Find job

Daglig leder til IT i Danmarks Lærerforening

Har du erfaring med at skabe organisatorisk ejerskab til IT? Forstår du vigtigheden af at balancere drift og udvikling? Og har du dine modtagere i centrum? Hvis du kan svare ja til disse spørgsmål, er du måske Danmarks Lærerforenings nye daglige leder for vores IT-enhed.

Som daglig leder er du ansvarlig for support, drift og udvikling af foreningens systemer. Dette indebærer blandt andet behovsafdækning, rammesætning, koordinering og prioritering af opgaverne i IT på baggrund af sekretariatets strategier samt politiske og administrative beslutninger. Vi står foran udskiftning af foreningens medlemssystem samt HR/lønsystem, som du skal stå i spidsen for.

Du skal være motiveret af en opgaveportefølje, der består af mange varierende opgaver, der skal løses.

Du befinder dig godt nede i maskinrummet med at løse operationelle opgaver, samtidig med at du også behersker at være pennefører på strategiske oplæg.

Du bliver daglig leder af en IT-enhed, der består af 9 dygtige medarbejdere. Atmosfæren er uformel og uhøjtidelig. Vi lægger vægt på samarbejde, et godt grin og en åben kommunikation.

Dine hovedopgaver bliver:

  • daglig ledelse af medarbejderne herunder udviklingssamtaler
  • at varetage kontraktforhandlinger og leverandørstyring
  • at udarbejde beslutningsoplæg
  • at håndtere budgetlægning, rapportering og opfølgning
  • at indgå i arbejdsprocesser i forhold til den nye Databeskyttelsesforordning
  • at sikre support, drift, udvikling og digitalisering af høj kvalitet med fokus på modtagernes behov.
     

Hvem er du?

Du har ledelseserfaring fra en lignende stilling, er empatisk og dialogsøgende i din ledelsesstil. Det falder dig naturligt at etablere konstruktive samarbejdsrelationer i organisationen.  Det er en fordel, hvis du har forståelse for dynamikken i en politisk ledet organisation. Du besidder teknologisk forståelse og digital indsigt. Og du har ingen problemer med at sætte dig til tasterne og udarbejde en businesscase.

Nogle gange er du i front og andre gange mere i baggrunden. Du er en dygtig kommunikator, som kan målrette din kommunikation til sekretariatet så vel som vores hovedstyrelse. Vi forventer af dig, at du kan bygge bro mellem IT og organisationen.

Endvidere er du kendetegnet ved, at du:

  • er en erfaren projektleder, der har haft ansvar for implementering af store projekter
  • kan risikostyre både sikker drift og udviklingsorienterede projekter
  • medbringer solid erfaring med IT-drift og sikkerhed
  • mestrer at være både handlingsorienteret, systematisk og grundig
  • løser mange opgaver sideløbende, effektuerer, skaber fremdrift og bevarer overblikket
  • har erfaring med digitalisering, governance samt kendskab til systemer og processer inden for sagsbehandling, medlemshåndtering, økonomi og kommunikation.

Vi tilbyder

En arbejdsplads midt i hjertet af København, hvor du befinder dig i et udfordrende, afvekslende og selvledende arbejdsmiljø med attraktive ansættelsesvilkår og rige muligheder for at sætte dit eget præg på arbejdsopgaverne.

Kendetegnende for Danmarks Lærerforening er et engagement, der hviler på et fagligt stærkt fundament og en god kollegial omgangstone.

Vilkår

Stillingen ønskes besat pr. 15. august 2018. Ansættelsen er omfattet af overenskomst mellem Danmarks Lærerforening og konsulentklubben i sekretariatet. Lønindplacering sker jf. overenskomsten efter det kommunale lønsystem ud fra kvalifikationer og erfaring. Herudover er der et daglig leder tillæg. I ansættelsen indgår en arbejdsgiverbetalt AP pensionsordning på 17,3 %. Arbejdstiden er tilrettelagt ud fra 37 timer ugentligt. Vi har 6 ugers ferie.

Vil du vide mere?

Er du velkommen til at kontakte stabschef Bettina R. Thøgersen på tlf. 24 95 75 16, IT-konsulent Lone Rams på tlf. 22 25 11 37 eller på mail: lra@dlf.org eller systemadministrator Lasse Hansen på tlf. nr. 33 69 62 39 eller på mail: lha@dlf.org.

Vi skal modtage din ansøgning og CV senest onsdag den 30. maj kl. 12 på mail: JOB-DLF@dlf.org.

Mærk din ansøgning ”Daglig leder for IT”.

Vi forventer at holde første runde ansættelsessamtaler torsdag den 7. juni og fredag den 8. juni. Anden runde samtaler forventer vi at afholde mandag den 11. juni.

Fremtiden starter i skolen. Vi glæder os til at modtage din ansøgning!

Danmarks Lærerforening er en partipolitisk uafhængig organisation med 87.500 medlemmer, hvoraf hovedparten er lærere i folkeskolen. Danmarks Lærerforening varetager medlemmernes tjenstlige og økonomiske interesser og arbejder for pædagogisk udvikling af folkeskolen.

Lukket for ansøgninger Gem job

Arbejdssted

Location København

Cookies på it-jobbank

Vi bruger cookies til statistik og til at gøre hjemmesiden mere brugervenlig. Der sættes cookies fra it-jobbank og fra vores samarbejdspartnere. Klikker du videre på siden, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Læs mere her om vores brug af cookies, herunder hvordan du fravælger brugen af cookies.