Find job

Erfarne, ambitiøse og udviklingsorienterede projektledere til Koncern IT

Har du solid erfaring med projektledelse – og har du de senere år fulgt med i udviklingen af agile metoder og brugt dem aktivt? Så skal du læse videre herunder.

I Koncern IT er vi med til at digitalisere og modernisere verdens bedste storby. Hos os får du muligheden for at sætte dit præg på hovedstadens udvikling ved at sikre høj kvalitet i ledelsen af dine projekter.

Københavns Kommunes vision er at udvikle hovedstaden som en levende, ansvarlig by med kant. København er verdensberømt for sin klima- og miljøindsats, kendt som verdens bedste cykelby, som et udstillingsvindue for arkitektur- og teknologiløsninger og som en af de hovedstæder i verden, hvor det er allerbedst at leve til hverdag.

Koncern IT har en afgørende og vigtig rolle i dette arbejde, bl.a. fordi vi understøtter udviklingen af løsninger inden for effektiv forvaltning, velfærdsteknologi, robotautomatisering og Smart City. Vi skal stille nem og tilgængelig teknologi til rådighed for vores kollegaer i organisationen, så de kan levere velfærd af høj kvalitet og skabe de bedst mulige levevilkår for københavnerne.

Vi søger to erfarne kolleger, der i rollen som projektledere har lyst til at indgå i vores team, og som vil være med til at gennemføre store it- og digitaliseringsprojekter.

Hvad kan vi tilbyde dig?

Vi tilbyder et job med gode muligheder for at bruge dine lederkompetencer og erfaringer. Samtidig vil vi sammen sikre din videreudvikling som professionel projektleder. Du kommer til at arbejde i et projektkontor i Koncern IT under Økonomiforvaltningen i Københavns Kommune.

Vores team består af 25 projektledere og seks projektassistenter, som spænder bredt både i erfaring og baggrund. Stemningen i afdelingen er præget af en professionel, men uformel omgangstone med højt til loftet.

I opgaveløsningen arbejder vi efter to forskellige projektmodeller og -metoder, alt efter projektets karakter og forudsætninger. En traditionel Prince2-baseret model og en agil projektmodel baseret på SCRUM. Vi kombinerer også de to tilgange til projektledelse, og her forventer vi, at du kan byde ind med viden og erfaringer.

Arbejdsopgaver

Vores projekter spænder vidt, men en fællesnævner er, at alle vores projekter er komplekse, involverer it og et spændende interessentlandskab.

Dine arbejdsopgaver vil omfatte ledelse af ét eller flere projekter – herunder planlægning, gennemførelse og opfølgning. Du går forrest og tager ansvaret for projektets fremdrift og resultater.

Det enkelte projekt bemandes typisk med specialister inden for fx udbud og indkøb, løsningsdesign og testmanagement, og det vil være dig som projektleder, der vil forestå den daglige ledelse og koordinering af samarbejdet.

Du vil, afhængig af det enkelte projekts karakter, komme til at arbejde med alle facetterne i it-projekter, som bl.a. omfatter:

  • udarbejdelse af Business Cases  
  • daglig ledelse af projekter med reference til projektejer  
  • gennemføre den løbende planlægning og opfølgning  
  • aktivt følge projektets leverancer til dørs  
  • kommunikere med projektets interessenter  
  • forestå risikostyring og iværksætte korrigerende handlinger  
  • sikre korrekt og fyldestgørende projektrapportering.  
     

Herudover forventer vi, at du vil bidrage til den løbende professionalisering af vores projektmodeller og metoder.

Din profil

Vi søger en udadvendt person med et højt drive og en løsningsorienteret tilgang til nye udfordringer. Du skal være initiativtager og trives med at arbejde både selvstændigt og som del af et team. Vi forventer, at du kan træde i karakter som projektleder samt levere resultater baseret på de aftaler, du har indgået med din ledelse og dine kolleger.

Vi forventer, at du hurtigt kan sætte dig ind i nye fagområder og se den rigtige vej gennem komplekse problemstillinger.

Du har gennemført flere projekter med stor succes. Du har en eller flere certificeringer inden for projektledelse (fx IPMA, PMI, Prince2, SAFe, SCRUM). Derudover skal du have en solid forståelse for digitalisering og it-området.

Det er en fordel, hvis du

  • har erfaring med at arbejde i en stor organisation  
  • har arbejdet med design og optimering af processer  
  • har kendskab til den offentlige sektor  
  • har indsigt i udbudsprocesser  
  • har kendskab til eller erfaring med gennemførelse af agile projekter. 
     

Du skal have gode kommunikationsevner – både skriftligt og mundtligt. Du skal være detaljeorienteret med øje for kvalitet.

Løn- og ansættelsesforhold

Du vil blive ansat efter gældende overenskomst med mulighed for forhandling af løn. Der tilbydes fleksible arbejdsforhold, relevant efteruddannelse m.v. og en løn, der modsvarer dine kvalifikationer. Vi holder til i et moderne, attraktivt kontordomicil nær ved Fuglebakken Station.

Mere information

Hvis du vil vide mere om stillingerne, er du velkommen til at kontakte fagkoordinator Anders Reuter på tlf. 5152 7708.

Søg stillingen via nedenstående link senest tirsdag den 22. august 2017.

Om Koncern IT

Koncern IT er med ca. 400 medarbejdere en af landets største it-arbejdspladser. Vi betjener Københavns Kommunes syv forvaltninger med leverancer og udvikling af it-værktøjer til den daglige drift. Vi er både ansvarlige for sikker it-drift og analyse og udvikling af nye, store it-løsninger. Jo bedre vi er til vores arbejde i Koncern IT, desto større råderum får politikerne og vores 45.000 kolleger i kommunen til at prioritere velfærd og service til gavn for borgere og virksomheder i København.

Lukket for ansøgninger Gem job

Arbejdssted

Location København

Cookies på it-jobbank

Vi bruger cookies til trafikmåling og til optimering af hjemmesidens indhold. Der gemmes cookies fra it-jobbank og fra vores samarbejdspartnere. Ved at klikke videre på hjemmesiden accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om vores cookies.