Find job

Erfaren projektleder med sans for kundefokus og brugervenlige portalløsninger

Brænder du for at sikre intuitiv kommunikation, så både vi og vores kunder kan frigøre tid? Har du mod på kompleks interessenthåndtering, der omfatter både vores kunder, vores forretningsenheder, vores juraenhed og øvrige teams i IT?  

Kom og vær med. Hos os handler det om alt fra landbrugsstøtte til fredningsbælter, Karnov, kommunikation og digitalisering. Vi søger lige nu en ny kollega til en af statens største IT-afdelinger, hvor vi understøtter udbetaling af tilskud for ca. 10 mia. årligt.  

Hos Landbrugsstyrelsen er vi netop i gang med at starte implementeringen af vores nye meget omfattende digitaliseringsplan. Planen bygger oven på solide resultater i de tidligere strategier bl.a. vedrørende effektiv systemforvaltning og omfattende digitalisering. Planen er meget ambitiøs og vil frem mod 2022 understøtte, at vi kan levere løsninger hurtigere og i en endnu bedre kvalitet til vores kunder og brugere.  

Du mestrer balancen mellem IT og mange interessenter  

Som projektleder får du ansvaret for at etablere en ny portal, der samordner al kommunikation med vores kunder. Her gælder det om at have fingeren på pulsen ift. organisationens behov. Samtidig gælder det om at få omsat kundernes behov til en løsning, der er teknisk mulig, og som kan matche høje krav til stabilitet og svartider.  

Du får en unik chance for at gå forrest i et vigtigt strategisk projekt i et uformelt miljø præget af høj faglig stolthed. Det gælder både om at være åben for forslag og ideer, ligesom det gælder om at have modet til at udfordre og sige nej.  

IT-enheden – vi er kernen for, at styrelsen når i mål med en ambitiøs digitaliseringsplan  

Stillingen er i IT-enheden Systemforvaltning og Leverandørstyring med 35 fastansatte og eksterne konsulenter. Vi arbejder med projektledelse, leverandørstyring, udbud, licensstyring og systemtest og vi tør godt love dig både udfordringer og ansvar.  

Som projektleder hos os arbejder du efter en projektmodel, og du bliver en del af et projektlederforum, hvor der er mulighed for sparring og erfaringsudveksling. Softwareudvikling sker eksternt, så du får en aktiv rolle i leverandørstyring. 

Landbrugsstyrelsens IT er organiseret med en underdirektør, 3 enhedschefer og 8 teamledere. Hvert team har entydigt ansvar indenfor opgaveporteføljen. Vi arbejder i et tæt ledelsesfællesskab på tværs af enheder og teams i IT, hvor hjælpsomhed, samarbejde, ansvarlighed og vidensdeling er i højsædet. Vi er ca. 130 medarbejdere. Der er en forventning om, at IT-området vil vokse markant over de kommende år, da digitalisering og automatisering skal bidrage væsentligt til, at styrelsen kommer i mål med en ny forretningsstrategi "Nemt enkelt og til tiden".

Vi prioriterer at have et spændende fagligt miljø med god ledelse, godt kollegaskab og gode udviklingsmuligheder - både personlig og faglig efteruddannelse og vi nyder godt af motionsrum, sund kantine, fleksible arbejdstider m.v.  

Din baggrund – en brobygger  

Vi forestiller os, at du er uddannet inden for IT, web eller kommunikation. Det afgørende er dog, at du har erfaring med at koble forretning sammen med teknik, og at du er en effektiv brobygger mellem mange interessenter.  

Vi forventer, at du:

  • Har erfaring med at lede lignende projekter  
  • Er god til at etablere tillidsskabende relationer  
  • Trives med projektarbejde og er god til at samarbejde med forskellige typer af projektdeltagere  
  • Skaber fremdrift via samarbejde  
  • Arbejder struktureret og selvstændigt og drivende.  
     

Lyder det spændende og vil du vide mere?  

Hvis du har spørgsmål til stillingerne, er du velkommen til at kontakte konstitueret underdirektør Franci Johansen på tlf. 20 99 30 04 eller enhedschef Allan Kjær Andersen på tlf. 25 23 85 48.  

Ansættelsesvilkår  

Ansættelse sker som konsulent i henhold til AC overenskomsten. Ansættelsesområdet er Miljø- og Fødevareministeriet med tilhørende institutioner, og tjenestestedet er Landbrugsstyrelsen, Nyropsgade 30, 1780 København V.  

Stillingen ønskes besat snarest muligt.  

Ansøgning  

Vi glæder os til at modtage din ansøgning vedlagt CV, eksamensbevis og eventuelle referencer, senest fredag d. 26. januar 2018. Du søger stillingen via "søg jobbet her".  

Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan fremvise en privat straffeattest, der er uden strafbare forhold af betydning for stillingen.  


Miljø- og Fødevareministeriet betragter mangfoldighed som et aktiv og opfordrer alle uanset personlig baggrund til at søge.

Landbrugsstyrelsen er en styrelse under Miljø- og Fødevareministeriet. Du bliver en del af et miljø, hvor vi mestrer balancen mellem mange modsætninger – og det er vi stolte af. Hos os taler vi om alt fra landbrugsstøtte og Karnov til plantesundhed og digitalisering. Hvis du tør plante dit frø hos os, så lover vi, at det får de bedste vækstbetingelser.

Lukket for ansøgninger Gem job

Arbejdssted

Location København

Cookies på it-jobbank

Vi bruger cookies til statistik og til at gøre hjemmesiden mere brugervenlig. Der sættes cookies fra it-jobbank og fra vores samarbejdspartnere. Klikker du videre på siden, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Læs mere her om vores brug af cookies, herunder hvordan du fravælger brugen af cookies.