Find job

Cisco Netværksspecialist


Vi søger en medarbejder til drift, udbygning og vedligeholdelse af Søværnets operative militære it-infrastruktur. Dine kompetencer ligger mellem CCNA og CCNP, og det vil være en fordel, hvis du har arbejdet med sikkerhed. Samtidigt brænder du for at lære nyt og ønsker, at dit arbejde er med til at gøre en væsentlig forskel.

Jobbet

Vores brugere er ansvarlige for overvågning af skibstrafikken i de danske farvande og koordinering af samtlige redningsaktioner til søs i Danmark. Vores opgave er at sikre drift og udvikling af server- og netværksinfrastrukturen. Vi er ansvarlige for, at infrastrukturen kan understøtte de operative behov samt for rådgivning af kunden i forhold til den fremtidige it-strategi.

Du vil selv have stor indflydelse på planlægningen af både din arbejdsdag og, hvilke tekniske områder du kommer til at arbejde med. Du kommer ind i et agilt team, hvor du får mulighed og støtte til udvikling af dine faglige kompetencer samt ledelse ifm. gennemførelse af konkrete opgaver.

Vi har et godt og tæt samarbejde med kunden og har igennem mange år haft ansvaret for at sikre, at infrastrukturen er tidssvarende. På nuværende tidspunkt har vi implementeret en ny netværksinfrastruktur, som bl.a. omfatter datacenter switche opbygget på Cisco Catalyst 6800 serien og Cisco Firepower 4110 (NGFW).

Ud over det konkrete projekt vil du have mulighed for at udnytte dine kompetencer på andre Defence-projekter. Systematic har udviklet en række applikationer, som vi hjælper kunderne med at konfigurere og idriftsætte. Du vil modtage uddannelse i applikationerne, så du i samarbejde med erfarne kolleger, vil være godt rustet til at forestå arbejdet. Systematic Defence har kunder i hele verden, så du vil have rig mulighed for at opleve kunder fra mange forskellige kulturer.

Dine kompetencer og din personlighed

Vi forestiller os, at du:

  • har en relevant it-uddannelse eller har opnået samme viden på anden vis
  • har minimum tre års praktisk erfaring med drift og vedligeholdelse af Cisco-netværk
  • har CCNA- eller CCNP-certificering eller har kompetencer på tilsvarende niveau
  • har praktisk erfaring med drift af ASA firewalls
  • har fokus på kvalitet og holdbare løsninger
  • er god til kundekommunikation
  • er struktureret og udviklingsparat
  • kan balancere drift og udvikling i en dynamisk hverdag
  • trives godt med direkte kundekontakt
     

Det vil endvidere være en fordel, hvis du har kendskab til Windows Server-produkterne.

Som person er du ambitiøs og sætter overliggeren højt. Du har viljen og evnen til kontinuerligt at forbedre og udvikle dig og dine omgivelser. Du er en selvkørende teamspiller, der evner at samarbejde og bygge relationer, og du trives blandt andre mennesker. Du er karakteriseret ved at have et stort drive og et godt humør, ligesom du besidder en stor grad af fleksibilitet. Endelig er du flydende skriftligt og mundtligt på både dansk og engelsk.

Systematic tilbyder

Vores it-løsninger gør det enklere for brugerne at træffe kritiske beslutninger. Inden for forsvaret og i sundhedsvæsnet gælder det ofte beslutninger, som kan handle om liv eller død. I både den private og den offentlige sektor skal vores løsninger håndtere store mængder data, som for eksempel på biblioteksområdet med mere end 50 mio. udlån årligt. For at fortsætte udviklingen af løsninger, der har kundernes tillid, udfordrer vi derfor løbende hinanden, vores arbejdsprocesser og teknologier. Vi har en offensiv uddannelsespolitik med definerede karriereveje og interne proaktive Knowledge Networks.  

Vi er fokuseret på hele tiden at gøre alting bedre. Vores unikke kombination af de stærke principper fra CMMI og de bedste aspekter af Lean og Scrum gør os i stand til at udvikle pålidelige løsninger af høj kvalitet til vores kunder og levere til aftalt tid og pris. Vi arbejder i teams, og mange af vores teams inkluderer fuldt integrerede sourcede teammedlemmer.

Vi prioriterer en fornuftig balance mellem arbejdsliv og privatliv, og vores agile tilgang giver dig god mulighed for langt hen ad vejen selv at planlægge dine arbejdsopgaver og arbejdstid. Vi vægter desuden det sociale sammenhold på arbejdspladsen og har en meget aktiv personaleforening.

Da vi også arbejder på sikkerhedsklassificerede projekter, skal alle medarbejdere i Systematic sikkerhedsgodkendes. Læs mere på http://systematic.com/clearance

Har du ikke fået svar på alle dine spørgsmål?

Du er altid velkommen til at kontakte os på tlf. +45 8943 2000 og spørge efter Kim Rokkjær, Senior Project Manager. Vi behandler ansøgninger løbende, da vi ønsker at besætte stillingen hurtigst muligt. Arbejdsstedet er i Karup. Vi glæder os til at høre fra dig.


Siden vi skrev vores første linjekode i 1985, er det privatejede Systematic A/S vokset til et internationalt softwarehus med over 900 kolleger med 27 forskellige nationaliteter, fordelt på kontorer i 12 lande og med kunder verden over. Vores mål er enkelt: At forbedre verden med exceptionel software. Vi leverer software og systemløsninger til kunder inden for den offentlige sektor, sundhedssektoren, forsvaret, politiet, finanssektoren og serviceerhverv. Vi arbejder på et fundament af tillid, hvor vi har frihed og ansvar til at træffe beslutninger i vores hverdag. Vi brænder for at gøre en forskel, og vi tør udfordre teknologien, hinanden og os selv. Som nyansat i Systematic bliver du budt velkommen af hjælpsomme kolleger, og du kan se frem til både mentorordning og al den støtte, du har brug for. Det er sammen, vi kan udvikle og indfri dit potentiale og gøre Systematic endnu bedre.

Lukket for ansøgninger Gem job

Arbejdssted

Location Karup

Cookies på it-jobbank

Vi bruger cookies til statistik og til at gøre hjemmesiden mere brugervenlig. Der sættes cookies fra it-jobbank og fra vores samarbejdspartnere. Klikker du videre på siden, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Læs mere her om vores brug af cookies, herunder hvordan du fravælger brugen af cookies.