sidder tæt på den strategiske ledelse. Du får naturligvis et tæt samarbejde på tværs af organisationen med både forretningen og vores interne it-udviklingsområde. 

Om dig 

Du har en relevant uddannelsesmæssig baggrund og har sikkert arbejdet nogle år med projekt- og programstyring, gerne i en organisation med en kompleks IT-struktur eller i konsulentverdenen. 

Vi lægger derudover vægt på, at du har erfaring med forskellige projektmodeller med udgangspunkt i PRINCE2 og agile metoder, leverandør- og kontraktstyring og har et stærkt blik for effektiv styring af ressourcer og kompetencer. Det vil også være en fordel, at du har erfaring med den fællesstatslige it-projektmodel. 

Du arbejder strategisk og analytisk, så du formår både at have det store overblik over og samtidig drive hele projektporteføljen mod organisationens forretningsmæssige mål. 

Det vil være en fordel, at du har erfaring med ledelsesbetjening, så du kan ”skære projektoplæg og -beslutninger til” og forstår de processuelle arbejdsgange. 

Vi forventer, at du:  

  • har en fleksibel og serviceminded tilgang til dit arbejde 
  • har stærke formidlingsevner mundtligt og skriftligt 
  • er resultatorienteret, har god gennemslagskraft og formår at bruge din stærke faglighed til sparring og opfølgning 
  • forstår at afveje kvalitet og effektivitet 
  • kan samarbejde med alle på tværs af mange fagligheder og ledelseslag 
     

Vi tilbyder  

Et fagligt udfordrende job, hvor du kan bidrage til udviklingen af Rigsarkivet som et fuldt digitalt nationalt arkiv og dermed være med til at sikre, at Danmarks skriftlige kulturarv bevares, stilles til rådighed og formidles for alle brugere og brugergrupper.  

Fleksible komme-gå-tider, så familie og arbejdsliv hænger sammen. Vi lægger vægt på et godt fagligt og socialt arbejdsmiljø, hvor man løser opgaver i samspil med sine kolleger.   

Ansættelsesvilkår  

Ansættelse sker i henhold til relevant overenskomst og forventes lønmæssigt indplaceret på et niveau svarende til en specialkonsulent i henhold til gældende overenskomst for akademikere i staten. Der vil evt. være mulighed for forhandling af tillæg. 

Den ugentlige arbejdstid er gennemsnitligt 37 timer. Arbejdsstedet er i Rigsarkivet, København. 

Vi indhenter straffeattest. 

Ansøgning  

Du kan søge stillingen via ansøgningsknappen nederst på siden. Du bliver guidet igennem rekrutteringsprocessen, når du trykker på knappen ’Søg stillingen’.  

Ansøgningen skal indeholde fuldstændigt curriculum vitae og dokumentation for relevant uddannelse og faglige kvalifikationer.

Ansøgning med bilag skal være fremme senest den 22. juni 2017. Vi forventer at afholde samtaler i uge 26.  

Nærmere oplysninger om stillingen kan fås hos rigsarkivar Asbjørn Hellum på tlf. 41 71 73 06 eller ahe@sa.dk eller hos vicedirektør Karl Hansen på tlf.: 41 71 73 24 eller kpch@sa.dk.  

Du kan også læse mere om Rigsarkivet på www.sa.dk og http://kum.dk/om-ministeriet/organisation-og-institutioner/styrelser/rigsarkivet/.  

Rigsarkivet tilstræber at få så bred en sammensætning i personalet som muligt, hvorfor alle interesserede uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold opfordres til at søge stillingen.  

Rigsarkivet er en styrelse og institution under Kulturministeriet, der har til formål at sikre bevaringen af arkivalier for fremtidens forskning, at stille arkivalier til rådighed for myndigheder og publikum, samt at udøve forskning og udbrede kendskabet til forskningens resultater. Rigsarkivet har ca. 230 medarbejdere fordelt på fem adresser; 2 i Jylland, 1 på Fyn og 2 på Sjælland.

Lukket for ansøgninger Gem job

Arbejdssted

Location København

Cookies på it-jobbank

Vi bruger cookies til trafikmåling og til optimering af hjemmesidens indhold. Der gemmes cookies fra it-jobbank og fra vores samarbejdspartnere. Ved at klikke videre på hjemmesiden accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om vores cookies.