Find job

Rekrutteringskonsulent med fokus på it-specialister (genopslag)

Har du erfaring med og interesse for rekruttering af it-specialister, og brænder du for at have ansvar for egne processer og være en del af et stærkt fagligt team, hvor vidensdeling er i centrum? Er du skarp på processtyring, og kan du begå dig i en politisk styret organisation? Så er du måske vores nye kollega. 

Professionel rekruttering og et job med mening

Rigspolitiets rekrutteringskoncept er kendetegnet ved en professionel og struktureret proces, som tager afsæt i kompetencebaseret rekruttering. 

I sektionen Civil Rekruttering er vi ansvarlige for rekruttering af alle civile (ikke-politiuddannede) medarbejdere og ledere i Rigspolitiet samt for udvalgte rekrutteringer for landets politikredse. Vi er med i hele forløbet fra behovsafdækning til ansættelse. Vores mål er at skabe merværdi for forretningen ved at være garant for rekrutteringsfagligheden. Vi udfordrer og sparrer med den ansættende leder og sikrer den røde tråd gennem hele forløbet. 

Sektionen består af 15 medarbejdere med forskellige baggrunde inden for HR og administration. Vi prioriterer faglig sparring i en travl hverdag, fordi vi tror på, at vidensdeling og indspark fra kolleger bidrager til den bedste løsning i den enkelte rekruttering. Vi har et stærkt samarbejde og en uformel omgangstone.

En varieret hverdag

Du rekrutterer civile medarbejdere til hele Rigspolitiet, der understøtter politiets arbejde og vores kerneforretning. Din opgave er at skabe et struktureret rekrutteringsforløb for den ansættende leder, hvor du deltager i processen fra start til slut. Du er blandt andet ansvarlig for at udarbejde job- og kompetenceprofiler, jobannoncer, samtaleguides samt at deltage i ansættelsessamtalerne. Desuden har du styr på de administrative processer. Dine arbejdsdage varierer mellem at være på kontoret og deltage i møder eller samtaler hos de ansættende ledere på Rigspolitiets arbejdssteder i Storkøbenhavn.

Vores nye kollega

Du har en relevant videregående uddannelse som fx cand.merc.HRM, cand. mag. eller måske en it-faglig baggrund. Derudover har du minimum 2-3 års konkret erfaring med rekruttering. Det er en klar fordel, hvis du har erfaring med og interesse for rekruttering af it-profiler. Det er ligeledes en fordel, hvis du har erfaring som intern rekrutteringskonsulent fra en kompleks eller politisk styret organisation.

Du har ansvar for mange opgaver samtidig, og du opbygger en bred kontaktflade i organisationen. Arbejdet kræver stor selvstændighed, og gennem din planlægning og dit store overblik sikrer du kontinuerlig fremdrift, og du har løbende ansvar for at overholde vigtige deadlines. Du er fagligt dygtig, initiativrig og skriver fængende jobopslag, som fremhæver essensen af den bagvedliggende kompetenceprofil. Samtidig har du flair for at skabe tillidsfulde relationer til samarbejdspartnere i hele organisationen. Du tager ansvar og agerer handlingsorienteret og fleksibelt, når udefrakommende forhold påvirker processerne og din planlægning. Du er vant til at agere i en kompleks organisation med mange forskellige afdelingstyper, og du arbejder tålmodigt og løsningsorienteret på at få tingene til at lykkes inden for de givne rammer.

Du evner balancen mellem at stikke fingeren i jorden og at bruge din gennemslagskraft. Samtidig har du et godt blik for organisationens behov, og du agerer strategisk og helhedsorienteret på både den korte og lange bane. Du er en uformel teamplayer, som både deler egen viden, og som ønsker at lære fra andre, ligesom du har lyst til at bidrage til et positivt arbejdsmiljø.

Løn- og ansættelsesvilkår

Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til de til enhver tid gældende aftaler mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation. Alternativt bliver du ansat på anden relevant overenskomst.

Dit arbejdssted bliver Rigspolitiet med adresse på Polititorvet 14 i København – dine opgaver kan nu og da være i en af landets 12 politikredse. 

Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt og opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem din ansættelse.

Kontakt og ansøgning

Hvis du har uddybende spørgsmål, er du velkommen til at kontakte rekrutteringskonsulent Randi Amalie Rud på mobil 41 37 38 62 eller på mail rru001@politi.dk eller sektionsleder for Civil Rekruttering Susan Jensen tlf.: 41 88 99 63. 

Du kan finde mere information om arbejdspladsen på www.jobipolitiet.dk og generel information om politiet på www.politi.dk.

Når du søger en stilling i politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Hvis du søger flere jobs i politiet, skal du lægge en ansøgning og et CV ind i systemet pr. ansøgt job. Du skal derfor ikke slette tidligere dokumenter, hvis du søger endnu et job. Det er først, hvis du har fået afslag på en søgt stilling, at du kan slette dokumenterne knyttet dertil. Vi anbefaler, at du navngiver dine dokumenter, så det fremgår, hvilket job du søger.

Foruden ansøgning og CV, bedes du uploade dit eksamensbevis. Vi anbefaler, at du uploader alle dine dokumenter i PDF. 

Vi opfordrer alle kvalificerede til at søge uanset køn, alder, race, religion eller etnisk baggrund.

Vi forventer at holde samtaler d. 29. november 2017

Ansøgning senest: 21-11-2017

Koncern HR

Rigspolitiet er politiets øverste myndighed og har det overordnede ansvar for Danmarks 12 politikredse samt politiet i Grønland og på Færøerne. Rigspolitiet sætter retningen og udarbejder overordnede strategier for hele politiet i tæt samarbejde med politikredsene.

Koncern HR varetager HR-opgaver for politiets ca. 15.000 ansatte, hvoraf cirka 10.500 er polititjenestemænd. Koncern HR er organiseret i 4 centre: National HR Partner, HR Administration, Politiskolen og Almen Jura.

Vi hjælper dagligt hinanden og samarbejder i hele koncernen om at løfte kvaliteten i alt, hvad vi gør. Høje ambitioner og fælles mål om integritet og transparens er kernen i vores arbejde. Vi har et stort fokus på udvikling af alle ansatte, professionelt såvel som menneskeligt. Vi har en uformel og uhøjtidelig omgangstone, og vores daglige sparring, medarbejderne imellem, er en forudsætning for, at vi kan skabe gode løsninger, der fungerer i dag og er forberedt på i morgen.

Søg jobbet her Gem job

Arbejdssted

Location København

Job hos virksomheden

Cookies på it-jobbank

Vi bruger cookies til trafikmåling og til optimering af hjemmesidens indhold. Der gemmes cookies fra it-jobbank og fra vores samarbejdspartnere. Ved at klikke videre på hjemmesiden accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om vores cookies.