Find job

Senior DataWarehouse-arkitekter og ETL-udviklere til den kommende Udviklings- og Forenklingsstyrelse

Som senior DataWarehousearkitekt og ETL-udvikler i ImplementeringsCenter for Inddrivelse i Udviklings- og Forenklingsstyrelsen er du med til at designe og opbygge fundamentet for at kunne arbejde analytisk med store datamængder på inddrivelsesområdet.  

Kan du opbygge og vedligeholde et datawarehouse?  

Vi søger senior DataWarehousearkitekter og ETL-udviklere, som har erfaring med datamodellering og behandling af store datamængder.  

Du bliver ansat i kontoret for Data og Analyse i ImplementeringsCenter for Inddrivelse (ICI) i Udviklings- og Forenklingsstyrelsen. Du kommer til at arbejde i et tværfagligt BI-og Analytics team bestående af programmører, statistikere, erfarne inddrivelses- og produktionsstyringsanalytikere samt tilknyttede forskere. 

Teamet skal i fællesskab opbygge en dyb faglig viden om inddrivelsesområdets processer, systemer og datamodeller. Denne viden udgør fundamentet for teamets hovedopgave, nemlig at opbygge og vedligeholde et effektivt og konsolideret inddrivelses-datawarehouse og en rapporteringsplatform, som hurtigt og effektivt kan understøtte ledelsen og inddrivelsesorganisationen med overblik, analyser, statistiske modeller, samt nye indsigter i inddrivelsesområdets store og komplekse datamængder.  

Lige nu arbejder teamet med at opbygge et datawarehouse, der kan kombinere data fra mange datakilder for at understøtte følgende aktiviteter: Analytiske regelbaserede modeller til vurdering og segmentering af datakvalitet, modeller til værdiansættelse af offentlig gæld, rapportering og analyse af nøgletal på inddrivelsesområdet, forskning i skyldneradfærd samt datadrevne produktionsstyringsmodeller.  

Teamet arbejder ud fra en leverancemodel baseret på agile(SAFe) projektmetoder. 

Du vil indgå i et tæt samarbejde med interne medarbejdere såvel som eksterne konsulenter og øvrige eksterne interessenter.  

Om dig 

Du har erfaring som datawarehouse-udvikler eller dataminer fra en større virksomhed og/eller offentlig organisation. Din uddannelsesmæssige baggrund kan fx være datamatiker, matematiker, ingeniør eller programmør. Det væsentligste er, at du har erfaring med at datamodellere, håndtere og manipulere store mængder data og at du har en systematisk, analytisk og kvalitetsbevidst tilgang til dit arbejde.  

Kendskab til Informatica Powercenter samt MS-SQL Server vil være en fordel, men kandidater med erfaring i andre ETL- programmeringsværktøjer til behandling af store datamængder, er også velkomne til at søge stillingen. 

Du forstår, at data ikke i sig selv har værdi uden en stærk kobling til forretningsviden, og du opsøger naturligt og selvstændigt at opbygge lige dele forståelse for data såvel som for de forretningsprocesser, de repræsenterer. Du er nysgering og stræber konstant efter at lære nye færdigheder og få erfaring med nye BI- og analyseværktøjer. Du ved, at den egentlige udfordring på ethvert dataområde i mindre grad handler om de analytiske modeller men mere at bygge den stabile dataarkitektur bag dem. Og det er denne opgave, du brænder for.  

Det være en fordel, hvis du kan fremvise resultater fra større og komplekse BI- og analyseprojekter og gerne erfaring med:  

  • BI-og rapporteringsløsninger, fx i produkter som, Business Objects, Tableau eller SAS Visual Analytics. 
  • ETL-udvikling, avanceret dataforberedelse – fx i produkter som Informatica, SAS, SAS DI-Studio, SPSS Modeler, Pentaho. Ol. 
  • Analytics, Data Mining og statistiske modeller, fx i SAS, SPSS/SPSS Modeler, R, Knime, Stata ol.  
  • Dataforberedelse til brug for Analytics herunder specielt erfaring med opbygning af at Analytiske Base Tabeller.  
  • Stjerneskema/dimensionel datamodellering. 
  • Data- og informationsmodellering. 
  • Erfaring med håndtering at historik i analysedatabaser. 
  • Databasearkitektur og databasedesign. Fx i produkter som ERstudio eller ERWin.  
     

Som person er du robust, beslutningsdygtig og løsningsorienteret. Du trives i et hektisk miljø og bevarer et godt overblik, samtidig med, at du har øje for detaljen. Du evner at planlægge og prioritere leverancer såvel som at realisere dem i et miljø, hvor der til tider er et stort arbejds- og tidspres. 

Om din nye arbejdsplads 

I ImplementeringsCenter for inddrivelse er vi ca. 150 ansatte, der arbejder tæt sammen i en projektorganisation. Det er en helt ny måde at arbejde med it og udvikling i staten. 

Alle arbejder mod samme mål, og der er en stor grad af fællesskabsfølelse og et godt sammenhold.  

I Udviklings- og Forenklingsstyrelsen som helhed har vi et stort fokus på ledelse og på udvikling af alle ansatte, professionelt såvel som menneskeligt. Atmosfæren er uformel og uhøjtidelig, og vores daglige sparring medarbejdere imellem er en forudsætning for, at vi kan skabe gode løsninger, der fungerer i dag og er forberedt til i morgen. 

Ansøgning og kontakt 

Ansøgning med CV og eksamenspapirer bedes sendt via nedenstående linket ”Søg jobbet her” senest den 15. juni. Har du spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte kontorchef for Data og Analyse Troels Verge på tlf. 7237 9356 eller projektleder Henrik Schnoor Hansen på tlf. 7237 2807. 

Løn og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst. Der vil forud for ansættelsen blive indhentet straffeattest. Der kan indgå person- og logikanalyse i rekrutteringsprocessen. 

Ansættelsesområdet er Skatteministeriet med tilhørende institutioner. Dit arbejdssted er Osvald Helmuths Vej 4, 2000 Frederiksberg.  

Udviklings- og Forenklingsstyrelsen 

Som led i regeringens plan ’Fra én til syv styrelser – skatteforvaltningen 2021’ vil SKAT fra den 1. juli 2018 blive erstattet af syv nye styrelser. De nye styrelser oprettes med ansvaret for hver sin kerneopgave inden for én juridisk myndighed under Skatteministeriet, så der sikres smidigt samarbejde på tværs af alle skatteforvaltningens opgaver.  

Udviklings- og Forenklingsstyrelsens kerneopgave bliver at sikre, at skatteforvaltningen understøttes af driftssikker og fremtidsparat it. Styrelsen forventes bemandet med ca. 900-1.100 medarbejdere og får kontorer i København, Middelfart og Aalborg. Læs mere om Udviklings- og Forenklingsstyrelsen på www.fra1til7.dk

Skatteministeriet opfordrer alle kvalificerede ansøgere, uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge.  

Vi sikrer fundamentet for finansiering af det danske samfund 

I SKAT er vi ca. 6.200 kolleger på kontorer i hele Danmark. Lige nu er vi alle samlet i SKAT – men i fremtiden bliver vi opdelt i flere styrelser. En plan for organisering og geografisk placering forventes klar i sommeren 2017. 

Vores kerneopgave som myndighed er hvert år at opkræve de ca. 950 mia. kr. i skatter og afgifter, som er fundamentet for finansieringen af det danske samfund. Vi har fokus på, at driften af skattevæsenet er sikker og effektiv, og alle betaler det, de skal, hverken mere eller mindre. Samtidig skal vi gøre det nemt og trygt for borgere og virksomheder at være i kontakt med skattevæsenet. 

Du får derfor mulighed for at tage ansvar for en vigtig opgave og gøre en forskel. Vi har brug for medarbejdere med mange forskellige faglige kompetencer, og bredden i opgaverne giver også den enkelte mulighed for at få faglige udfordringer og udvikle sig. Vi har et stærkt fokus på god ledelse på alle niveauer, bl.a. for at sikre, at der er balance mellem arbejdsliv og fritid og respekt for det hele menneske. Er du vores næste kollega?

Lukket for ansøgninger Gem job

Arbejdssted

Location Frederikberg

Cookies på it-jobbank

Vi bruger cookies til statistik og til at gøre hjemmesiden mere brugervenlig. Der sættes cookies fra it-jobbank og fra vores samarbejdspartnere. Klikker du videre på siden, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Læs mere her om vores brug af cookies, herunder hvordan du fravælger brugen af cookies.