Find job

Ansvarlig for it-koordination i Styrelsen for Patientsikkerhed

Vil du være ansvarlig for koordinering og formidling af it, herunder sikkerhed, i Styrelsen for Patientsikkerhed (STPS)? Vil du være primær it-kyndig kontaktperson til vores leverandører? Brænder du for, i tæt dialog med forretningen, at sikre en optimal it-understøttelse?  

Om kontoret  

Du bliver en del af kontoret for Autorisation & Analyse, der fysisk er placeret på Islands Brygge. Kontoret er præget af høj faglighed og af en uformel og humoristisk tone. Du vil referere direkte til kontorchefen i dit daglige arbejde og arbejde tæt sammen med vores informationssikkerhedsjurist.  

Stillingen indgår som en del af det samlede arbejde med informationssikkerhed i Sundheds- og Ældreministeriets koncern. Du vil derfor få samarbejdsflader og relationer både internt i Styrelsen for Patientsikkerhed samt i de andre institutioner indenfor Sundheds- og Ældreministeriets område.  

Dit arbejde  

Du bliver STPS’s primære faglige kontaktperson til Sundhedsdatastyrelsen (SDS), som er koncern-it-funktion for Sundheds- og Ældreministeriet og dermed for STPS. Du får ansvaret for løbende at sikre og afstemme SDS’s it-leverancer til STPS. Du bliver ligeledes overordnet it-koordinator og –formidler i STPS, herunder på det højt prioriterede it-sikkerhedsområde.  

Ud over at samarbejde med og være kontaktperson til SDS skal du også – i samarbejde med kontorchef og informationssikkerhedsjurist – indgå i dialog med Datatilsynet, Rigsrevisionen og andre myndigheder samt repræsentere STPS i relevante it-fora.  

Dine primære arbejdsopgaver vil være at:  

  • varetage it-porteføljestyring for STPS og bistå ved it-projekter  
  • bistå med formidling og forankring af ansvar og opgaver vedr. it i STPS-organisationen  
  • rådgive og koordinere arbejdet vedrørende it-sikkerhed i tæt samarbejde med vores informationssikkerhedsjurist og SDS  
  • varetage sikkerhedsrapportering og opfølgning i organisationen  
  • deltage i Rigsrevisionens og Datatilsynets it-sikkerhedsinspektioner.  
     

Din uddannelse og erfaring  

Det er en forudsætning, at du har en relevant uddannelse samt solid erfaring med forskellige it-discipliner. Optimalt har du projektleder eller rådgivererfaring, hvor du har opnået solid erfaring med ITIL-processer og ISO27001 og 27002-standarderne.  

Det er desuden en fordel, hvis du har erfaring med og lyst til både at arbejde overordnet med koordinering og formidling og konkret med identificering og problemløsning af diverse mere it-tekniske udfordringer. Endelig skal du have forståelse for en kompleks organisations problematikker og arbejdsgange.  

Dine personlige kvalifikationer  

Som person forventer vi, at du er:  

  • en dygtig formidler, der kan gøre tekniske emner let forståelig  
  • initiativrig og selvstændigt arbejdende, men samtidig samarbejdsorienteret  
  • struktureret, systematisk og analytisk stærk og dermed god til at skabe overblik.  
     

Derudover er det afgørende, at du har lyst til at varetage en rolle, hvor du er bindeled mellem forretning og it. Du har lyst til og talent for at oversætte forretningens behov til it-krav og omvendt formidle mulig-heder og begrænsninger i valgte it-løsninger, så styrelsens samlede it-understøttelse løbende optimeres indenfor den valgte arkitektur.  

Vi tilbyder  

En kombination af udviklings- og driftsopgaver i en styrelse med høje digitale ambitioner. Stillingen er nyoprettet og der vil derfor være mulighed for at sætte eget præg på stillingens indhold samt fordeling af opgaver.  

Om ansættelsen  

Du bliver ansat efter gældende overenskomst mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorgani-sation eller i henhold til gældende fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer (OAO-S-fællesoverenskomsten) og gældende organisationsaftale mellem Finansministeriet og HK/Stat, jf. aftalens bestemmelser vedrørende it-medarbejdere.  

Kontakt os gerne  

Få mere at vide om stillingen ved at ringe til kontorchef Birgitte Drewes, tlf. 72 21 68 75.  

Er du interesseret?  

Klik på "søg jobbet her" og send os din ansøgning med CV og eksamensbevis.

Ansøgningsfrist: 01-05-2018.

Ansættelsessamtaler forventes afholdt i 19 og 20.  


Generelt om styrelsen  

Styrelsen for Patientsikkerhed arbejder for, at det er trygt at være patient i det danske sundhedsvæsen. Vi fører bl.a. tilsyn med autoriserede sundhedspersoner og sundhedsorganisationer, udsteder autorisationer til 16 forskellige autoriserede faggrupper, og vi behandler klager fra patienter og ankesager om erstatninger. Vi administrerer desuden rapporteringssystemet om utilsigtede hændelser i sundhedsvæsenet, ligesom vi administrerer EU-reglerne om sygesikring ved behandling i udlandet.  

På det grundlag bidrager vi til, at sundhedsvæsenet lærer af fejl og forebygger gentagelser.  

Vi er mere end 450 medarbejdere og har tilknyttet over 700 sagkyndige konsulenter, der dækker de sundhedsfaglige specialer inden for hele sundhedsområdet.  

Som led i anden del af regeringens plan for flytning af statslige arbejdspladser vil behandlingen af klager fra patienter og ankesager om patienterstatninger blive varetaget af den kommende Styrelse for Patientklager og Erstatning fra forventeligt 1. maj 2018. Den opslåede stilling er ikke berørt af udflytningen.  

Vi opfordrer alle interesserede til at søge stillingen – uanset alder, køn, religion, handicap, etnisk baggrund.  

Styrelsen for Patientsikkerhed har pr. 1. januar 2018 røgfri arbejdstid. 

Vi opfordrer alle interesserede til at søge stillingen – uanset alder, køn, religion, handicap, etnisk baggrund.

Søg jobbet her Gem job

Arbejdssted

Location København

Cookies på it-jobbank

Vi bruger cookies til statistik og til at gøre hjemmesiden mere brugervenlig. Der sættes cookies fra it-jobbank og fra vores samarbejdspartnere. Klikker du videre på siden, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Læs mere her om vores brug af cookies, herunder hvordan du fravælger brugen af cookies.