Find job

Engageret GIS-systemkonsulent med kendskab til ArcGIS Enterprise (Barselsvikariat)


Vær med til at udvikle den samlede GIS-løsning hos én af den danske forsyningsbranches tungeste aktører, som driver og udvikler den kritiske infrastruktur for både el og gas. Som vores nye kollega bliver du en del af et højt specialiseret GIS-team, som i bredt samarbejde sikrer de rigtige tekniske løsninger til hele Energinet-koncernen. Din nye arbejdsplads bliver på vores hovedkontor i Fredericia eller evt. vores kontor i Ballerup.

Fokus på drift og udvikling af eksisterende løsninger

Du indgår i GIS-gruppen, som er på 3 personer, hvoraf en nu skal på barsel. GIS-gruppen hører hjemme i afdelingen IT Application Management, som består af 21 engagerede kolleger inden for mange forskellige forretningskritiske applikationer. Fælles er dog, at vi har fokus på at skabe værdi for vores kunder i forretningen ved at drive og udvikle applikationer, der understøtter de opgaver, kunderne løser. Det gør vi ved at kombinere vores tekniske indsigt med vores forretningskendskab.

En af dine hovedopgaver bliver sammen med dine kolleger at sikre en stabil drift af vores GIS-løsninger og sørge for, at vores løsninger efterprøves og ændres med fokus på optimal udnyttelse af applikationerne. Samtidig er du med til at videreudvikle løsningerne i et agilt og tæt samarbejde med forretningen (brugerne) og vores eksterne GIS-konsulenter og byder gerne ind med nye idéer til udvikling af vores GIS-platform. Der kan forekomme rejseaktivitet til nogle af vores andre lokationer i landet, og er du bosiddende på Sjælland, og derfor ønsker at arbejde på vores kontor i Ballerup, skal du regne med yderligere rejseaktivitet til vores hovedkontor i Fredericia ca. en gang ugentligt.

Glæd dig til at arbejde med fagligt spændende GIS-løsninger i en koncern i kraftig udvikling. Energinet er en fleksibel arbejdsplads med stort fokus på medarbejdernes trivsel og mulighed for faglig og personlig udvikling.

Teknisk flair og erfaring med ArcGIS

Din erfaring bygger sikkert på en relevant videregående it-uddannelse eller en uddannelse som fx landinspektør, geograf eller ingeniør. Derudover har du måske arbejdet i en konsulentvirksomhed, en kommune eller inden for forsynings-, tele-, eller transportbranchen. Du har god erfaring med ArcGIS og ideelt nogen erfaring med ArcGIS Enterprise. Erfaring med Geocortex, mobile GIS-løsninger og ArcGIS Pro vil være en fordel, men ikke et krav. Da vi ikke forventer, du har dyb og langvarig GIS-erfaring, er det vigtigt, at du er opsøgende på at tilegne dig ny viden og er grundig i din opgaveløsning.

Som person er du positiv og god til at samarbejde og skabe relationer, ligesom du befinder dig godt med at overholde processer og koordinere på tværs med kolleger og brugere. Du er desuden åben og deler gerne viden med dine kolleger. Endelig er du social anlagt og indstillet på at bidrage til det i forvejen gode sammenhold og arbejdsmiljø i afdelingen.

Barselsvikariatet løber fra 1. oktober 2018 og et år frem.

Ansøgning og kontakt

Send din ansøgning med cv og andre relevante bilag via linket 'Søg jobbet her', så vi har den senest 5. august 2018. Du bedes skrive i din ansøgning, om du ønsker at arbejde i Fredericia eller Ballerup. Vi forventer at holde samtaler 13. august 2018 i Fredericia. Har du spørgsmål til jobbet, er du velkommen til at kontakte gruppeleder Ann Fjeldgaard på telefon 23 33 87 75 eller afdelingsleder Jens Kristian Mygent på telefon 24 95 98 39. Du kan læse mere om vores virksomhed på www.energinet.dk.

Energinet varetager samfundets interesser, når Danmark skal forsynes med el og naturgas, og energisystemet omstilles til grøn energi. Vi ejer energiens motorveje og bidrager til at skabe fair konkurrence på markedet for el og gas til gavn for forbrugerne. Vi er en selvstændig offentlig virksomhed med ca. 1200 engagerede og fagligt højt uddannede medarbejdere. Med afsæt i værdierne tillid, mod, forretningsorientering, udvikling, ansvarlighed og engagement lægger vi vægt på hele tiden at udvikle os som organisation og som mennesker.

Lukket for ansøgninger Gem job

Arbejdssted

Location Fredericia / Ballerup

Cookies på it-jobbank

Vi bruger cookies til statistik og til at gøre hjemmesiden mere brugervenlig. Der sættes cookies fra it-jobbank og fra vores samarbejdspartnere. Klikker du videre på siden, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Læs mere her om vores brug af cookies, herunder hvordan du fravælger brugen af cookies.