Find job

Chef for infrastruktur

Kunne du tænke dig at lede et erfarent team af specialister samt tage fagligt ansvar for den langsigtede planlægning af infrastrukturen og de decentrale platforme? Og vil du guide, coache og udvikle dit team, mens I arbejder ambitiøst og vækstorienteret på en forretningskritisk platform med unik tilgængelighed og stabilitet?

Har du erfaring med ledelse, og har du en baggrund med arkitektur og forretningsforståelse, som sætter dig i stand til at sætte retningen for den fremtidige infrastrukturudvikling, så tilbyder vi dig en unik mulighed for at udleve dine ambitioner i en nøglerolle som chef for infrastruktur og intern IT. Du sætter hold til projekterne. Du skaber processerne, og du agerer sparringspartner for erfarne kolleger, så vi hele tiden udvikler og samarbejder bedre.

Stå i spidsen for infrastrukturudviklingen

Med reference til CIO og med udgangspunkt i vores forretnings- og IT-strategi er du teknisk ansvarlig for alle indkøbte IT-løsninger i VP. Her har du ansvaret for, at vi til stadighed er i stand til at udvikle og levere services på konkurrencemæssige vilkår til vores kunder. Det indebærer, at du og dit team videreudvikler vores teknologiske platform gennem design, indkøb, installation og test af løsninger.

Du kan fokusere på IT-infrastrukturudvikling

Vi har en Service & Operation-afdeling, som varetager drift af infrastrukturen. Ligeledes har vi en afdeling for Architecture & IT Planning, som har ansvaret for vores Enterprise Architecture. Det giver dig rig mulighed for at fokusere på IT-infrastrukturudvikling og dit team af erfarne specialister, som virkelig kan deres kram. Desuden bliver du en del af et samlet ledelsesteam, som står klar med faglig sparring. For dig indebærer det, at du:

  • sikrer, at infrastrukturen understøtter forretningsstrategier gennem en fleksibel og fremtidsrettet teknologi og arkitektur og kan overvåges og drives af Services & Operation
  • laver langsigtet planlægning af virksomhedens infrastruktur og decentrale platform i samarbejde med Architecture & IT Planning
  • udvælger leverandører, indgår aftaler og følger op på leverandører af alle IT-løsninger, dog undtaget konsulenter og systemleverandører til virksomhedens produkter
  • sikrer, at afdelingen leverer gode tekniske løsninger inden for økonomi, forretningsmæssige behov samt sikker og stabil drift – til interne såvel som eksterne kunder og samarbejdspartnere
  • sikrer effektive interne processer og tværorganisatorisk samarbejde, der bidrager til videreudvikling af metoder og det teknologiske fundament.
     

Den helstøbte IT-leder

Vi leder efter en helstøbt leder. Med det mener vi, at du favner mangfoldighed og ser på dine medarbejderes potentiale. Derfor er det også vigtigt, at du kan tage ansvar, planlægge og delegere, så dit team performer bedst muligt. Dine medarbejdere er aldrig i tvivl om, at de har en solid, faglig sparringspartner og coach i dig. Vi forestiller os, at du:

  • har en lang videregående uddannelse som f.eks. ingeniør, datalog eller cand.merc.dat.
  • har minimum 5 års erfaring med ledelse af IT-tekniske projekter i en større virksomhed eller hos en større IT-leverandør, hvor infrastrukturen er kritisk og risikofyldt, enten som afdelingsleder eller teamlead
  • måske har erfaring fra en industri, hvor digitale forretningsmodeller og IT-løsninger er nøglefaktorer, fx inden for bank, pension, forsikring, telekommunikation eller energi
  • har en opdateret og dybere viden om arkitektur og infrastruktur samt en bredere viden om metoder, teknologi og løsninger samt gerne kendskab til IBM mainframe eller lignende
  • har erfaring med kontraktforhandling og leverandørstyring.
     

Vil du sætte dine ledelseskompetencer i spil hos os?

Human Capital Group håndterer alle ansøgninger for VP, så send din ansøgning til jsh@hcg.dk. Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Jesper Sahl Hvass på telefon 7024 1200 eller 3028 9013. Tiltrædelse snarest muligt.

Søg jobbet her Gem job

Arbejdssted

Location København

Cookies på it-jobbank

Vi bruger cookies til trafikmåling og til optimering af hjemmesidens indhold. Der gemmes cookies fra it-jobbank og fra vores samarbejdspartnere. Ved at klikke videre på hjemmesiden accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om vores cookies.