Find job

Telespecialist til Beredskabskommunikation

Vi søger en skarp specialistmedarbejder med erfaring og interesse indenfor telekommunikation, som vil være med til at sikre livsvigtig kommunikation mellem beredskaberne i Danmark. Er det dig? Så har du mulighed for at blive en del af holdet i Center for Beredskabskommunikation som telekommunikationsspecialist. 

Center for Beredskabskommunikation

Rigspolitiets Center for Beredskabskommunikation (CFB) driver og udvikler de radio- og IT-løsninger, som sikrer beredskabernes evne til at kommunikere og samarbejde sikkert i kritiske situationer. Vi har netop nu en stilling ledig, og søger derfor en medarbejder, der enten er eller på sigt kan udvikle sig til specialist indenfor telekommunikation. 

I CFB får du ca. 25 energiske kolleger med både akademisk, politi- og beredskabsfaglig baggrund, der alle brænder for at sikre beredskaberne de bedst mulige arbejdsvilkår. Vi har et godt humør og en uformel omgangstone, og vi lægger vægt på, at alle bidrager til et godt arbejdsmiljø, ligesom faglig sparring, vidensdeling og godt samarbejde er en vigtig del af vores hverdag. Vi arbejder i lyse attraktive lokaler og tilbyder en arbejdsplads med en god balance mellem arbejds- og privatliv. Du får en grundig oplæring i relevante systemer og bliver sat godt ind i dine arbejdsopgaver.

Din hverdag

Du er en del af centerets tekniksektion, der primært består af ingeniører og svagstrømsteknikere, hvis primære opgaver er at sikre, at beredskaberne har den bedste missionskritiske radiokommunikationstjeneste tilgængelig samt at støtte og give teknisk rådgivning omkring anvendelsen heraf. Udover at varetage løsninger rettet mod beredskaberne som helhed, har vi også opgaver, der specifikt vedrører politiets radiokommunikationsløsninger og vagtcentraler. 

Dine arbejdsopgaver er bl.a. teknisk kontraktopfølgning på leverandører. Du udarbejder konceptuelle designs af telekommunikationsløsninger samt kravspecifikationer i forbindelse med udbud. Derudover udfører du analyser af brugeroplevede problemer samt udarbejder og implementerer efterfølgende løsninger i samarbejde med leverandører.

Du bidrager til sektionens mange opgaver og projekter og samarbejder på tværs med forskellige faggrupper, dog primært med ingeniører og teknikere indenfor radio- og telekommunikation omkring IT-systemer, projektdeltagelse og vidensdeling.

Vores nye telespecialist

Du har formentligt en videregående teknisk uddannelse, eks. ingeniør, cand.it, datalog, elektronik tekniker eller tilsvarende. Du har ikke nødvendigvis mange års erhvervserfaring på CV’et, men vi forventer, at du har kendskab til radio- og telekommunikationsinfrastruktur, som eksempelvis TETRA, GSM, UMTS og LTE og gerne med indsigt i core net. Det er nødvendigt, at du har kørekort til bil.

Du er fagligt dygtig, initiativrig og god til selvstændigt at prioritere og planlægge dit arbejde, ligesom det falder dig naturligt at tage ejerskab og ansvar for dine arbejdsopgaver og -områder. Personligt har du gennemslagskraft, fagligt mod og en drivkraft, som sikrer, at du overkommer eventuelle udfordringer og kommer i mål med dine opgaver. 

Man kan beskrive dig som en faglig nysgerrig person med en stor trang til at lære og finde løsninger, der virker, og du er lige villig til selv at dele viden som at lære fra andre. Du er en stærk kommunikator, som kort og præcist evner at formidle og levere komplekse tekniske budskaber i såvel tale som på skrift til et bredt ”publikum”. Du er en dygtig relationsskaber, der formår at føre dialog og bygge gode relationer på tværs af organisationen og til leverandørerne.

Derudover er du velbevandret i teknisk engelsk.

Løn- og ansættelsesvilkår

Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til de til enhver tid gældende aftaler mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation. Du bliver indplaceret som fuldmægtig, specialkonsulent eller chefkonsulent på baggrund af kvalifikationer. Alternativt bliver du ansat på anden relevant overenskomst.

Du bliver som udgangspunkt ansat i en tidsbegrænset stilling på 3,5 år, men med mulighed for eventuel forlængelse.

Ansættelsesområdet er Rigspolitiet, og dit arbejdssted bliver Rigspolitiet, Beredskabskommunikation, Nimbusparken 24, 4., 2000 Frederiksberg.

Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse.

Kontakt og ansøgning

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte sektionsleder Michael Wichmann på telefon 45 15 21 81. Generel information om politiet og Center for Beredskabskommunikation kan findes på www.politi.dk og www.sikkerhedsnet.dk, og om politiet som arbejdsplads på www.jobipolitiet.dk.

Når du søger en stilling i politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Hvis du søger flere jobs i politiet, skal du lægge en ansøgning og et CV ind i systemet pr. ansøgt job. Du skal derfor ikke slette tidligere dokumenter, hvis du søger endnu et job. Det er først, hvis du har fået afslag på en søgt stilling, at du kan slette dokumenterne knyttet dertil. Vi anbefaler, at du navngiver dine dokumenter ”Telespecialist”, så det fremgår, hvilket job du søger. Foruden ansøgning og CV, bedes du oploade dit eksamensbevis. Du skal oploade alle dokumenter i pdf-format.

Vi opfordrer alle kvalificerede til at søge uanset køn, alder, race, religion eller etnisk baggrund.

Ansøgning senest: 05-02-2018

Søg jobbet her Gem job

Arbejdssted

Location København

Cookies på it-jobbank

Vi bruger cookies til trafikmåling og til optimering af hjemmesidens indhold. Der gemmes cookies fra it-jobbank og fra vores samarbejdspartnere. Ved at klikke videre på hjemmesiden accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om vores cookies.