Find job

Testanalytiker til DataHub-systemet

Vil du have en central rolle i at sikre stabil drift af Energinets DataHub-løsning ved at stå for effektiv kvalitetssikring af vores releases? Hvis du trives i et fagligt miljø, hvor dialog og samarbejde er nøgleord, er du måske vores nye testanalytiker i DataHub-IT. Din nye arbejdsplads bliver på vores hovedkontor i Fredericia.

Kvalitetssikring i topklasse

Detailmarkedet for el gennemlever i disse år en markant udvikling, som bl.a. bliver understøttet af DataHub’en, som er et centralt dataregister for elmarkedet. DataHub’en skal fremme konkurrencen og sikre et effektivt marked, og den skal bl.a. kunne håndtere 42 mia. måleraflæsninger om året i 2020. Der venter derfor mange spændende udfordringer med videreudvikling af systemet i de kommende år.

Som testanalytiker er din fornemste opgave at designe en test af høj kvalitet til alle leverancer for DataHub’en, både i projekter og til servicereleases. Du arbejder tæt sammen med vores kolleger i forretningsområdet, der primært står for at udføre testen. Vi samarbejder med en ekstern leverandør om udvikling og test. For at sikre, at leverancer lever op til forretningens behov, beskrives ændringer bl.a. igennem user stories og acceptkriterier.

Du kan se frem til at indtage en central rolle i en dynamisk virksomhed, som lægger stor vægt på din trivsel og udvikling. Vi tilbyder, udover en konkurrencedygtig løn, gode personaleforhold med bl.a. bonusordning, fitness, forsikringer, kantine, multimediepakke og ikke mindst en meget aktiv personaleforening. Til gengæld forventer vi, at du lever op til vores værdier og optræder engageret og ansvarligt – med vilje og mod til at gøre en forskel.

Struktureret testanalytiker med værktøjskassen i orden

Du har sandsynligvis en længerevarende uddannelse og har erfaring med test i projekter og releases på store og komplekse it-systemer. For at kunne løse opgaverne i DataHub-testteam forventer vi også, at din test-værktøjskasse er i orden, i sær i forhold til testdesignteknikker. Du har desuden meget gerne en certificering i TMAP eller ISTQB. Det er samtidig en fordel, hvis du er vant til at arbejde med risikobaseret test og at anvende produktrisikoanalysen som input til dit testdesign.

På det personlige plan har du en struktureret og analytisk tilgang til opgaven, og evner at kombinere forretningens behov med tilgængelige testdesignteknikker. Da du bliver en del af vores testteam, som udover dig består af testmanager, teknisk tester og et antal forretningstestere, er det vigtigt, at du er god til at kommunikere mundtligt og skriftligt på såvel dansk, som engelsk.

Ansøgning og kontakt

Send din ansøgning via linket ”Søg jobbet her” med cv og andre relevante bilag hurtigst muligt. Vi holder samtaler løbende og lukker rekrutteringen, når vi har fundet den rette kandidat. Har du spørgsmål til jobbet, er du meget velkommen til at kontakte Søren Vesterager på telefon 61 69 99 13. Du kan læse mere om vores virksomhed på www.energinet.dk.

Energinet varetager samfundets interesser, når Danmark skal forsynes med el og naturgas, og energisystemet omstilles til grøn energi. Vi ejer energiens motorveje og bidrager til at skabe fair konkurrence på markedet for el og gas til gavn for forbrugerne. Vi er en selvstændig offentlig virksomhed med ca. 1200 engagerede og fagligt højt uddannede medarbejdere. Med afsæt i værdierne tillid, mod, forretningsorientering, udvikling, ansvarlighed og engagement lægger vi vægt på hele tiden at udvikle os som organisation og som mennesker.

Se film om Energinet.

Lukket for ansøgninger Gem job

Arbejdssted

Location Fredericia

Cookies på it-jobbank

Vi bruger cookies til statistik og til at gøre hjemmesiden mere brugervenlig. Der sættes cookies fra it-jobbank og fra vores samarbejdspartnere. Klikker du videre på siden, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Læs mere her om vores brug af cookies, herunder hvordan du fravælger brugen af cookies.