Find job

Fagdirektør for Udvikling i den kommende Udviklings- og Forenklingsstyrelse

Vil du have ansvaret for at drive større udviklings- og forenklingsprojekter på tværs af den danske skatteforvaltning? Så er du måske den nye fagdirektør for Udvikling i den kommende Udviklings- og Forenklingsstyrelse.  

Som fagdirektør for Udvikling skal du stå i spidsen for at skabe holdbare og fremtidssikrede it-løsninger, hvor processer og systemer er teknologisk tidssvarende og brugerorienterede. Du får blandt andet det samlede tekniske ansvar for, at transformationen af systemlandskabet for Gældsstyrelsen og Vurderingsstyrelsen kommer sikkert i mål, så der igen kan inddrives gæld til det offentlige og foretages mere retvisende ejendomsvurderinger, samt en lang række andre samfundskritiske løsninger.  

Du får det samlede ansvar for den tekniske del af Udviklings- og Forenklingsstyrelsens udviklingsportefølje og ansvaret for at drive udviklingen af en professionel it-udviklingsorganisation. Du kommer til at indgå i samarbejdet omkring udviklingsporteføljen med fagdirektøren for Forenkling, som har ansvaret for processiden af udviklingsporteføljen. Sammen skal I sikre de samlede udviklingsaktiviteter, der skal understøtte fremtidens skatteforvaltning.  

Til fagdirektørområdet er der tilknyttet to underdirektører, som du vil få det faglige og personalemæssige ledelsesansvar for. Fagdirektørområdet vil bestå af ca. 175-200 medarbejdere, hvoraf 15-17 er ledere.  

Den 1. juli 2018 etableres Udviklings- og Forenklingsstyrelsen. Din reference vil være til styrelsesdirektøren for området. 

Det forventes, at den kommende fagdirektør:  

  • har en solid indsigt i digitalisering og it-udvikling  
  • har erfaring med at drive større it-udviklingsprogrammer med fokus på udvikling af teknologisk tidssvarende og brugerorienterede it-systemer og processer i overensstemmelse med lovgivningen  
  • kan foretage strategiske prioriteringer, træffe beslutninger og skabe holdbare resultater  
  • er en inspirerende og troværdig leder, der kan motivere og sætte klare mål  
  • er robust, har god naturlig autoritet og gennemslagskraft 
  • har en tung teknisk forståelse og evnen til at formidle centrale tekniske beslutninger bredt i organisationen 
  • har erfaring med opbygning af it-udviklingsorganisationer, herunder er det en fordel med konkret erfaring med opbygning af agile udviklingsorganisationer i større skala 
  • har gode kommunikative evner og kan skabe gode relationer – både internt og eksternt.  
     

Løn og ansættelsesvilkår  

Stillingen forventes klassificeret i lønramme 39/løngruppe 3. Løn- og ansættelsesvilkår forhandles med udgangspunkt i bestemmelserne i rammeaftalen om kontraktansættelse af chefer i staten. Stillingen ønskes besat på åremål. Der vil forud for ansættelsen blive indhentet straffeattest.  

Ansættelsesområdet er Skatteministeriet med tilhørende institutioner.   

Dit arbejdssted vil være Udviklings- og Forenklingsstyrelsens lokation på Osvald Helmuths Vej 4, 2000 Frederiksberg.  

Tiltrædelse  

1. september 2018 eller snarest derefter.  

Ansøgning  

Send senest den 12. august 2018 din ansøgning, CV og eksamensbevis via linket ”Søg jobbet her”. Er du tjenestemand, stiles ansøgningen til Dronningen.  

I udvælgelsesprocessen samarbejdes med konsulentfirmaet Mercuri Urval A/S. Kandidater til stillingen kan forvente at skulle gennemgå test i ansøgningsprocessen. 

Yderligere oplysninger kan fås ved kontakt til direktør Andreas Berggreen på tlf. 20 60 14 15.  

Udviklings- og Forenklingsstyrelsen 

Som led i regeringens plan ’Fra én til syv styrelser – skatteforvaltningen 2021’ vil SKAT fra den 1. juli 2018 blive erstattet af syv nye styrelser. De nye styrelser oprettes med ansvaret for hver sin kerneopgave inden for én juridisk myndighed under Skatteministeriet, så der sikres smidigt samarbejde på tværs af alle skatteforvaltningens opgaver.  

Udviklings- og Forenklingsstyrelsens kerneopgave bliver at sikre, at skatteforvaltningen understøttes af driftssikker og fremtidsparat it. Styrelsen forventes bemandet med ca. 900-1.100 medarbejdere og får kontorer i København, Middelfart og Aalborg. Læs mere om Udviklings- og Forenklingsstyrelsen på www.fra1til7.dk

Skatteministeriet opfordrer alle kvalificerede ansøgere, uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge

Vi sikrer fundamentet for finansiering af det danske samfund 

I SKAT er vi ca. 6.200 kolleger på kontorer i hele Danmark. Lige nu er vi alle samlet i SKAT – men i fremtiden bliver vi opdelt i flere styrelser. En plan for organisering og geografisk placering forventes klar i sommeren 2017. 

Vores kerneopgave som myndighed er hvert år at opkræve de ca. 950 mia. kr. i skatter og afgifter, som er fundamentet for finansieringen af det danske samfund. Vi har fokus på, at driften af skattevæsenet er sikker og effektiv, og alle betaler det, de skal, hverken mere eller mindre. Samtidig skal vi gøre det nemt og trygt for borgere og virksomheder at være i kontakt med skattevæsenet. 

Du får derfor mulighed for at tage ansvar for en vigtig opgave og gøre en forskel. Vi har brug for medarbejdere med mange forskellige faglige kompetencer, og bredden i opgaverne giver også den enkelte mulighed for at få faglige udfordringer og udvikle sig. Vi har et stærkt fokus på god ledelse på alle niveauer, bl.a. for at sikre, at der er balance mellem arbejdsliv og fritid og respekt for det hele menneske. Er du vores næste kollega?

Lukket for ansøgninger Gem job

Arbejdssted

Location Frederiksberg

Cookies på it-jobbank

Vi bruger cookies til statistik og til at gøre hjemmesiden mere brugervenlig. Der sættes cookies fra it-jobbank og fra vores samarbejdspartnere. Klikker du videre på siden, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Læs mere her om vores brug af cookies, herunder hvordan du fravælger brugen af cookies.