Find job

Teknisk it-projektleder til spændende digitaliseringsprojekter i domstolene

Vil du sikre det tekniske fundament i ambitiøse projekter i en organisation med stor samfundsmæssig betydning? Har du solid erfaring som teknisk projektleder med teknisk komplekse og forretningskritiske projekter? Trives du med at være bindeleddet mellem projektlederen, forretningsspecialister og eksterne leverandører? Og ønsker du at være en del af en uformel og udviklingsorienteret arbejdsplads, der lægger vægt på høj faglig standard, professionalisme og ikke mindst arbejdsglæde?

Domstolsstyrelsen er i fuld gang med at digitalisere sagsbehandlingen ved domstolene. Vi er ambitiøse og går målrettet efter it-professionalisering og fuld digital understøttelse af vores sagsbehandling. Vi har derfor brug for en dygtig og erfaren teknisk it-projektleder, der sammen med vores øvrige projektteam og vores kolleger i driftsafdelingen sikrer projekternes succes.

Få en nøglerolle i en dynamisk projektorganisation

Du indgår som en styrkelse af vores it-udviklingsenhed, hvor vi pt. er 19 dedikerede medarbejdere.

Vores overordnede opgave er at gennemføre digitaliseringsprojekter gennem hele processen fra idéfase over analyse og kravspecificering/procesmodellering, anskaffelse hos it-leverandører samt styring af udviklingsforløb med tilhørende kvalitetssikring og brugerinvolvering, test og til overlevering til drift. Projekterne gennemføres i tæt samarbejde med styrelsens øvrige enheder samt ledere og medarbejdere i retterne. Vi arbejder med semi-agile udviklingsprocesser, brugerdrevet innovation og følger overordnet statens it-projektmodel.

Du får ansvaret for den tekniske del af et eller flere digitaliseringsprojekter og refererer til it-udviklings- og projektchefen. Du får et tæt samarbejde med enhedens andre tekniske projektledere, test managere og kolleger fra it-driften, samt ikke mindst med brugere fra retterne. Dine primære arbejdsopgaver relaterer sig til komplekse it-løsninger, der bliver udviklet og videreudviklet af enten eksterne softwarehuse eller internt. Domstolsstyrelsen vil i endnu højere grad kigge mod anvendelsen af standardsoftware i løsningerne, hvorfor en del af udviklingsprojekterne kommer til at indeholde en høj grad af procesmodellering.

Dine væsentligste opgaver er:

  • Udarbejdelse af og opfølgning på kravspecifikationer
  • Udarbejdelse af og opfølgning på proceskortlægning
  • Konkretisering og udmøntning af målarkitektur og løsningsdesign
  • Samarbejde med leverandører om de konkrete løsninger
  • At give kvalificeret modspil til leverandører og interne projektledere, herunder hjælpe os til at forstå konsekvenser og sammenhænge, når det bliver teknisk udfordrende
  • At sikre effektiv overlevering af nye løsninger til IT-driften
     

Teknisk projektleder med stærkt fagligt ståsted og sans for samarbejde

Du bliver ansvarlig for den tekniske del i en eller flere af styrelsens digitaliseringsprojekter. Derfor er det vigtigt, at du har stærke kompetencer inden for applikationsarkitektur – og gerne også integrationsarkitektur, webløsninger og procesmodelleringsværktøjer. Du har desuden en velfunderet viden om forskellige leverandører og produkter i markedet. Du har gerne 3-5 års erfaring fra en softwareleverandør eller fra en it-projektorganisation i en større privat eller offentlig virksomhed. Du har derudover erfaring med leverandørstyring og/eller projektledelse af udviklingsteams samt udarbejdelse af proceskort, kravspecifikationer og løsningsdesign. Endelig har du forretningsforståelse og kommunikerer både i skrift og tale på flydende dansk.

Da du indgår som en styrkelse af vores projektteam, er det afgørende, at du er en teamplayer med gode samarbejdsevner. Du skal dog også kunne arbejde selvstændigt, når opgaverne kræver det.

Opgaverne er mange og forskelligartede. Det er derfor vigtigt, at du bevarer overblikket, er resultatorienteret og samtidig har sans for detaljen.

Løn og ansættelsesvilkår

Der er tale om en stilling som specialkonsulent efter Finansministeriets overenskomst med AC. Der vil kunne forhandles et pensionsgivende kvalifikationstillæg, hvis størrelse vil afhænge af erfaring og kompetencer.

Er du ikke omfattet af AC-overenskomsten, bliver du ansat efter relevant overenskomst.

Stillingen ønskes besat snarest muligt.

Mere om os og stillingen

Oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til it-udviklings- og projektchef Christian Stadager på telefon 99 68 42 13 eller it-direktør Jannie Hilsbo på 20 62 54 75.

Du kan læse mere om Danmarks Domstole og Domstolsstyrelsen på www.domstol.dk. Her kan du også læse Danmarks Domstoles digitaliseringsstrategi.

Ansøgning og rekrutteringsprocessen

Du bliver guidet igennem rekrutteringsprocessen, når du trykker på knappen ”Søg jobbet her”.

Ud over din ansøgning bedes du vedhæfte cv, eventuelle udtalelser og relevante eksamenspapirer (med karakterer) m.v.

Vi skal have modtaget din ansøgning i rekrutteringssystemet senest mandag den 27. august 2018 kl. 12.00.

Vi forventer at holde samtaler løbende.

Vi opfordrer enhver, der er interesseret og kvalificeret, til at søge stillingen uanset alder, køn, race, religion eller etnisk tilhørsforhold m.v.

Søg jobbet her Gem job

Arbejdssted

Location København

Cookies på it-jobbank

Vi bruger cookies til statistik og til at gøre hjemmesiden mere brugervenlig. Der sættes cookies fra it-jobbank og fra vores samarbejdspartnere. Klikker du videre på siden, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Læs mere her om vores brug af cookies, herunder hvordan du fravælger brugen af cookies.