Find job

Interne IT-Konsulenter med fokus på gode IT-løsninger til vores kunder

Brænder du for at prøve kræfter med automatisering af sagsgange, der sikrer udbetaling af støtte til et af Danmarks største eksporterhverv? Vi søger lige nu nye kollegaer til opsætning af IT-løsninger.

Hos Landbrugsstyrelsen er vi netop i gang med at starte implementeringen af vores nye meget omfattende digitaliseringsplan. Planen bygger oven på solide resultater i de tidligere strategier især vedrørende driftsstabilitet, effektiv systemforvaltning og omfattende digitalisering og automatisering af sagsgange. Planen er meget ambitiøs og vil frem mod 2022 understøtte, at vi kan levere løsninger hurtigere og i en endnu bedre kvalitet til vores kunder og brugere samtidig med, at automatiseringsgraden øges yderligere.  

Du mestrer balancen mellem EU-krav og kundefokus i opsætningen af nye IT-løsninger  

Som intern IT-Konsulent får du ansvaret for design og opsætning/konfiguration af IT-løsninger, så landmændene får udbetalt deres støtte nemt, enkelt og til tiden. Du samarbejder og videndeler med politikudviklere og sagsbehandlere for at finde de bedste løsninger. I bund og grund handler det om at tage eksisterende og kommende regler fra EU og omsætte dem til automatiserede systemer, som vores kunder og kollegaer kan anvende, uden at der opstår problemer. Dine arbejdsopgaver bliver derfor:  

  • Opsætning i vores fleksible rammesystem CAP-TAS baseret på Microsoft teknologi og serviceorienteret arkitektur. De anvendte værktøjer er: Infopath 2013, Word (2013 med brug af tilføjelsesprogrammer), Workflowfoundation, Reporting Service, avanceret Excel, Visio og TFS  
  • Fremsøgning og udtræk af data ved brug af Oracle SQL Developer og Microsoft SQL Server  
  • Kommunikation og samarbejde med fagenhederne om kravspecifikationer og design af løsninger. Opsætning og test af løsninger baseret på kravspecifikationen.  
  • Analyse og afklaring af forretningsregler og koordinering af opsætningsopgaver  
  • Unitest og dokumentation af egen opsætning
     

Vi sørger for en grundig oplæring, hvis der er systemer eller værktøjer, som du ikke er fortrolig med.

IT-enheden – vi er de drivende kræfter i organisationen  

Stillingerne er i IT-enheden for Opsætning med 48 fastansatte og næsten lige så mange eksterne konsulenter. Vi arbejder projektorienteret og med så komplekse opgaver, at vi godt tør love dig de udfordringer og det ansvar, du ønsker. Vi tænder på faglige problemstillinger og på at finde løsninger sammen, fx ved at bøje, vride og strække Microsoft-produkterne på måder, du ikke tænkte var muligt. Teamet har ansvaret for opsætning og implementering af elektroniske ansøgningsskemaer (vores Tast-selv service), IT-understøttelse af sagsbehandlingen og kontrol.  

Landbrugsstyrelsens IT er organiseret med en underdirektør, tre enhedschefer og syv teamledere. Hvert team har entydigt ansvar indenfor opgaveporteføljen. Vi arbejder i et tæt ledelsesfællesskab på tværs af enheder og teams i IT, hvor hjælpsomhed, samarbejde, ansvarlighed og vidensdeling er i højsædet. Vi er ca. 125 medarbejdere. Der er en forventning om, at IT-området vil vokse over de kommende år, da digitalisering og automatisering skal bidrage væsentligt til, at styrelsen kommer i mål med en ny forretningsstrategi 'Nemt, enkelt og til tiden'.  

Vi prioriterer at have et spændende fagligt miljø med god ledelse, godt kollegaskab og gode udviklingsmuligheder - både personlig og faglig efteruddannelse og nyder godt af motionsrum, sund kantine, fleksible arbejdstider m.v.  

IT-uddannet med en løsningsorienteret tilgang til IT  

Du har en IT-uddannelse, fx ingeniør eller noget tilsvarende. Det er en fordel, at du arbejder struktureret og er vant til at dokumentere dine arbejdsprocesser. Ligeledes har du en forretningsmæssig og løsningsorienteret tilgang til IT og en god erfaring med at løse større opgaver selvstændigt. Du kan skabe resultater, og du trives i et til tider hektisk miljø, hvor opgaverne kan skifte i løbet af dagen. Du ser fordelen i at samarbejde og kan kommunikere med kolleger – også fra andre faggrupper. Vi hilser også ansøgninger fra nyuddannede velkommen.  

Lyder det spændende og vil du vide mere?  

Hvis du har spørgsmål til stillingerne, er du velkommen til at kontakte konstitueret enhedschef Marie-Louise Otte på tlf. 41 89 25 36, teamleder Tenna Toft Olesen på tlf. 25 16 80 59 eller konstitueret teamleder Ib Spanggaard på tlf. 25 13 85 91.  

Ansættelsesvilkår  

Ansættelse sker efter gældende overenskomst mellem Finansministeriet og relevant organisation. Ansættelsesområdet er Miljø- og Fødevareministeriet med tilhørende institutioner, og tjenestestedet er Landbrugsstyrelsen, Nyropsgade 30, 1780 København V.  

Stillingen ønskes besat snarest muligt.  

Ansøgning  

Vi glæder os til at modtage din ansøgning vedlagt CV, eksamensbevis og eventuelle referencer, senest søndag d. 19/11 kl. 23:59. Du søger stillingen via "Søg jobbet her". 

Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan fremvise en privat straffeattest, der er uden strafbare forhold af betydning for stillingen.  

Lukket for ansøgninger Gem job

Arbejdssted

Location København

Cookies på it-jobbank

Vi bruger cookies til trafikmåling og til optimering af hjemmesidens indhold. Der gemmes cookies fra it-jobbank og fra vores samarbejdspartnere. Ved at klikke videre på hjemmesiden accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om vores cookies.