Find job

Infrastrukturarkitekt med kendskab til netværk, storage og sikkerhed

Har du mod på at sætte rammerne for både udviklingen af og sammen med et team af dygtige kolleger bygge den fremtidige infrastrukturplatform i PET? Vi har fokus på skabe en robust og skalérbar infrastruktur, der sikrer en fortsat professionel og effektiv it-understøttelse af PET’s arbejde for at skabe tryghed i det danske samfund.

PET står overfor at skulle implementere flere nye it-løsninger og udskifte en række platforme. Som infrastrukturarkitekt bidrager du til, at PET har en moderne infrastrukturplatform, der understøtter organisationens behov. Dit arbejde gør en forskel i en organisation, som hver dag arbejder for et mere sikkert Danmark.

Fra strategi til løsningsdesign

Den overordnede opgave er at sikre, at arkitekturen fastlægges og efterleves. Det involverer rådgivning omkring samt design og implementering af forskellige infrastrukturløsninger baseret på bl.a. produkter fra VMware og Microsoft. Opgaveporteføljen varierer men falder primært inden for to områder:

  • strategi til tekniske implikationer: I samarbejde med it-driftschefen, driftssektionen og udvikling omsætter du forretningsmæssige strategier til tekniske implikationer.
  • løsningsdesign: I forbindelse med it-projekter udarbejder du løsningsdesign, der passer ind i infrastrukturen.
     

Resultater på et prioriteret område

Vi forventer, at du hurtigt kan træde ind som repræsentant for it-drift på projekter med henblik på afklaring af tekniske design i relation til infrastrukturen. Med en længere tidshorisont leverer du et færdigt arkitekturoplæg på et eller flere centrale områder fx netværk/software med fokus på at udbygge og skabe en robust og skalérbar infrastruktur.

Det er vores ansvar at have overblik over den komplette infrastruktur, så teknologier udvælges, udvikles og implementeres til at leverer det, der kan forventes af en moderne infrastrukturplatform i en efterretningstjeneste. Det er en udfordrende opgave, men vi sætter dig i en position til at lykkes. Du får den nødvendige ledelsesmæssige opbakning samt imødekommende og teknisk dygtige kolleger, der gerne sparrer.

En erfaren infrastrukturarkitekt

Du har solid erfaring med infrastruktur og arkitektur i praksis og kendskab til netværk, storage og sikkerhed samt operative systemer og gængse softwaresystemer. Du har fokus på tværgående løsninger og genbrug af byggeblokke.

Din solide tekniske baggrund kombinerer du med forretnings- og procesforståelse, som sikrer sammenhæng mellem it-systemer og forretningsprocesser.

Som person er du udadvendt og tillidsskabende. Du er en god formidler og trives med mange kontaktflader og samarbejdsrelationer. Din tillidsskabende fremtoning er afgørende, når du hjælper organisationen med at prioritere sine behov og samtidig bibeholder et godt samarbejde.

Løn- og ansættelsesvilkår

Stillingen ønskes besat pr. 01.06.2018.

Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende aftale mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation eller på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende aftale mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst.

Dit nye arbejdssted bliver Politiets Efterretningstjeneste med adresse på Klausdalsbrovej 1. 2860 Søborg.

Det er en forudsætning for ansættelse i Politiets Efterretningstjeneste, at du kan sikkerhedsgodkendes. 

Et ansættelsesforhold i PET behandles med fortrolighed, hvilket ansøger skal være opmærksom på i forbindelse med ansøgnings- og ansættelsesprocessen. 

Kontakt og ansøgning

Ønsker du yderligere information vedrørende den ledige stilling, er du velkommen til at kontakte os på telefon 41870773 mellem kl. 11 og 12 på hverdage. Du kan finde mere information om PET på vores hjemmeside www.pet.dk og politiet generelt www.jobipolitiet.dk

Når du søger en stilling hos politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Søger du flere stillinger, skal du lægge en ansøgning og et cv ind i systemet pr. ansøgt stilling. Vi anbefaler, at du navngiver dine dokumenter, så det fremgår, hvilken stilling du søger.

Alle kvalificerede uanset alder, køn, religion og etniske tilhørsforhold opfordres til at søge stillingen.

Vi forventer at afholde samtaler i uge 11 + 12.

Ansøgning senest: 27-02-2018.

Politiets Efterretningstjeneste har som mission at identificere, forebygge, efterforske og modvirke trusler mod friheden, demokratiet og sikkerheden i det danske samfund. Det gælder såvel trusler i Danmark som trusler, der er rettet mod Danmark eller mod danskere og danske interesser i udlandet.

Politiets Efterretningstjeneste har som vision at være en analytisk baseret efterretnings- og sikkerhedstjeneste med en høj grad af beredskabs- og operationsparathed.

Lukket for ansøgninger Gem job

Arbejdssted

Location Søborg

Cookies på it-jobbank

Vi bruger cookies til statistik og til at gøre hjemmesiden mere brugervenlig. Der sættes cookies fra it-jobbank og fra vores samarbejdspartnere. Klikker du videre på siden, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Læs mere her om vores brug af cookies, herunder hvordan du fravælger brugen af cookies.