Find job

It-projektleder til spændende digitaliseringsprojekter i domstolene

Vil du lede ambitiøse projekter i en organisation med stor samfundsmæssig betydning? Trives du med en høj grad af involvering af både brugere, aktører og interessenter? Og har du erfaring med at drive komplekse it-forandringsprojekter igennem hele projektets livscyklus? Så håber vi, at du vil læse videre.

Domstolsstyrelsen er i fuld gang med at digitalisere sagsbehandlingen ved domstolene. Vi er ambitiøse og går målrettet efter it-professionalisering og fuld digital understøttelse af vores sagsbehandling. Vi har derfor brug for en dygtig og handlekraftig projektleder, der kan indgå i vores dynamiske projektorganisation som nøglepersoner i udviklingen og implementeringen af nogle af vores digitaliseringsprojekter.

Vi er en uformel og udviklingsorienteret arbejdsplads, der lægger vægt på høj faglig standard, professionalisme og ikke mindst arbejdsglæde.

Du er med fra idé til realisering

Som vores nye projektleder vil du indgå som en styrkelse af vores it-projektenhed, hvor der p.t. er 18 dedikerede medarbejdere.

Vores overordnede opgave er at føre digitaliseringsprojekterne gennem alle dele af processen – fra idé-fase over analyse og kravspecificering, anskaffelse samt styring af udviklingsforløbet med dertilhørende kvalitetssikring af produktet, interessenthåndtering m.v., og endelig overlevering til drift. Projekterne gennemføres i tæt samarbejde med styrelsens øvrige enheder samt ledere og medarbejdere i retterne.

Vi arbejder med brugerdrevet innovation og følger statens it-projektmodel. Vi er desuden i gang med at introducere agile projekter.

Du får ansvaret for ét eller flere digitaliseringsprojekter og vil referere til Domstolsstyrelsens it-projektchef.

Dine væsentligste opgaver er:

  • At sikre fremdrift og kvalitet i dit projekt
  • Den daglige faglige ledelse af og sparring med de medarbejdere, der er tilknyttet projektet
  • Leverandørstyring
  • Risikostyring
  • Interessenthåndtering
  • Styring af den samlede økonomi for projektet
  • Løbende ledelsesrapportering om projektet
     

Projektleder med ben i næsen og stort drive efterlyses

Det er vigtigt, at du har erfaring med at gennemføre og implementere store og komplekse it-udviklingsprojekter over hele projektets livscyklus og med mange aktører og interessenter. Derudover er det en fordel, hvis du har en bred erfaring inden for alle aspekter af et it-projekt, herunder bl.a. design, it-udvikling, test samt forhandling og leverandørstyring. Vi forventer desuden, at du har viljen til at lykkes og finde løsninger på mange forskelligartede problemstillinger, da det er afgørende for projekternes succes.

Som en del af vores omstilling til agil projektledelse forventer vi, at du aktivt vil arbejde med at implementere forskellen mellem traditionel projektledelse, hvor teamet arbejder for projektlederen, og agil projektledelse, hvor projektlederen i langt større grad arbejder for sit team.

Vi forestiller os, at du har en akademisk baggrund, men det er ikke afgørende, hvis dine erfaringer og kvalifikationer er i orden.

Vi lægger afgørende vægt på, at du har projektledercertificering (fx DSDM, SCRUM Master, PRINCE2, PMI eller IPMA). Det vil være en fordel, hvis du har erfaring fra agile it-projekter i staten.

Da opgaverne er mange og forskelligartede, er det vigtigt, at du er effektiv og god til at skabe overblik, kan planlægge og prioritere, samt at du har en helheds- og resultatorienteret tilgang til opgaveløsningen.

Domstolsstyrelsen er en del af en større organisation. Det betyder, at det er helt afgørende for at få succes i stillingen, at du er lydhør og interesseret i at involvere brugere, interessenter og kolleger – også selv om det kan betyde, at processerne i første omgang tager længere tid.

Vi er en organisation med meget skriftlig kommunikation, så det er vigtigt, at du formulerer dig godt og sikkert skriftligt.

Løn- og ansættelsesvilkår

Der er tale om indplacering som specialkonsulent efter Finansministeriets overenskomst med AC. Der vil kunne forhandles et pensionsgivende kvalifikationstillæg, hvis størrelse vil afhænge af erfaring og kompetencer.

Er du ikke omfattet af AC-overenskomsten, bliver du ansat efter relevant overenskomst.

Stillingen ønskes besat snarest muligt.

Mere om stillingerne

Har du spørgsmål inden du søger, er du velkommen til at kontakte it-projektchef Christian Stadager på tlf. 21 21 72 55.

Du kan læse mere om Danmarks Domstole og Domstolsstyrelsen på www.domstol.dk.

Der er tale om et genopslag. Tidligere indsendte ansøgninger vil blive taget i betragtning til stillingen, medmindre de tilbagekaldes.

Ansøgning og rekrutteringsproces

Du sender din ansøgning online via vores rekrutteringssystem. Du bliver guidet igennem processen, når du trykker på knappen ”Søg jobbet her” nederst på siden. Ud over din ansøgning bedes du vedhæfte cv, udtalelser og relevante eksamenspapirer (med karakterer) m.v.

Vi skal have modtaget din ansøgning i rekrutteringssystemet senest torsdag den 15. august 2019, kl. 12.00.

Vi forventer at afholde 1. samtaler den 19.-20. august. 2. samtaler med udvalgte ansøgere vil blive afholdt den 26. og 28. august 2019.

Vi opfordrer enhver, der er interesseret og kvalificeret, til at søge stillingen uanset personlige forhold som alder, køn, race, etnisk tilhørsforhold m.v.

Søg jobbet her Gem job

Arbejdssted

Location København

Cookies på it-jobbank

Vi bruger cookies til statistik og til at gøre hjemmesiden mere brugervenlig. Der sættes cookies fra it-jobbank og fra vores samarbejdspartnere. Klikker du videre på siden, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Læs mere her om vores brug af cookies, herunder hvordan du fravælger brugen af cookies. Du kan altid trække samtykke tilbage ved at slette cookies.