Find job

Annonce- og kvalitetskonsulent - Barselsvikariat

Har du flair for kundeservice og er du detaljeorienteret? Vil du være en del af et team, som dagligt sikrer, at virksomheder og kandidater får de bedst tænkelige muligheder for at finde hinanden?

Så vil vi gerne snakke med dig. Vi er nemlig på jagt efter en struktureret og serviceminded annonce- og kvalitetskonsulent med grafisk øje og flair for retstavning og korrekturlæsning til 1-årigt barselsvikariat fra 1. november 2017.

Hos it-jobbank og StepStone er vi ikke som alle andre

Vi er hhv. Danmarks specialistsite for alle, der arbejder med IT samt jobsitet for leder- og karrierejob. Vi er arbejdspladsen for dig, der har lyst til at yde en sublim service for vores kunder og kandidater, og som sætter en ære i at følge alle opgaver til dørs med et smil på læben.

Som vores nye kollega kommer du til at sætte jobannoncer op og udføre mindre grafiske opgaver, så annoncerne står så skarpt som muligt, inden de kommer online. Du sikrer derfor unikt layout med logo, læser grundig korrektur og kvalitetssikrer annoncen. Du vil være i kontakt med kunderne pr. mail og telefon for at sparre om annoncerne og rette til samt give dem besked, når annoncerne er online.

Det vil være en fordel, hvis du har øje for grafisk design, da en mindre del af din rolle er at udarbejde grafiske annonceskabeloner til kunderne og deltage i vores kampagneproduktion. Derudover hjælper vi også vores dygtige sælgere med mange spændende supportopgaver.

Et familiært team med plads til dig

Din nye hverdag vil være i et ambitiøst og familiært team, som glæder sig til at tage godt imod dig. Vi sætter pris på en indholdsrig og humoristisk hverdag, og du vil helt sikkert allerede fra første dag føle dig som en del af det gode fællesskab og den stærke kultur, vi har opbygget på vores kontor på Islands Brygge i København. Her møder vi nemlig hverdagen med et smil, og vi ved, at vi udfylder en central funktion i forhold til resten af organisationen og for de mange virksomheder, der dagligt annoncerer via os samt de jobsøgende, der finder deres næste karrierejob.

Er det lige dig, vi søger?

  • Der er flere indgange til stillingen, men vi forestiller os, at du enten har en baggrund som multimediedesigner eller tilsvarende kombineret med korrekturlæsningsevner, men det kan også være den anden vej rundt, så du har god erfaring som korrekturlæser med grafisk flair.
  • Vi ser gerne, at du har en smule kendskab til basal HTML-kode, Photoshop og SoMe.
  • Det er en fordel hvis du har god forståelse for- og kendskab til de forskellige begreber og kategorier inden for IT – fx må du gerne kunne adskille softwareudviklerne fra Axapta-konsulenterne.
  • Du behersker dansk og engelsk, både mundtligt og skriftligt.
  • Du er god til at håndtere flere ting på en gang.
     

Struktureret og kvalitetsbevidst kollega med et smil på læben

Vi leder efter en kollega, der tager ansvar for, at annoncerne bliver sat op på den allerbedste måde, og som er god til at håndtere en hverdag med en del rutineprægede opgaver. Du er struktureret og kvalitetsbevidst, og du har lyst til at være en del af et godt og velfungerende team. Og så håber vi, at du er lige så glad og frisk, som vi er.

Vi tilbyder, ud over en flot udsigt over Københavns Havn, stor opbakning fra din chef og kolleger, en god, fast løn samt frokostordning og forplejning som fx diverse morgenmadsprodukter, kaffe og frugt.

Vil du være med? Så grib chancen nu!

Dine nye kollegaer i produktionsteamet glæder sig til at tage imod dig. Har du spørgsmål til jobbet, kan du kontakte Kundeservicechef i it-jobbank og StepStone, Helena Redke på tlf. 72 25 15 22.

Vi afholder løbende samtaler, og når den rette kandidat til jobbet dukker op, slutter vi forløbet og lukker annoncen – så send din ansøgning og dit CV via ansøgningsknappen nederst på siden allerede i dag og senest den 8. oktober 2017.

Du kan læse mere om os på it-jobbank.dk og stepstone.dk.

Søg jobbet her Gem job

Arbejdssted

Location København S

Cookies på it-jobbank

Vi bruger cookies til trafikmåling og til optimering af hjemmesidens indhold. Der gemmes cookies fra it-jobbank og fra vores samarbejdspartnere. Ved at klikke videre på hjemmesiden accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om vores cookies.