Find job

IT-udvikler med flair for interaktionsdesign og brugervenlighed (genopslag)

Har du lyst til at arbejde med digitalisering og udvikling af bedre brugergrænseflader i blanketter og budget- og regnskabsskemaer til et ambitiøst ansøgnings- og tilskudsadministrativt it-system? Er du kvalitetsbevidst og grundig? Så har vi måske en stilling til dig.   

Vi skaber fundamentet for fremtiden   

Viden er det, vi skal leve af i fremtiden. I Uddannelses- og Forskningsministeriet arbejder vi derfor for høj vækst og ny indsigt gennem fremragende uddannelse og forskning. Vi skaber et solidt fundament for de videregående uddannelser og forskningen i Danmark, så nye idéer kan spire og skabe vækst.   

IT-udvikling med fokus på brugervenlighed 

I e-grant enheden søger vi lige nu en ny kollega til at udvikle blanketter samt budget- og regnskabsskemaer til e-grant.  

Vores overordnede formål at gøre det så enkelt som muligt for vores eksterne brugere at ansøge om midler, bedømme og/eller aflægge regnskaber samt faglig rapportering korrekt gennem e-grant. Som medarbejder i e-grant enheden bidrager du til at udvikle e-grants digitale blanketter samt budget- og regnskabsskemaer, så de er brugervenlige og understøtter de bagvedliggende processer samt er i overensstemmelse med tilgængelighedsstandarder. Det er derfor vigtigt, at du har interesse for teknisk udvikling og implementering af digitale løsninger med brugeren i centrum. Vi sætter pris på, at du har masser af gåpåmod samt motiveres af at have indflydelse på arbejdsmetoder, processer og design i samarbejde med andre.  

Dine væsentligste opgaver er:  

  • Konfiguration og opsætning af blanketter, herunder Javascript-pogrammering i e-grants blanketværktøj baseret på Resultmakers Process Platform 
  • Udvikling og vedligehold af komplekse budget- og regnskabsskemaer i Microsoft Excel (design af grænseflader til indtastning; kodning af datastrukturer), så ansøgere og bevillingshaver kan indsende økonomiske data via e-grant 
  • Konfiguration af e-grant, eksempelvis så budget og regnskabsskemaer kan modtages 
  • Konfiguration og opsætning af dataudtræk i Excel fra e-grant og digitale blanketter 
  • At forstå brugernes behov og omsætte dem til gode løsninger  
  • At sikre at blanketløsningerne lever op til kravene om bl.a. persondata og overholder tilgængelighedsstandarder (Web Content Accessibility Guidelines) 
  • At dokumentere og beskrive løsningerne.  
     

E-grant  

E-grant er et tilskudsadministrativt system som benyttes til udmøntning af 4 mia. kr. og til administration af en samlet portefølje af 5.000 aktive bevillinger. E-grant anvendes i dag af Danmarks Frie Forskningsfond (dff.dk), Danmarks Innovationsfond (innovationsfonden.dk), Styrelsen for Forskning og Uddannelse samt Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte. e-grant er en end-to-end løsning og har ca. 200 interne brugere og ca. 20.000 eksterne brugere. Du kan læse mere om e-grant.dk på www.e-grant.dk

E-grant enheden er placeret i kontoret for Administration og Tilskudsøkonomi. I kontoret varetager vi styrelsens arbejde med forretningsudvikling og digitalisering, bevillingsadministration og økonomistyring. Vi servicerer Danmarks Frie Forskningsfond, Danmarks Innovationsfond, Styrelsen for Forskning og Uddannelse samt Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte.  

Er du vores nye kollega? 

Du har en relevant uddannelse inden for digital design og interaktive teknologier, informationsvidenskab, kommunikation og IT eller tilsvarende erfaring på området. Du er også velkommen til at søge, hvis du er nyuddannet.  

Det er en fordel, hvis du allerede har stiftet bekendtskab med f.eks. JavaScript, SQL, VBA, brugervenlighed og interaktionsdesign på studiet eller i en tidligere stilling inden for IT og har lyst til at arbejde med offentlig digitalisering. Du besidder stærke Excel-kompetencer, og du er hjemmevant i brugen af betingede formateringer; ark- og fanebeskyttelse; datavalideringer og funktioner som f.eks. ”index”, ”match” mv. Det er samtidig vigtigt for os, at du synes, at IT og samspillet med mange interne og eksterne brugere er motiverende.  

Vi lægger særlig vægt på, at du: 

  • Er kvalitetsbevidst, grundig og har flair for gennemtænkte designløsninger 
  • Har grundlæggende færdigheder inden for brugervenlighed og interaktionsdesign 
  • Har erfaring med brug af sketching-værktøjer til udvikling af mock-ups 
  • Er god til at skabe relationer, kommunikere og løse opgaver i samarbejde med andre.  
     

En ambitiøs og social arbejdsplads  

Du bliver en del af en ambitiøs arbejdsplads med dedikerede og fagligt stærke kollegaer, hvor vi prioriterer et godt samarbejde og arbejdsglæde i hverdagen. Vi mener nemlig, at en god kultur, med dialog og samarbejde er forudsætningen for, at vi lykkes. Derfor er her plads til grin i den travle hverdag. Samtidig får du gode udviklingsmuligheder og stor fleksibilitet, så du kan balancere faglige ambitioner og privatliv. 

Løn og ansættelsesvilkår 

Du ansættes i Uddannelses- og Forskningsministeriets koncern efter overenskomst mellem Finansministeriet og relevant organisation. Der er mulighed for at forhandle tillæg, der matcher dine kvalifikationer.  

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte leder af e-grant enheden Kamilla Ekholdt Gregers på telefonnummer 7231 8357 eller på e-mail keg@ufm.dk

Søg stillingen  

Klik på knappen ”søg stillingen” eller søg via vores hjemmeside www.ufm.dk/job-i-ministeriet. Vi skal have din ansøgning senest mandag den 13. august 2018 kl. 12.00. 

Vi forventer at holde to samtalerunder. Første samtalerunde afholdes i uge 34 og anden samtalerunde afholdes i uge 35. I forbindelse med 2. samtalerunde vil der indgå en personlighedstest.  

Ligestilling i alle dens aspekter er vigtigt. Derfor opfordres alle interesserede uanset etnisk tilhørsforhold, religion, køn, alder og lign. til at søge stillingen. Uddannelses- og Forskningsministeriet er medlem af foreningen Nydansker. 

Om Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte   

I Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte har vi ansvaret for dialog, rådgivning og tilsyn med de institutioner, der ligger under ministeriet. Derudover har vi blandt andet ansvaret for Statens Uddannelsesstøtte, udbetaling af tilskud og bevillinger til institutioner og forskere samt udvikling og drift af studieadministrative it-systemer. Vi arbejder tæt sammen med resten af Uddannelses- og Forskningsministeriet, og vi bringer vores viden og indsigt i anvendelse i forhold til politikudvikling, analyser, og ministerbetjening. Et godt samarbejde internt og eksternt er afgørende for, at vi løbende kan udvikle området og skabe de bedste rammer for videregående uddannelser, forskning og innovation i Danmark. Vores mål er at levere rådgivning og service af høj kvalitet samt at skabe værdi ved at løse vores opgaver effektivt og i dialog med de relevante aktører.   

Lukket for ansøgninger Gem job

Arbejdssted

Location København K.

Cookies på it-jobbank

Vi bruger cookies til statistik og til at gøre hjemmesiden mere brugervenlig. Der sættes cookies fra it-jobbank og fra vores samarbejdspartnere. Klikker du videre på siden, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Læs mere her om vores brug af cookies, herunder hvordan du fravælger brugen af cookies.