Find job

Teknisk tester til stor it-afdeling

Kunne du tænke dig at teste Region Midtjyllands kritiske kliniske og administrative systemer? Og ønsker du at være med til at udvikle en effektiv og professionel testfunktion? Så har du muligheden her.

Som teknisk tester i Region Midtjyllands it-afdeling arbejder du struktureret med test og sikrer dokumentation undervejs, så der er styr på de fejl, som skal rettes. Du trives med at finde fejl og ser det som en naturlig del af at skabe kvalitet for brugerne.

Du er med til at sikre, at vi gennemtester vores applikationer, og du har lyst til at teste regionens kliniske og administrative systemer. Udover at teste de vigtigste applikationer udvikler vi også testprocesser og -metoder for at opnå en effektiv og professionel testfunktion til gavn for hospitalerne og i sidste ende patienten. Vores portefølje spænder over mange systemer med forskellige release-processer, fra vandfald til DevOps. Du kommer derfor til at udvikle og understøtte agil test samt bidrage til yderligere automatisering af testcases. Agendaen for automatisering er allerede sat, da vi er lykkedes med at automatisere test af brugernes sikkerhedsroller og adgange. Vi er derfor i gang med at definere næste step for automatisering.

Du skaber en god dialog og relation 

Du bliver testansvarlig for forskellige produktområder sammen med dit team. Det kan fx være for Region Midtjyllands elektroniske patientjournal eller for bookinger i Bookplan. Det betyder, at du møder kolleger fra hele IT og fra rundt om i regionen, og at du trives med et netværk i en stor organisation, hvor du bl.a. bliver bindeled mellem kontoret Produkter i It og Sundheds-it udenfor It-afdelingen. Vi arbejder tværgående og sætter en ære i at styrke kvaliteten i Regions Midtjyllands it-systemer.

Dine opgaver består primært af at:

  • Afklare scope på nye produkter
  • Reviewe kravspecifikation ved nye produkter eller releases
  • Designe og specificere testcases ud fra kravspecifikationer og løsningsbeskrivelser
  • Vedligeholde testcases og testdata
  • Prioritere testcases og estimere tidsforbrug
  • Afvikle og rapportere testforløb
  • Sikre struktur i testprocessen
  • Fejlrapportere, herunder dokumentere og følge op på defects/fejl.
     

Du er en teamplayer

Vi forestiller os, at du har en teknisk baggrund som datamatiker, ingeniør eller sundhedsteknolog. Det vigtigste for os er, at du er passioneret omkring tests og forstår testfaget samtidig med, at du har teknisk indsigt. Du har gerne praktisk erfaring i forskellige tilgange til test. Du kan designe og specificere testcases ved brug af testdesignteknikker i forbindelse med formulerede krav, og du kan afvikle flere forskellige typer tests på forskellige platforme.

Testarbejdet kræver, at du arbejder systematisk og omhyggeligt og ser dine opgaver i et helhedsperspektiv, der giver dine kolleger og samarbejdspartnere en oplevelse af god service og professionalisme. Du er fleksibel og nysgerrig, og frem for alt er du en proaktiv teamplayer, der sørger for, at opgaverne i stillingen forløber så smidigt som muligt. Du formår at skabe relationer og være givende i et team samtidig med, at du er tillidsvækkende og troværdig i samspillet med andre. Din kommunikation er imødekommende, hvilket udmøntes såvel skriftligt som mundtligt.

Vi arbejder i en foranderlig hverdag, hvor vi tror på, at planlægning hjælper os, også når det uforudsete sker. Du er resultatorienteret og ansvarsbevidst, og så holder du det, du lover. Du har fokus på fremdrift og prioritering og evner at tænke innovativt og i nye baner. Du bliver certificeret i ISTQB foundation og kommer ligeledes på kursus i ITIL – sidstnævnte gælder for alle medarbejdere i IT-afdelingen.

Kan du lide dialog, dygtighed og dristighed? Det er værdierne hos os

Du bliver en del af Test & Support, som er en fælles testfunktion med i alt 14 medarbejdere.

I IT-afdelingen tror vi på, at samarbejde på tværs og løbende efteruddannelse er med til at skabe et godt arbejdsklima, hvor vi lærer nyt og inspirerer hinanden. Derfor arbejder vi målrettet med strategisk kompetenceudvikling og tilbyder dig gode muligheder for personlig og faglig udvikling. Hos os er vores ledelse og samarbejde baseret på tillid og på vores værdier.

Du får fra første dag en mentor, som du kan sparre med om faglige interesser og praktiske spørgsmål. Vi sørger for et tilpasset introduktionsforløb og en seriøs og interesseret opfølgning efter din ansættelse. Vi arbejder for at skabe de bedste rammer, så du kan udvikle dig og blive endnu dygtigere.

Mød vores it-direktør Claus og vores projektleder Henrik og hør, hvad de siger om at arbejde i IT-afdelingen.

Er du interesseret?

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte områdeleder for Test & Support, Tina Rasmussen på 2491 6965 eller tihras@rm.dk.

Send din ansøgning senest den 5. august 2018. Vi forventer at afholde samtaler den 15. august 2018. 

Sikker og stabil it-drift til 36.000 brugere i ambulancer, på hospitaler, regionshuse og institutioner 

Region Midtjylland driver alle hospitalerne i Midtjylland, og vi har en af landets største IT-afdelinger med omkring 430 medarbejdere. IT-afdelingen servicerer regionens ca. 36.000 brugere, der rundt omkring på hospitaler, regionshuse, ambulancer og institutioner er afhængige af sikker og stabil it-drift. Dit engagement i jobbet har derfor stor betydning for rigtig mange mennesker.

Vores Service desk har flere år i træk fået tildelt CSR-mærke for social ansvarlighed – det kan du læse om her.

Du kan læse mere på www.it.rm.dk eller på www.rm.dk.

Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil omplaceringsramte medarbejdere, der søger stillingen, have fortrinsret til samtale.

Søg jobbet her Gem job

Arbejdssted

Location Aarhus

Cookies på it-jobbank

Vi bruger cookies til statistik og til at gøre hjemmesiden mere brugervenlig. Der sættes cookies fra it-jobbank og fra vores samarbejdspartnere. Klikker du videre på siden, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Læs mere her om vores brug af cookies, herunder hvordan du fravælger brugen af cookies.