Find job

Sektionsleder til IT-Infrastrukturudvikling, arkitektur og projektkoordinering

Om os  

I afdelingen Infrastruktur og Support (IOS) er vi 37 medarbejdere, fordelt i 3 teams (Servicedesk, Infrastruktur Drift og UAP). Vi yder en værdiskabende og pålidelig it-understøttelse til hele koncernen, og vi garanterer i tæt samspil med forretningen en stabil, sikker og effektiv it-drift, herunder en professionel support af ca. 2300 medarbejdere i Sundheds- og Ældreministeriet.

I UAP arbejder vi med komplekse installationer og systemlandskaber, hvor bl.a. datacenterteknologier og cloud-baserede løsninger fremadrettet spiller en større rolle. Sideløbende bliver du involveret i en spændende transitionsfase, hvor vi optimerer de driftsspecifikke opgaver via automatisering og sourcing for at kunne fokusere på planlægning, design og arkitektur. Teamet bistår også infrastrukturdriften, når dette kræves.  

Du kan derfor se frem til at indgå i et stærkt it-miljø med kollegaer med samme høje faglighed som dig selv.  

Dit arbejde  

Dine opgaver som sektionsleder vil primært være:  

  • Personaleledelse for 6 dygtige medarbejdere (én teknisk sikkerhedskoordinator, tre arkitekter og to projektkoordinatorer)  
  • Dialog med forretningen i forhold til it-relaterede forretningskrav  
  • Teknisk design og udvikling af infrastrukturelle projektopgaver, herunder udfærdigelse af design og driftsdokumentation  
  • Dialog med enterprisearkitekter i forhold til standarder, blueprints og overholdelse af overordnede retningslinjer for dataintegration  
  • Sikre at design og løsninger er godkendt og opfylder sikkerhedskrav, jf. ISO 27001 og GDPR ”persondataforordningen”  
  • Sikre overdragelse af løsningen til supporten og driften, i tæt samspil med forretningen for at garantere stabil, sikker og effektiv it-drift
  • Løbende udvikling og effektivisering af processer samt værktøjsunderstøttelse  
     

Vi forestiller os, at du kan fungere som en slags ”spillende løsningsarkitekt og personaleleder, ” der kan omsætte planer til handling og har fokus på at sikre eksekvering og afslutning på opgaverne.  

Du har fingeren på pulsen af teknologiske fremskridt på infrastrukturområdet.  

Stillingen stiller store krav til personligt engagement, struktur og naturlig personlig autoritet.

For at få succes i rollen, vil du som sektionsleder udvise mod i delegerende ansvar, dygtighed i beslutningsprocessen og fungerer som en katalysator for holdet og ikke mindst ledergruppen i IOS.  

Din uddannelse og erfaring  

Vi forventer, at du er uddannet datamatiker eller ingeniør med speciale inden for it, og du har minimum 10 års erfaring inden for it-infrastruktur. Du har oparbejdet en all-round forståelse indenfor for it-infrastruktur og forskellige typer af installationer med fokus på Microsoft-teknologier og gerne også Linux/Unix-platforme.  

Du har erfaring indenfor ITIL-rammeværk og har arbejdet med det. Blandt dine styrker er, at du let kan samarbejde med forskellige mennesker og faggrupper, og at du forstår og udnytter den strategiske værdi i gode netværk og kontakter. Du er en person, man let får tillid til, fordi du er opsøgende, lyttende og god til at kommunikere klart, f.eks. når det gælder status og rapporteringer.  

Du sikrer overblik og sammenhæng. Du trives med en bred kontaktflade i projektarbejdet og færdes hjemmevant på alle niveauer i virksomheden. Du har sans for ”The Big Picture” og evnen til at skære ind til benet på en problemstilling samt forståelse for, at en it-relateret problemstilling sjældent udelukkende er af teknisk karakter.  

Din personlighed er kendetegnet ved, at du:  

  • Ser de konkrete, tekniske løsninger i et helhedsorienteret perspektiv  
  • Ser muligheder i stedet for hindringer og er udviklings- og løsningsorienteret  
  • Er selvstændig, handlingsorienteret, initiativtagende og udstråler ansvarlighed  
  • Har et naturligt drive, der sikrer, at du kommer i mål med leverancer af høj kvalitet  
  • Er god til at bevare overblikket, selv om der er mange opgaver, der skal løses  
  • Kan gå foran, motivere og skabe den rette teamånd  
  • Har gennemslagskraft og kan sikre fokus på mål og de rette prioriteringer
     

Om ansættelsen  

Du bliver ansat efter gældende overenskomst mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation eller i henhold til gældende fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer (OAO-S-fællesoverenskomsten) og gældende organisationsaf¬tale mellem Finansministeriet og HK/Stat, jf. aftalens bestemmelser vedrørende it-medarbejdere. Der er tale om en varig fuldtidsstilling.  

Kontakt os gerne  

Få mere at vide om stillingen ved at ringe til afdelingschef Flemming Voss på tlf. 2014 4038.  

Er du interesseret?  

Klik på "søg jobbet her" og send os din ansøgning med CV og eksamensbevis. Ansættelsessamtaler indledes i uge 12.

Ansøgningsfrist: 18-03-2018.


Sundhedsdatastyrelsen har pr. 1. januar 2018 røgfri arbejdstid og et røgfrit campus. 

Vi opfordrer alle interesserede til at søge stillingen – uanset alder, køn, religion, handicap, etnisk baggrund.

Lukket for ansøgninger Gem job

Arbejdssted

Location København

Cookies på it-jobbank

Vi bruger cookies til statistik og til at gøre hjemmesiden mere brugervenlig. Der sættes cookies fra it-jobbank og fra vores samarbejdspartnere. Klikker du videre på siden, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Læs mere her om vores brug af cookies, herunder hvordan du fravælger brugen af cookies.