Find job

Specialister indenfor SAP og OPUS Debitor med regnskabsfaglig ballast til Københavns Kommunes debitorområde

Har du teknisk snilde, og kan du få vores økonomisystemer til at spille? Kan du kommunikere klart og formidle dit fagområde til ikke-eksperter, så er det lige dig, vi står og mangler.

Vi søger to kolleger til debitorkontoret, der vil være med til sikre, at vi når vores mål om et toptunet debitorområde.

Du er SAP-specialist med solid end-to-end procesforståelse og med indsigt i økonomi- og forretningsprocesser – især på debitorområdet.

Vi har for nyligt samlet hele debitorområdet i Koncernservice, Københavns Kommune og skal nu konsolidere og videreudvikle området. Her får du en stilling, hvor du ser resultaterne af dit arbejde. Vil du være med?

Baggrund

Vi har implementeret et nyt ERP-system – en helt ny SAP HANA løsning – som understøtter indkøb, fakturering, kreditor, budget, regnskab, økonomistyring, ledelsesinformation og projektstyring i alle kommunens syv forvaltninger. Vi kalder løsningen for Kvantum, og den er integreret til en lang række fagsystemer.

Udover Kvantum anvender vi KMD OPUS Debitor til opkrævning og opfølgning på kommunens debitorer.

Brug din ekspertviden til at løse opgaver indenfor debitor- og udviklingsområdet

Vi er ca. 45 kolleger i debitorkontoret, som består af fire teams. Du vil referere til en teamleder, som dagligt er tæt på opgaveløsningen. Du skal indgå i enten team Fakturering og Debitorstyring eller team Udvikling og Tværgående Debitor.

Vi arbejder på at gennemføre en markant udvikling af vores processer og systemer. Derfor skal du sammen med dine kolleger bruge din systemmæssige ekspertise til at gennemskue og minimere eventuelle tekniske fejl og mangler i Kvantum og OPUS Debitor.

Derudover vil du  

  • videreformidle og omsætte det tekniske sprog til udenforstående  
  • have kontakt til kommunens interne og eksterne samarbejdspartnere  
  • have mulighed for at komme med egne input til ændringer i processerne  
  • arbejde med etablering af systemintegrationer og systemopdateringer herunder planlægning og gennemførelse af systemtests
     

Team Fakturering og Debitorstyring

Du bliver en del af et team på 15 medarbejdere, der varetager fakturering og rykning for alle kommunens syv forvaltninger. Vi håndterer både manuelle processer og overvågning af automatiserede processer. Du vil komme til at arbejde med:

  • processer i SAP HANA og Opus Debitor  
  • daglige driftsopgaver  
  • overvågning af fejl og driftsstatus  
  • flowet mellem SAP-modulerne i begge systemer for at kunne forstå og rette fejl  
  • implementering og forankring af optimerede processer  
  • løbende driftssamarbejde med KMD
     

Team Udvikling og Tværgående Debitor

Du bliver en del af et team på seks medarbejdere, der varetager udviklingsprojekter, udarbejder procesdokumentation og rapportering internt og eksternt. Vi har også ansvaret for OPUS Debitor, blandt andet, at opsætning og systemintegrationer fungerer. Du vil komme til at arbejde med:

  • systemejerskabet for OPUS Debitor og den grundlæggende forståelse for systemet  
  • samarbejdsaftalen med KMD om Opus Debitor og løbende driftssamarbejde  
  • roller og autorisationer til SAP-systemer, da vi står overfor en sanering af dette område  
  • nye systemintegrationer  
  • fejlhåndtering og opdateringer på systemet
     

Hvem er du?

Det vigtigste er, at du er teknisk stærk, har overblik over debitorprocesserne i SAP og har en stærk regnskabsforståelse. Måske har du arbejdet indgående med SAP, fx som systemansvarlig.

Udover systemforståelse, har du også forretningsforståelse, så vores systemer til fulde understøtter god regnskabsføring. Du har derfor indgående kendskab til regnskabsloven, og kendskab til de kommunale regnskabs- og bogføringsregler er en fordel.

Du trives med både at have det forkromede overblik – men også med at jagte detaljen. Du befinder dig godt i en udadvendt rolle og skaber gode samarbejdsrelationer. Du er god til at bide dig fast i opgaverne og få dem afsluttet til tiden. Derudover er du struktureret, og du trives med at sikre de daglige leverancer. Sidst, men ikke mindst, kommunikerer du tydeligt, da du skal kunne formidle dit fagområde til ikke-eksperter.

Profilen til Fakturering og Debitorstyring

Du har dokumenteret erfaring med SAP-systemer – også gerne SAP PSCD. Derudover brænder du for den daglige drift i teamet og har samtidig lyst til at arbejde med løbende forbedringer.

Du kan fx have arbejdet i mange år i en regnskabsafdeling, hvor du har specialiseret dig i kernen af SAP. Alternativt har du arbejdet som SAP-konsulent og er klar til nye udfordringer.

Profilen til Udvikling og Tværgående Debitor

Du har procesforståelse for OPUS Debitor og for, hvordan SAP-systemerne taler sammen. Du skal kunne forstå maskineriet og facilitere fejlrettelse, udvikling og optimering af systemet.

Vi tilbyder

Hos os er det vigtigt, at alle løfter i flok, og på den måde arbejder vi for at sikre en god trivsel i teamet, og at familie- og arbejdsliv hænger sammen. Der sker løbende udvikling af området, så der er god mulighed for, at du kan udvikle dig fagligt både i opgaverne og ved konkrete kurser og konferencer.

Ansættelsesvilkår

Stillingerne er til besættelse 1. juni 2019 eller efter aftale. Arbejdstiden er på 37 timer ugentlig inklusiv frokost, og vi har flekstid.

Vi bor på Borups Allé – tæt på Fuglebakken Station.

Ansættelse sker i henhold til gældende overenskomst.

Yderligere oplysninger

Hvis du ønsker at vide mere om stillingerne, kan du kontakte teamleder for Fakturering og Debitorstyring Pia Poulsen på 24 63 82 86 eller teamleder for Udvikling og Tværgående Debitor Lena Gjørup Jacobsen på 23 36 90 69.

Skriv gerne i din ansøgning, hvilken af de to stillinger, du søger.

Søg stillingen via nedenstående link senest søndag den 19. maj 2019.

Vi forventer at holde første og anden samtaler i uge 21-22.

Om Koncernservice

Koncernservice er et af landets største fællesadministrative centre. Vi betjener Københavns Kommunes syv forvaltninger med styring af økonomi, løn- og personaleadministration. Det er vores mål at effektivisere og optimere administrative arbejdsgange og sikre et højt serviceniveau, så kommunens 45.000 medarbejdere kan koncentrere sig om at levere velfærdsydelser af høj kvalitet. Vi er ca. 700 ansatte og blandt landets største shared service centre. Læs mere om os på: www.koncernservice.kk.dk.

Lukket for ansøgninger Gem job

Arbejdssted

Location København

Cookies på it-jobbank

Vi bruger cookies til statistik og til at gøre hjemmesiden mere brugervenlig. Der sættes cookies fra it-jobbank og fra vores samarbejdspartnere. Klikker du videre på siden, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Læs mere her om vores brug af cookies, herunder hvordan du fravælger brugen af cookies. Du kan altid trække samtykke tilbage ved at slette cookies.