Find job

Service Integrator (Service Delivery Manager) til spændende IT-afdeling

I Service Integration i ATP bryder vi monopolet. Vi er i fuld gang med at konkurrenceudsætte de it-systemer, der er med til at levere mange danskeres primære indkomst. Stabil drift er vores mantra, og lige nu søger vi en ny kollega i rollen som Service Integrator. Vi er et lille team på syv medarbejdere, der er en del af ATP’s it-afdeling med 275 medarbejdere. Du vil som en del af teamet få en plads i den it-mæssige frontlinje, hvor vi lægger vægt på kvalitet og en lyst til hele tiden at gøre det bedre.  

I løbet af 2018 skal vi sammen med Arbejdsmarkedets Erhvervssikring gennemføre udbud på et nyt central it-system (ANS) – et system som du skal være med til at tage ansvar for. I den første periode af ansættelsen kommer du bl.a. til at indgå i ANS-projektet, hvor du skal medvirke til at få aftaler i hus og sikre, at den fornødne dokumentation er på plads, når it-systemerne overgår til drift.

Kan du sikre en stabil drift på vores systemer?

Helt fra starten bliver du et afgørende bindeled mellem it-leverandører, it-drift og ATP’s forretning, hvor samarbejdet med ATP’s forretning vil have et afgørende fokus. Du får stor mulighed for at præge din egen hverdag – og du skal selvstændigt kunne sikre stabil drift af vores it-systemer.

Dine opgaver vil på mange måder kunne sammenlignes med en Service Delivery Managers. Fx får du ansvaret for:

  • at indgå aktivt i udviklingen og opbygningen af processer inden for Service Integration and Management
  • SLA-opfyldelse gennem interne aftaler og kontrakter med eksterne leverandører
  • at orkestrere driftsleverancen på udvalgte kontrakter og sikre os den rigtige balance mellem økonomiske mål og driftsstabilitet
  • at sikre løsninger og håndtere eskalationssager, når opgaver ikke kan følge de normale processer
  • at vi leverer en forretningsvendt rapportering og har overblik over økonomien.
     

Du får ikke direkte personaleansvar, men du har dokumenterede ledelseskompetencer gennem fx linje- eller projektledelse, da du vil få ledelsesansvar af forskellige opgaver. Det er vigtigt, at du formår at agere på tværs af organisatoriske grænser med dine ledelseskompetencer som holdepunkt, og at du kan stå på mål for vores samlede it-leverance. En stor del af dine opgaver omfatter arbejde med kontrakter og vendor management, og det er kun en fordel, hvis du har erfaring med det fra tidligere.

Som Service Integrator vil du fra dag et få stor indflydelse på processerne, og du evner selvstændigt at løse de problemer, der kan opstå uden at miste overblikket. I jobbet vil du yderligere komme til at beskæftige dig med leverandørstyring og udvikling af udbudsmateriale.

Du bevarer overblikket

I den nye rolle som Service Integrator bliver du en nøglespiller i en unik situation, hvor vi konkurrenceudsætter store it-systemer, der efterfølgende skal kendetegnes af stabil drift. Det er et krav, at du har arbejdet med it-drift i flere år, ligesom du meget gerne har et dybdegående ITIL-kendskab.

Som person er du vedholdende og bliver ikke slået ud af kurs, hvis tingene ikke lykkes første gang. Du formår at begå dig i en stor og til tider politisk organisation samt udviser diplomatisk sans, når det er nødvendigt og kan formidle dine budskaber klart og forståeligt. Derudover brænder du for at skabe enkle løsninger og sikrer, at vi kommer i mål.

Bliv en del af en af landets mest attraktive it-arbejdspladser

Som Service Integrator vil du opleve en hverdag, hvor der er gang i mange ting på én gang – og vi vægter at holde humøret højt, selvom der til tider er rigtig travlt. Vi har en sund balance mellem arbejde og fritid og bakker altid hinanden op, når det er nødvendigt. Samtidig er kompetenceudvikling af alle medarbejdere et væsentligt fokuspunkt.

For nylig indtog ATP en 6. plads i 2017-udgaven af Ingeniøren og Version2’s IT Company Rank, der oplister Danmarks 50 største it-arbejdspladser ud fra attraktivitet.

Sådan søger du

Vi behandler ansøgningerne løbende og ser frem til at modtage din senest den 4. februar 2018. Vi indkalder løbende egnede kandidater til samtale.  

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte sektionschef Jesper Andersen på tlf. 2029 1719.

Søg jobbet her Gem job
Cookies på it-jobbank

Vi bruger cookies til trafikmåling og til optimering af hjemmesidens indhold. Der gemmes cookies fra it-jobbank og fra vores samarbejdspartnere. Ved at klikke videre på hjemmesiden accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om vores cookies.