Find job

Taksonomi- og informationsarkitekturmedarbejder til Intranetteamet

  • Vil du være en del af Skatteministeriets Intranetteam, og kan du bidrage til at skabe de nye rammer for intranet i koncernens syv nye styrelser? 
  • Har du lyst til at have en stor kontaktflade med dine kolleger i hele Skatteministeriet samt sikre og vedligeholde et godt fundament for digital videndeling, samarbejde og effektiv opgaveløsning? 
  • Brænder du for at levere et højt serviceniveau for dine kolleger? 
  • Trives du med en rolle, hvor du får ansvar for emnestrukturer og arkitekturer?  
     

… så har du nu mulighed for at indgå i et dygtigt team, der løfter i fællesskab.  

SharePoint og stort kundefokus 

Alle Skatteministeriets nye styrelser skal have nyt intranet baseret på SharePoint. Det vil blive opbygget frem mod lancering i juli 2018. 

Du bliver ansvarlig for at: 

  • Udarbejde informationsarkitekturen for løsningen sammen med leverandøren 
  • Udarbejde taksonomi for emner og eventuelt navigation for de forskellige dele 
  • Tilpasse indholdstyper i forhold til målgrupper 
  • Optimere søgemulighederne 
  • Taksonomier og arkitekturer konstant svarer til organisationen 
  • Varetage ad hoc-opgaver, der er relateret til din rolle i teamet 
  • Ensrette Skatteministeriets taksonomier 
  • Fastlægge processer for vedligeholdelse af taksonomier og informationsarkitekturen 
  • Vedligeholde løsningerne efterfølgende. 
     

Stærk praktiker med erfaring med organisationstaksonomier 

Din uddannelsesmæssige baggrund kan være alt fra bibliotekar til it-arkitekt. Det afgørende er, at du både har teoretisk og praktisk erfaring med at opbygge og vedligeholde taksonomier/emnestrukturer. 

Det vil være en stor fordel, hvis du har arbejdet med SharePoint før.  

Digital Forretningsunderstøttelse – dit kontor 

Du bliver en del af kontoret Digital Forretningsunderstøttelse, hvor du kommer til at arbejde i Intranet-teamet. Kontoret systemunderstøtter de interne sagsbehandlingsprocesser samt den digitale videndeling i SKAT. Vi er 14 engagerede medarbejdere, der sætter en ære i at løse vores opgaver på et højt fagligt niveau i tæt samarbejde med resten af Skatteministeriet.   

Digital Forretning og Strategi – din afdeling  

Digital Forretning og Strategi er en del af forretningsområdet IT og Data, som understøtter digitaliseringen i SKAT med udgangspunkt i borgernes og virksomhedernes behov samt understøtter de interne, digitale processer for videndeling. 

Ansøgning og kontakt  

Ansøgning med CV og relevante dokumenter bedes sendt via linket ”Søg jobbet her” senest den 6. august. Spørgsmål besvares gerne af fungerende funktionsleder Kathrine Jensen på telefon 72376880.

Løn og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst. Tiltrædelse snarest.  

Du bliver ansat i Skatteministeriet med tilhørende institutioner. Dit arbejdssted er Østbanegade 123, 2100 København Ø. 

Arbejdsstedet er indtil videre Østbanegade 123, 2100 København Ø. SKAT vil som led i regeringens plan ’Fra én til syv styrelser – skatteforvaltningen 2021’ blive erstattet af syv nye styrelser under Skatteministeriet, som får ansvar for hver sin kerneopgave. Du kan læse mere herom på www.fra1til7.dk. Vi gør opmærksom på, at stillingen fremadrettet vil høre under Udviklings- og Forenklingsstyrelsen, som fortsat vil have adresse i København.  

Vi opfordrer alle kvalificerede ansøgere, uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge.    

Vi sikrer fundamentet for finansiering af det danske samfund 

I SKAT er vi ca. 6.200 kolleger på kontorer i hele Danmark. Lige nu er vi alle samlet i SKAT – men i fremtiden bliver vi opdelt i flere styrelser. En plan for organisering og geografisk placering forventes klar i sommeren 2017. 

Vores kerneopgave som myndighed er hvert år at opkræve de ca. 950 mia. kr. i skatter og afgifter, som er fundamentet for finansieringen af det danske samfund. Vi har fokus på, at driften af skattevæsenet er sikker og effektiv, og alle betaler det, de skal, hverken mere eller mindre. Samtidig skal vi gøre det nemt og trygt for borgere og virksomheder at være i kontakt med skattevæsenet. 

Du får derfor mulighed for at tage ansvar for en vigtig opgave og gøre en forskel. Vi har brug for medarbejdere med mange forskellige faglige kompetencer, og bredden i opgaverne giver også den enkelte mulighed for at få faglige udfordringer og udvikle sig. Vi har et stærkt fokus på god ledelse på alle niveauer, bl.a. for at sikre, at der er balance mellem arbejdsliv og fritid og respekt for det hele menneske. Er du vores næste kollega?

Lukket for ansøgninger Gem job

Arbejdssted

Location København

Cookies på it-jobbank

Vi bruger cookies til trafikmåling og til optimering af hjemmesidens indhold. Der gemmes cookies fra it-jobbank og fra vores samarbejdspartnere. Ved at klikke videre på hjemmesiden accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om vores cookies.