Find job

It-konsulent med fokus på effektiv drift og kundevendte services til Uddannelses- og Forskningsministeriet

Har du erfaring med både digitalisering, it-drift og –support? Har du lyst til og erfaring med at læse og løse forretningens behov for digitale services? Så er du måske vores nye it-konsulent.

Vi skaber fundamentet for fremtiden 

Viden er det, vi skal leve af i fremtiden. I Uddannelses- og Forskningsministeriet arbejder vi derfor for høj vækst og ny indsigt gennem fremragende uddannelse og forskning. Vi skaber et solidt fundament for de videregående uddannelser og forskningen i Danmark, så nye idéer kan spire og skabe vækst.  

I departementet bistår vi ministeren og regeringen med at udvikle landets uddannelses-, forsknings- og innovationspolitik. Vi klæder ministeren på til at træffe beslutninger baseret på fakta og den nyeste viden i tæt dialog med vores to styrelser. Derudover står vi for at udvikle koncernen og løse de opgaver, der går på tværs af ministeriet inden for kommunikation, økonomi, it, HR og service. 

Du vil blive en del af Koncernudvikling og Digitalisering. I kontoret arbejder vi med 4 hovedområder; strategi- og organisationsudvikling, leder- og kompetenceudvikling, digitalisering og it-drift og –support.  

Stillingen som it-konsulent er ny i denne form, og din dagligdag vil bestå af en bred vifte af arbejdsopgaver i forbindelse med digitalisering, it-drift og support. Ministeriets it-drift varetages hovedsageligt af vores driftsleverandør, Statens It, hvorfor dine væsentlige opgaver vil være:  

  • samarbejde med Statens it og andre leverandører
  • drift og udvikling af it-services med fokus på kundeservice og digitalisering
  • it-supportopgaver i forhold til minister og ledelse
  • indkøb og service ifm. mobiletelefoner/tablets/skype
  • proaktiv rådgivning af forretningen om services og digitaliseringsmuligheder
  • projektstøtte og -ledelse af it- og digitaliseringsprojekter
  • opfølgning og optimering af leverancer, kundetilfredshed og governance. 
     

Er du vores nye kollega?

Du har stor interesse i at fremme forretningens værdi af eksisterende it- og digitaliseringsløsninger og se nye løsninger. Du er god til forstå kundens behov samt bygge relationer til dine kolleger i departementet og de to styrelser.  

Du ønsker at gøre en forskel ved at yde den bedst mulige faglige rådgivning og service. Du kan arbejde sammen med forskellige leverandører og finde vej til den rigtige service. 

Du bliver en del af et politisk miljø, hvor du udfordres fagligt og personligt, og hvor vi forventer, at du: 

  • har en it-faglig baggrund med bred viden og erfaring inden for it-service og -løsninger
  • har styr på governance og proceshåndtering
  • kan styre tekniske og organisatoriske implementeringsprojekter
  • har kendskab til ITIL
  • er god til at skabe fremdrift og resultater gennem involvering og gode samarbejdsevner
  • har en struktureret og ansvarlig tilgang til løsning af opgaverne 
  • bidrager til en god dag på arbejdet. 
     

En ambitiøs arbejdsplads med fokus på gode relationer   

Du bliver en del af en ambitiøs arbejdsplads med dedikerede og fagligt stærke kollegaer, hvor vi prioriterer et godt samarbejde og arbejdsglæde i hverdagen. Vi mener nemlig, at en god kultur, med dialog og samarbejde er forudsætningen for, at vi lykkes. Samtidig får du gode udviklingsmuligheder og stor fleksibilitet, så du kan balancere faglige ambitioner og privatliv. 

I kontoret er vi 12 engagerede medarbejdere med forskellig uddannelsesbaggrund fordelt på de to adresser. Koncernudvikling og Digitalisering er organisatorisk placeret i departementet og fysisk vil du have arbejdsplads i Bredgade 43. Du skal dog forvente også at bruge en del tid i Børsgade 4. Selvom vi arbejder inden for stramme tidsfrister og høje kvalitetskrav, har vi en uformel omgangstone og stort selvstændigt ansvar 

Løn- og ansættelsesvilkår 

Du ansættes i Uddannelses- og Forskningsministeriets koncern efter overenskomst mellem Finansministeriet og relevant organisation. Der er mulighed for at forhandle tillæg, der matcher dine kvalifikationer. 

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte udviklingschef Anja Thyssen på telefonnummer 3051 9448 eller e-mail  thy@ufm.dk  eller chefkonsulent Carsten Ellehauge på telefonnummer 7231 8190 eller e-mail  cel@ufm.dk.

Søg stillingen  

Klik på knappen ”Søg jobbet her” eller søg via vores hjemmeside www.ufm.dk/job-i-ministeriet. Vi skal have din ansøgning senest mandag 22. januar 2018. 

Vi forventer at holde to samtalerunder i uge 4 og 5. Mellem første og anden samtalerunde gennemføres en personlighedstest.    

Ligestilling i alle dens aspekter er vigtig. Derfor opfordres alle interesserede uanset etnisk tilhørsforhold, religion, køn, alder og lign. til at søge stillingen. Uddannelses- og Forskningsministeriet er medlem af foreningen Nydansker.

Lukket for ansøgninger Gem job

Arbejdssted

Location København K

Cookies på it-jobbank

Vi bruger cookies til statistik og til at gøre hjemmesiden mere brugervenlig. Der sættes cookies fra it-jobbank og fra vores samarbejdspartnere. Klikker du videre på siden, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Læs mere her om vores brug af cookies, herunder hvordan du fravælger brugen af cookies.