Find job

Projektledere søges til drift, videreudvikling og implementering af ambitiøst ansøgnings- og tilskudsadministrativt it-system

Har du erfaring med videreudvikling og/eller implementering af it-systemer? Og har du lyst til at være del af et team, der har fokus på at skabe de bedste rammer for interne og eksterne brugere af et ambitiøst ansøgnings- og tilskudsadministrativt it-system? Er du kvalitetsbevidst og grundig? Så har vi måske en stilling til dig.   

Vi skaber fundamentet for fremtiden   

Viden er det, vi skal leve af i fremtiden. I Uddannelses- og Forskningsministeriet arbejder vi derfor for høj vækst og ny indsigt gennem fremragende uddannelse og forskning. Vi skaber et solidt fundament for de videregående uddannelser og forskningen i Danmark, så nye idéer kan spire og skabe vækst.   

Bliv en del af en lille dynamisk enhed med høje ambitioner 

I e-grant enheden i kontoret for Administration og Tilskudsøkonomi har vi ansvaret for videreudvikling, vedligeholdelse, support og implementering af e-grant, et ansøgnings- og tilskudsadministrativt it-system. Vi søger lige nu tre nye kolleger til projektledelse af drift-, videreudvikling- og implementeringsaktiviteter af e-grant. De tre forskellige profiler er en erfaren projektleder til koordinering af udviklingsopgaver, en projektleder til bl.a. leverandørstyring og en projektleder med fokus på formidling og implementering. Fælles for alle tre stillinger er, at man vil få en bred kontaktflade og skal samarbejde med forskellige myndigheder og brugergrupper. Da vi er en lille enhed på 8 medarbejdere, skal man derudover trives med at kunne dække ind for hinanden efter behov.  

Stilling 1: Erfaren projektleder til koordinering af udviklingsopgaver 

I den første stilling har vi brug for en kollega, som er særdeles god til at samarbejde både med de faglige organisationer og det tekniske bagland og trives med en udadvendt rolle som tovholder på de mange løbende projekter. Du er derfor god til at formidle din viden og har erfaring med at sætte dig ind i komplekse faglige og tekniske løsninger. 

Dine væsentligste opgaver vil være:  

  • Koordinering og opfølgning på årshjul, som indeholder nøgleinformationer omkring kommende opslag, ansøgningsfrister, behov for udarbejdelse af blanketter, mødeark, budget- og regnskabsskemaer  
  • Projektledelse og koordinering af udviklingsprojekter med brugerorganisationer for så vidt angår udvikling af blanketter, mødeark, budgetter og regnskabsskemaer, dvs.  hele processen fra en ansøgning kommer ind i e-grant til den afsluttes 
  • Projektledelse af diverse projekter (f.eks. opsætning af nye ordninger i e-grant) 
  • Koordinering og prioritering af arbejdsopgaver for drifts- og kodningsteamet som udvikler og vedligeholder de digitale løsninger til systemet 
  • Optimering og standardisering af arbejdet omkring konfiguration og opsætning af e-grant samt udvikling af løsninger til systemet. 
     

Du kan derudover genkende dig selv i følgende:  

  • Du er god til at skabe overblik og koordinere 
  • Du er struktureret og motiveres af at skabe gode processer og principper for f.eks. standardisering, samarbejde mv. 
  • Du er ambitiøs og løsningsorientret i din tilgang til opgaver. 
     

Stilling 2: Projektleder til leverandørstyring, håndtering af ændringsønsker og test 

I den anden stilling, har vi brug for en kollega, som er god til at analysere komplekse arbejdsprocesser, samt behov hos brugere og forretning og som kan omsætte dem til gode tekniske løsninger. Du forstår dig på interaktionsdesign og brugervenlighedsprincipper, og du har det tekniske fundament og grundigheden til at deltage i test af ny funktionalitet.  

Dine væsentligste opgaver vil være:                                                                                                     

  • Leverandør- og kontraktstyring 
  • Releaseplanlægning med leverandør (planlægnings-, analyse- og designaktiviteter) 
  • Håndtering af ændringsforum (består af medarbejdere fra brugerorganisationerne) 
  • Test (planlægning og koordinering med leverandør og brugergrupper, udarbejdelse af testcases samt gennemførelse af tidlig test, brugertest og regressionstest) 
  • Bidrage til udarbejdelse af materiale til e-grant styregruppe. 
     

Du kan derudover genkende dig selv i følgende:  

  • Du er hjælpsom og servicemindet, og du er god til at tale med mange forskellige interessenter med forskellige behov 
  • Du er ambitiøs, detaljeorienteret og struktureret i din tilgang til opgaver 
  • Du er god til at holde overblikket og formår at lægge langsigtede strategier for udviklingsarbejdet. 
     

Stilling 3: Projektleder med interesse for formidling og implementering af IT 

I den tredje stilling, har vi brug for en kollega som synes, det er interessant at arbejde i spændingsfeltet mellem IT-udvikling, implementering og optimering, og du interesserer dig for nye værktøjer og metoder til at formidle kendskab til og anvendelse af IT på fjerndistance. 

Dine væsentligste opgaver vil være:  

  • Undervisning i brug af e-grant til både nye og erfarne medarbejdere 
  • Udarbejde og vedligeholde vejledninger til e-grant 
  • Opbygning og vedligeholdelse af superbrugerorganisation 
  • Rådgivning og sparring til interne brugere omkring anvendelse af e-grant  
  • Projektledelse af diverse udviklings- og implementeringsprojekter (f.eks. opsætning af nye ordninger i e-grant, aflevering til Statens Arkiver, GDPR) 
  • Ansvarlig for hjemmeside, intranet og vejledningsside i relation til e-grant.   
     

Vi forestiller os, at du: 

  • Har gode formidlingsevner og kommunikerer klart og tydeligt, så du kan forklare kompliceret materiale til andre, der ikke har samme tekniske indsigt.  
  • Har gode samarbejdsevner og kan målrette din formidling, hvad enten det er til styregruppe, jurister eller sagsbehandlere. 
  • Tænker helhedsorienteret, og har overblik samt evnen til at sætte dig ind i komplekse opgaver og sammenhænge.  
     

E-grant  

E-grant er et tilskudsadministrativt system som benyttes til udmøntning af 4 mia. kr. og til administration af en samlet portefølje af 5.000 aktive bevillinger. E-grant anvendes i dag af institutioner på ministeriets ressortområde. e-grant er en end-to-end løsning og har ca. 200 interne brugere og ca. 20.000 eksterne brugere. Du kan læse mere om e-grant.dk på www.e-grant.dk.  

E-grant enheden er en del af kontoret for Administration og Tilskudsøkonomi. I kontoret varetages styrelsens arbejde med forretningsudvikling og digitalisering, bevillingsadministration og økonomistyring. Vi servicerer Danmarks Frie Forskningsfond, Danmarks Innovationsfond, Styrelsen for Forskning og Uddannelse samt Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte. 

Er du vores nye kollega? 

Du brænder for at arbejde med digitalisering og har lyst til at være med til at skabe de bedste rammer for anvendelsen af systemet for både interne og eksterne brugere. Vi sætter pris på, at du har masser af gåpåmod samt motiveres af at have indflydelse på arbejdsmetoder, processer og design i tæt samarbejde med andre. 

For alle tre stillinger, lægger vi særligt vægt på, at du: 

  • Er fagligt dygtig og med god IT- og forretningsforståelse  
  • Er kvalitetsbevidst, grundig og har flair for at udvikle gennemtænkte løsninger 
  • Er særdeles god til at skabe relationer, kommunikere og løse opgaver i samarbejde med andre 
  • Synes at IT og samspillet med mange interne og eksterne brugere er motiverende 
  • Kan give løbende rådgivning og vejledning til interne brugere på tværs af brugerorganisationerne.
     

En ambitiøs og social arbejdsplads  

Du bliver en del af en ambitiøs arbejdsplads med dedikerede og fagligt stærke kollegaer, hvor vi prioriterer et godt samarbejde og arbejdsglæde i hverdagen. Vi mener nemlig, at en god kultur, med dialog og samarbejde er forudsætningen for, at vi lykkes. Derfor er her plads til grin i den travle hverdag. Samtidig får du gode udviklingsmuligheder og stor fleksibilitet, så du kan balancere faglige ambitioner og privatliv. 

Løn og ansættelsesvilkår 

Du ansættes i Uddannelses- og Forskningsministeriets koncern efter overenskomst mellem Finansministeriet og relevant organisation. Der er mulighed for at forhandle tillæg, der matcher dine kvalifikationer.  

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte leder af e-grant enheden Kamilla Ekholdt Gregers på telefonnummer 7231 8357 eller på e-mail keg@ufm.dk.  

Søg stillingen  

Klik på knappen ”Søg jobbet her” eller søg via vores hjemmeside www.ufm.dk/job-i-ministeriet. Vi skal have din ansøgning senest onsdag d. 15. august kl. 12:00. Angiv i din ansøgning, hvilken eller hvilke af de tre stillinger du søger. 

Vi forventer at holde to samtalerunder. Første samtalerunde afholdes i uge 34 og anden samtalerunde i uge 35. I forbindelse med 2. samtalerunde vil der indgå en personlighedstest.  

Ligestilling i alle dens aspekter er vigtig. Derfor opfordres alle interesserede uanset etnisk tilhørsforhold, religion, køn, alder og lign. til at søge stillingen. Uddannelses- og Forskningsministeriet er medlem af foreningen Nydansker. 

Om Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte   

I Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte har vi ansvaret for dialog, rådgivning og tilsyn med de institutioner, der ligger under ministeriet. Derudover har vi blandt andet ansvaret for Statens Uddannelsesstøtte, udbetaling af tilskud og bevillinger til institutioner og forskere samt udvikling og drift af studieadministrative it-systemer. Vi arbejder tæt sammen med resten af Uddannelses- og Forskningsministeriet, og vi bringer vores viden og indsigt i anvendelse i forhold til politikudvikling, analyser, og ministerbetjening. Et godt samarbejde internt og eksternt er afgørende for, at vi løbende kan udvikle området og skabe de bedste rammer for videregående uddannelser, forskning og innovation i Danmark. Vores mål er at levere rådgivning og service af høj kvalitet samt at skabe værdi ved at løse vores opgaver effektivt og i dialog med de relevante aktører.   

Lukket for ansøgninger Gem job

Arbejdssted

Location København K.

Cookies på it-jobbank

Vi bruger cookies til statistik og til at gøre hjemmesiden mere brugervenlig. Der sættes cookies fra it-jobbank og fra vores samarbejdspartnere. Klikker du videre på siden, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Læs mere her om vores brug af cookies, herunder hvordan du fravælger brugen af cookies.