Find job

Softwareudvikler til C2 Naval Software

Nyder du at have et job hvor der er plads til work-life balance og at være del af et engageret team? Er du samtidig ekspert i parallelle og distribuerede systemer, både backend og frontend og vil du være med til at levere komplekse og innovative missionskritiske systemer til krævende kunder – så har vi jobbet til dig!

Terma har i mere end 30 år udviklet innovative løsninger inden for missionskritiske kommando-kontrol (C2) systemer til søværn, kystovervågning og marinepoliti, både i Danmark og i udlandet. Vi leverer løsninger der er skalerbare og skaber Situational Awareness i flådefartøjer, lige fra små patruljebåde til skibe i korvet- og fregatklassen. Vi er inde i en stærk positiv udvikling og søger hurtigst muligt flere engagerede softwareudviklere der vil være med til at bygge videre på vores succes.

Dit arbejdssted vil blive på vores kontor i Herlev, hvor du vil blive en del af en kompetent Software Development afdeling der tæller mere end 90 medarbejdere og i C2 Naval afdelingen alene, vil du få 21 kompetente og motiverede kollegaer, fordelt på 3 teams. Kulturen i afdelingen er uformel og humoristisk, med en høj grad af social interaktion.

Ud over dine kollegaer i udviklingstemaet, vil du i din hverdag også komme til at arbejde tæt sammen med systemingeniører, projektledere, kunder og brugere.

Dine vigtigste opgaver

Som softwareudvikler bliver du involveret i alle faser af softwareudviklingen og vil også tage del i den overordnede systemudviklingsproces, hvor du bidrager med relevant viden og erfaring, herunder inden for f.eks. kravstyring og systemarkitektur.

Vi arbejder i stabile teams og efter agile principper og metoder, hvor vi har fokus på kontinuerligt at forbedre vores planlægning, kvalitet, vidensdeling og innovation inden for softwareudvikling. Det er således vigtigt at du har et ønske om at være med til at sikre teamets resultater og bringe din viden og erfaring i spil.

De konkrete opgaver i jobbet vil veksle mellem leverancer på projekter, vedligeholdelse af platforme, korrektion af fejl, nyudvikling og vedligehold af funktionalitet, tilpasning og andre relevante forhold, der sikrer at vi altid kan tilbyde et kontinuerligt konkurrencedygtigt produkt.

Som softwareudvikler skal du således også være parat til at deltage i integrations- og testaktiviteter hos kunder eller leverandører på stedet, primært i Danmark.

Din uddannelse og erfaring

Med udgangspunkt i dit speciale inden for software og en uddannelse som datalog, diplom- eller civilingeniør, har du i en årrække arbejdet med softwareudvikling inden for distribuerede og tidskritiske systemer samt objektorienteret udvikling, ligesom du har opbygget stærke kompetencer inden for Java (backend development).

Da dine opgaver favner bredt – fra design og programmering over test til integration samt dokumentation, vil det være en fordel hvis du har erfaring med ting som:

  • Virtualisering af udviklings-, bygnings- og testmiljøer
  • Udvikler-værktøjer som subversion, git, JIRA, Jenkins, maven, artifactory, sonarqube, IntelliJ/Netbeans/Eclipse
  • Automatiske og manuelle tests, gerne af GUI-programmer
  • Test drevet udvikling
  • Continuous Integration eller Continuous Delivery
  • GIS/Luciad Lightspeed
  • Kommunikationsprotokoller
  • Linux/Unix-udvikling
  • C/C++/Bash etc.
  • Data Science/Machine Learning
  • GUI-udvikling i JavaFX, Swing eller lignende
  • Agile metoder/Scrum
     

Dig som person

Som person er du passioneret, nysgerrig og ivrig efter læring og udvikling og motiveres af at forbedre både dig selv og andre. Du deler derfor naturligt viden og ideer med dine kollegaer og har sikkert deltaget i en række konferencer inden for dit felt, måske endda som foredragsholder.

Du er metodisk og systematisk i din tilgang til dit arbejde, hvilket i kombination med din praktiske erfaring, gør at du kan holde overblikket over komplekse systemer og forskelligartede opgaver. Som led i din fortsatte udvikling, er du dog samtidig reflekteret over egne evner og begrænsninger og holder dig ikke tilbage for at spørge om professionel sparring eller hjælp fra dine kollegaer når der er behov for det.

Med dine formidlingsevner og dit fokus på at sikre de rigtige løsninger, navigerer du naturligt rundt i et interdisciplinært miljø, hvor løsninger og leverancer er et resultat af et effektivt samarbejde mellem system- og softwareudvikling.

Du udviser således en høj grad af personlig integritet og trives med at have et selvstændigt ansvar for opgaver, men tager også naturligt et fælles ansvar i teamet.

Hvad kan Terma tilbyde dig?

Vi kan tilbyde dig en varieret hverdag med fagligt kompetente og inspirerende kollegaer, i en international og velrenommeret virksomhed, der opererer inden for et højt specialiseret og unikt domæne. Vi tilbyder konkurrencedygtige ansættelsesforhold med plads til privatliv, og du kan se frem til gode udviklingsmuligheder, både fagligt og personligt. Vi har et bredt udbud af sociale aktiviteter, træningsfaciliteter og en personaleforening med et udvalg af klubber baseret på vores medarbejderes interesser.

Hvad vil vi gerne vide?

Skriv til os hvordan du vil passe ind i vores udviklingsteams og hvilke kvalifikationer og erfaringer du kommer med. Skriv gerne om hvordan du ser dig selv som udvikler nu og i fremtiden. Måske kan du skrive om projekter du finder interessante og som du har nydt at arbejde på. Projekter eller kode du finder interessant. Hvad der motiverer dig og hvilke overraskelser du har lært om dig selv i din karriere som udvikler. Links til online profiler du bruger, f.eks. på GitHub, LinkedIn, Stack Overflow eller andre steder er velkomne (men absolut ikke en forudsætning!).

Vi ser frem til at modtage din ansøgning og vi indkalder løbende til samtaler.

Vil du vide mere?

Terma arbejder på denne stilling sammen med Capax Recruitment og ønsker du yderligere informationer er du velkommen til at kontakte Recruitment Consultant, Sine Daugaard Jelle på tlf. 2166 1104 eller sdj@capaxrecruitment.com.

Lukket for ansøgninger Gem job

Arbejdssted

Location Herlev

Cookies på it-jobbank

Vi bruger cookies til trafikmåling og til optimering af hjemmesidens indhold. Der gemmes cookies fra it-jobbank og fra vores samarbejdspartnere. Ved at klikke videre på hjemmesiden accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om vores cookies.