Find job

Dygtige projektledere til den kommende Udviklings- og Forenklingsstyrelse

Er du en skarp projektleder og kommunikator? Vil du være med til at understøtte udviklingen og implementeringen af nye it-systemer til Danmarks skatteforvaltning? Så er du måske en af vores nye projektledere i den kommende Udviklings- og Forenklingsstyrelse. 

Som projektleder har du en vigtig rolle, når der udvikles nye processer og it-systemer til styrelserne i skatteforvaltningen. Du er med til at definere og beskrive det grundlag, som fagstyrelserne skal administrere efter og at styre den konkrete organisatoriske implementering. Den primære opgave er for nuværende at deltage i implementeringen af det nye system til understøttelse af de offentlige ejendomsvurderinger. På sigt skal du deltage i udviklingen og implementeringen af andre centrale systemer i den samlede skatteforvaltning. 

Med reference til kontorchefen for Administrationsgrundlag og Implementering kommer du til at arbejde med et eller flere af kontorets områder: At definere og beskrive rammerne for sagsbehandlingen hos styrelsen, planlægge og koordinere kompetenceudvikling af sagsbehandlere, hjælpe med at igangsætte og styre den nye produktion, udarbejde breve og meddelelser til borgerne samt kommunikere og udøve forandringsledelse i forhold til modtagerorganisationen. Dit arbejde vil blandt andet bestå af: 

  • Koordinering af analyser og afklaringer og facilitering af workshops. 
  • Løbende sign-off på projektets leverancer. 
  • Koordinering med andre projekter og afdelinger. 
  • Samarbejde med modtagerorganisationen. 
  • Etablering af projektplaner og facilitering af rammerne for projektets scope, estimater, roller og ansvar inden for det agile rammeværk SAFe. 
  • Oplæg til styregrupper og beslutningsfora samt løbende projektrapportering.  
     

Du navigerer i krydsfeltet mellem dem, der udvikler processer og it-systemer, og de ledere og sagsbehandlere i fagstyrelserne, som skal overtage de ændrede processer og systemer.  

Kontoret er en del af fagdirektørområdet Udvikling 1, der har ansvar for at udvikle det kommende system for inddrivelse samt det system, der skal understøtte de kommende nye ejendomsvurderinger. Som projektleder vil du skulle arbejde tæt sammen med de øvrige projekter på tværs af hele Udvikling 1, og du vil agere bindeled og oversætter i den løbende tværgående dialog. 

Om dig 

Du har en relevant videregående uddannelse med fokus på offentlig administration, forandringsledelse, styring, organisation eller samfundsvidenskab, fx cand.merc, cand.it, cand.merc. eller cand.scient.pol. og erfaring med at lede projekter og/eller forandringsprocesser. Det er en fordel, hvis du har erfaring med implementering af digitaliseringsprojekter og den udfordring, det er at få digitale løsninger til at fungere og skabe værdi i praksis.  

Du har stor interesse for og evner at omsætte komplicerede informationer, processer og strategier til klare og forståelige beskrivelser og beslutningsoplæg. Du er nysgerrig overfor det, du ikke forstår, har et godt humør og en veludviklet sans for at bygge broer på tværs af fagligheder og ansvarsområder. Du formår at håndtere mange interessenter, der indimellem har roller og ønsker, som konflikter med hinanden.  

Du skal have lyst til at arbejde i et hektisk miljø, hvor det går stærkt, og hvor der er store muligheder for at blive udfordret i arbejdet med at løfte en meget vigtig samfundsopgave. Du skal således være god til at planlægge, prioritere og realisere dine leverancer også under et til tider stort arbejds- og tidspres. 

Som person er du robust, initiativrig og løsningsorienteret. Du arbejder struktureret og kan hurtigt danne dig et overblik over komplicerede sager samtidig med, at du har øje for detaljen.  

Ansøgning og kontakt  

Send din ansøgning sammen med CV og eventuelt yderligere materiale via linket ”Søg jobbet her” senest 14. juni 2018. Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte kontorchef Rikke Ørum på tlf. 41 28 09 52. 

Løn og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst. Der vil forud for ansættelsen blive indhentet straffeattest.  

Ansættelsesområdet er Skatteministeriet med tilhørende institutioner. Dit arbejdssted vil være Udviklings- og Forenklingsstyrelsens lokation på Osvald Helmuths Vej 4, 2000 Frederiksberg. 

Udviklings- og Forenklingsstyrelsen 

Som led i regeringens plan ’Fra én til syv styrelser – skatteforvaltningen 2021’ vil SKAT fra den 1. juli 2018 blive erstattet af syv nye styrelser. De nye styrelser oprettes med ansvaret for hver sin kerneopgave inden for én juridisk myndighed under Skatteministeriet, så der sikres smidigt samarbejde på tværs af alle skatteforvaltningens opgaver.  

Udviklings- og Forenklingsstyrelsens kerneopgave bliver at sikre, at skatteforvaltningen understøttes af driftssikker og fremtidsparat it. Styrelsen forventes bemandet med ca. 900-1.100 medarbejdere og får kontorer i København, Middelfart og Aalborg. Læs mere om Udviklings- og Forenklingsstyrelsen på www.fra1til7.dk.

Skatteministeriet opfordrer alle kvalificerede ansøgere, uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge.

Vi sikrer fundamentet for finansiering af det danske samfund 

I SKAT er vi ca. 6.200 kolleger på kontorer i hele Danmark. Lige nu er vi alle samlet i SKAT – men i fremtiden bliver vi opdelt i flere styrelser. En plan for organisering og geografisk placering forventes klar i sommeren 2017. 

Vores kerneopgave som myndighed er hvert år at opkræve de ca. 950 mia. kr. i skatter og afgifter, som er fundamentet for finansieringen af det danske samfund. Vi har fokus på, at driften af skattevæsenet er sikker og effektiv, og alle betaler det, de skal, hverken mere eller mindre. Samtidig skal vi gøre det nemt og trygt for borgere og virksomheder at være i kontakt med skattevæsenet. 

Du får derfor mulighed for at tage ansvar for en vigtig opgave og gøre en forskel. Vi har brug for medarbejdere med mange forskellige faglige kompetencer, og bredden i opgaverne giver også den enkelte mulighed for at få faglige udfordringer og udvikle sig. Vi har et stærkt fokus på god ledelse på alle niveauer, bl.a. for at sikre, at der er balance mellem arbejdsliv og fritid og respekt for det hele menneske. Er du vores næste kollega?

Lukket for ansøgninger Gem job

Arbejdssted

Location Frederikberg

Cookies på it-jobbank

Vi bruger cookies til statistik og til at gøre hjemmesiden mere brugervenlig. Der sættes cookies fra it-jobbank og fra vores samarbejdspartnere. Klikker du videre på siden, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Læs mere her om vores brug af cookies, herunder hvordan du fravælger brugen af cookies.