Find job

Chef til digitalisering og IT-drift

Vil du stå i spidsen for en ambitiøs digital udvikling af UC SYD, så mangler vi en chef til digitalisering og IT-drift med Campus Esbjerg som primært arbejdssted.

Vi står overfor en række spændende udfordringer med udvikling og implementering af fælles IT- og digitaliseringsprojekter. Til at understøtte de mange ambitioner for vores digitale udvikling, søger vi en dygtig og erfaren chef, som kan stå i spidsen for at løfte UC SYD’s digitale modenhed og bringe teknologien i anvendelse, hvor det giver mening og skaber værdi for studerende og medarbejdere.

Opgaver

Som vores nye chef bliver du ansvarlig for det samlede digitaliserings- og IT-driftsområde med 28 dedikerede medarbejdere, der alle arbejder målrettet på at modernisere UC SYD digitalt. Du får også ansvaret for at få forretningsmæssige mål, strategier og teknologier til at hænge sammen.

Organisation

Organisatorisk er området delt i to: Et driftsområde med ansvaret for UC SYD’s samlede IT-drift forstået som netværksadministration, systemadministration, support, IT sikkerhed, etablering og vedligeholdelse af klientmaskiner samt UC Service.

Driftsområdet ledes i det daglige – med reference til den nye chef – af en souschef.  Som ny chef for området bliver dit primære fokusområde at være på områdets anden del, digitalisering, som indebærer ansvar for at sikre fremdrift på de digitaliseringsprojekter UC SYD igangsætter, herunder formulering af projekter og daglig ledelse af og opfølgning på projektledere i en digitaliseringsenhed.

Enheden er et strategisk vigtigt element, der sikrer, at UC SYD implementerer nye systemer og arbejdsgange på en så effektiv måde som muligt. Digitaliseringsenheden har blandt andet ansvar for projekt- og porteføljestyring, for opbygning af et BI og Analytics team samt varetagelse af tværgående fællessystemer.

Herudover bliver du også ansvarlig for vores Academic IT (AIT). AIT er en matrixbaseret enhed, der understøtter UC SYD’s behov i forhold til den fælles læringsplatform (IT’s Learning) og tilknyttede produkter. AIT understøtter endvidere uddannelserne i udviklingen af nye didaktiske tiltag med teknologistøtte.

Sammenfattende skal du således mestre og finde det motiverende både at drive udvikling og komplekse digitaliseringsprojekter samt kunne rammesætte og drive driftsopgaver.

Som chef for digitalisering og IT-drift refererer du til professionshøjskoledirektøren, og du indgår i et tæt samarbejde med din souschef om ledelsen af det samlede område. Du bliver endvidere en del af direktørens administrative ledergruppe og bliver UC SYD’s repræsentant i forskellige fora i UC-sektoren som helhed.

Din profil

Du har en relevant faglig og personlig baggrund, så du kan begå dig som leder i en politisk styret organisation. Det vil være et plus, hvis du har erfaring fra jobs som it-projektleder eller informationsarkitekt. Det er vigtigt, at du let tilegner dig forretningsforståelse og naturligt tænker digitalisering fra et forretningsperspektiv uden at miste forståelsen for it-fagligheden.

Nøgleord om dig er:

  • Forandringsledelse
  • Brugerinddragelse som et mantra
  • Struktureret og systematisk
  • Stærk kommunikator i skrift og tale
  • Imødekommende og forstående
     

Vilkår

Ansættelsen vil ske på overenskomstmæssige vilkår efter organisationsaftale mellem Finansministeriet og den relevante faglige organisation. Tiltrædelse den 1. april 2018 eller snarest herefter.

Ansøgningsfrist

Vi skal have din ansøgning via linket senest den 5. februar 2018, og vi forventer at afvikle ansættelsessamtaler i løbet af uge 8.

Yderligere oplysninger

Har du brug for flere informationer om stillingen, kan du henvende dig til professionshøjskoledirektør Henrik Leth på mail hlet@ucsyd.dk eller telefon 7266 2026, eller souschef Ole Schmidt-Jørgensen på telefon 7266 2405.

Om os 

UC SYD uddanner lige nu ca. 6.000 studerende til professionsbachelorer. De bliver for eksempel lærere, pædagoger, sygeplejersker eller lyddesignere. Mange af dem vender tilbage for at videreuddanne sig hos os senere i livet. Samtidig forsker vi i professionernes felter og driver udviklingsprojekter i blandt andet børnehaver, skoler og på sygehuse. Sammenhængen mellem uddannelse, forskning og udvikling er et vigtigt pejlemærke for os. 

Vi er 700 ansatte på fire campusser i Sydjylland. Vi er glade for vores regionale forankring og har et tæt samarbejde med offentlige og private organisationer.  

Søg jobbet her Gem job

Arbejdssted

Location Esbjerg

Cookies på it-jobbank

Vi bruger cookies til trafikmåling og til optimering af hjemmesidens indhold. Der gemmes cookies fra it-jobbank og fra vores samarbejdspartnere. Ved at klikke videre på hjemmesiden accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om vores cookies.