Find job

To GIS-specialister til IT-afdelingen

Kan du udvikle GIS-platformene i Danmarks største forsyningsselskab?

I HOFOR bliver du en del af en fælles vision. Vi vil skabe bæredygtige byer baseret på klima- og miljørigtige forsyningsløsninger inden for vores kerneområder: Rent vand, spildevandsafledning, fjernvarme, fjernkøling og bygas. Derudover rejser vi vindmøller. Vi udvikler, bygger nyt og renoverer, så vi hver dag kan levere grønne, sikre og billige forsyningsløsninger til mere end 1 million mennesker i København og omegnskommunerne. Det vil sige, at rigtig mange mennesker hver dag er afhængige af HOFOR. Derfor er det også vigtigt, at vores interne IT fungerer optimalt.  

Udvikling og udbredelse af GIS og geodata 

Som vores nye GIS-specialist bliver du en del af GIS-teamet. Teamet indgår i IT-afdelingen, som understøtter alle HOFORs forsyninger med adskillige IT-systemer. Et af kerneområderne er vores GIS-systemer, der bruges i stort omfang i hele forretningen, både til planlægning af anlægsprojekter og til dagligt at sikre en høj forsyningssikkerhed. 

Det bliver din opgave at sørge for udvikling af de eksisterende GIS-platforme ved at integrere, konfigurere og tilføje muligheder og datakilder, så systemerne understøtter forretningens behov på nye og bedre måder. Du fungerer som rådgiver, underviser og formidler af din viden om GIS og geodata og er således med til at udbrede GIS-kendskabet, mulighederne og potentialet i virksomheden. 

Af igangværende og planlagte GIS-projekter kan nævnes:  

  • Optimering af systemer/funktioner til understøttelse af forbedret vedligehold og udbygning af ledningsnettene (Asset Management) 
  • Tilpasning af ledningsoplysninger til LER2-model
  • Forbedret understøttelse af skybrudssikringsprojekter 
  • Implementering af nye datamodeller på vand- og spildevandssiden (DANVAND/DANDAS) 
  • Generel udbygning af WebGIS 
  • Forbedret mobil/touch funktionalitet til vores kørende teknikere 
  • Optimeret geodata visning af driftsforstyrrelser til vores kunder og kundeservicefunktion, samt rådgivning, udvikling og hjælp til kontinuerligt at forbedre datakvaliteten.
     

GIS-løsningerne tilvejebringes ofte i en tværorganisatorisk projektmodel, som du jævnligt vil indgå i, og du kommer således til at samarbejde bredt i virksomheden, herunder særligt med vores søsterafdeling som har ansvaret for forvaltning af data i GIS-systemerne. Vi løser selv nogle kodeopgaver, men oftest foregår den egentlige udvikling hos vores leverandører. En væsentlig opgave er desuden systemvedligehold og dokumentation af vores GIS-løsninger og -metoder. Vi anvender primært systemerne: KortInfo, G/Technology, GE Smallworld solution, QGIS, samt FME. 

Du får i alt ca. 75 kolleger i IT-afdelingen, der omfatter Udvikling, SRO, Projektledelse, Sikkerhed, Arkitektur, Drift, Support og Forretningsafklaring. I GIS-teamet arbejder du sammen med 7 erfarne kollegaer, som leverer løsninger på vores forskellige GIS-platforme og sikrer systemvedligehold, samt 2. og 3. niveau support.  

Løsningsorienteret og serviceminded  

Vi forventer, at du har en videregående uddannelse inden for geografi, geoinformatik, IT eller anden relevant uddannelsesretning, samt indgående kendskab til GIS og geodata. Du er serviceminded og god til at forstå og omsætte forretningens ønsker til konkrete GIS-løsninger, som du kan formidle til mange forskellige interessenter og faggrupper, både internt og eksternt, på en respektfuld og konstruktiv måde. 

Du kan sandsynligvis nikke genkendende til at du: 

  • Håndterer avanceret databaseteknologi, herunder spatiale forespørgsler (gerne Oracle/SQL Server)  
  • Har viden om offentlige registre og geodata 
  • har erfaring med at levere GIS-løsninger i en projektorienteret organisation, gerne en forsyningsvirksomhed 
  • Interesserer dig for udvikling af GIS-applikationer samt integration af geodata, hvor det vil være en fordel, hvis du har færdigheder inden for WebGIS og programmering (f.eks. SQL, JavaScript, .NET, Python).
     

Du trives i en kompleks organisation, hvor du både kan arbejde selvstændigt og være opsøgende i forhold til samarbejde og sparring med kolleger og ledelse. Du er initiativrig og løsningsorienteret uden at gå på kompromis med kvaliteten, og du er bevidst om, at løsningerne skal kunne understøttes driftsmæssigt efterfølgende. 

Ansøgning og kontakt 

Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte teamleder Christian Rasmussen på telefon 2795 2539. 

Ansøgningsfristen er 23. september 2018. 

Vi forventer, at afholde ansættelsessamtaler løbende og opfordrer dig derfor til at sende din ansøgning hurtigst muligt. 

Ansættelse snarest muligt eller pr. 1. december 2018.

Vær venligst opmærksom på, at ansøgninger kun modtages gennem vores elektroniske rekrutteringssystem. Send din ansøgning ved at klikke på ”søg jobbet her”. 


HOFOR står for Hovedstadsområdets Forsyningsselskab. Vi er 1.200 engagerede medarbejdere, der skaber en årlig omsætning på omkring 5,5 mia. kr. Sammen sørger vi for, at en mio. danskere får rent drikkevand, og vi forsyner byer med klimavenlig fjernvarme, bygas og fjernkøling, ligesom vi afleder spildevand og opfører vindmøller. HOFOR ejer også Amagerværket, hvor vi producerer fjernvarme og el. Vores mål er at levere forsyningsløsninger, der er grønne, sikre og billige – på en måde hvor vi beskytter grundvandet, koordinerer klimatilpasning og skybrudssikring, og leverer en CO2-neutral energiforsyning. Disse mål og ambitioner samler vi under overskriften: Bæredygtige byer.

Lukket for ansøgninger Gem job

Arbejdssted

Location København

Cookies på it-jobbank

Vi bruger cookies til statistik og til at gøre hjemmesiden mere brugervenlig. Der sættes cookies fra it-jobbank og fra vores samarbejdspartnere. Klikker du videre på siden, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Læs mere her om vores brug af cookies, herunder hvordan du fravælger brugen af cookies.