Find Job

Data Scientist til Forsyningstilsynet

Vil du styrke dataanvendelsen i tilsynet med energisektorens virksomheder? Vil du udvikle en datadrevet monitorering af energimarkederne? Så har du nu muligheden for at blive en del af en dynamisk organisation med alsidige opgaver og gode kollegaer.

Spændende tværgående rolle  

Forsyningstilsynet fører et aktivt tilsyn med energisektorens markeder og virksomheder. Vi varetager navnlig forbrugernes interesser i det regulatoriske arbejde ved at understøtte energiselskabernes effektivitet, forsyningssikkerhed og innovation.

Vi har en ambition om bedre at udnytte moderne teknologi og digitale muligheder i markeds- og virksomhedsdata i vores tilsynsarbejde. Det skal du hjælpe os med.

Vi søger en Data Scientist, der har skarpe analytiske evner, og som formår at indsamle, systematisere og behandle data fra kilder, som vi ikke tidligere har formået at bringe i spil. Du bliver en del af et stærkt fagligt team og vil i en tværgående funktion have fokus på at udvikle metoder til at inddrage nye metoder, nye datakilder og algoritmer i vores håndhævelses- og analysearbejde:

  • Monitorering af data fra energibørser m.v. indsamlet af europæiske samarbejdsorganisationer til sikring af regeloverholdelse
  • Opbygning og udvikling af datastruktur ved opgørelse af regulatoriske indtægtsrammer for bl.a. ca. 300 fjernvarmevirksomheder ud fra regnskabsdata m.v.
  • Udvikling af automatiserede processer for screening og monitorering af energivirksomhedernes regnskabs- markeds- og prisdata
  • Bidrage til anvendelse af machine learning i arbejdet med at overvåge og udvikle markederne.
  • Design og struktur for platform til offentlig tilgængelighed af anmeldte markeds- og virksomhedsdata.
     

Du vil få berøringsflader til mange dele af Forsyningstilsynet, og mange af opgaverne udføres i tæt samarbejde med andre myndigheder i energi- forsynings- og klimaministeriet.

Fagligt stærk og teamorienteret profil

Du har afsluttet en relevant uddannelse, for eksempel cand.scient. i matematik eller datalogi, cand.it eller lign.
Du har stærke analysekompetencer og brænder for at bringe data og programmering i anvendelse til tilsyns- og analyseformål. Du er nysgerrig efter at udvikle nye løsninger og ser muligheder inden for dit felt. Du motiveres af, at sætte dit præg på, hvordan Forsyningstilsynets arbejde kommer til at udforme sig i fremtiden.

Du kan lide at arbejde med projekter og i teams med forskellige faggrupper, herunder økonomer, revisorer og jurister, men du kan ligeledes arbejde selvstændigt.

Det vil være en fordel, hvis dine faglige kvalifikationer omfatter:

  • Fuld fortrolighed med R, Python eller lignende
  • Erfaring med at hente og behandle strukturerede og ustrukturerede data
  • Erfaring med statistisk metode og machine learning fra f.eks. en privat virksomhed, en offentlig myndighed eller en forskningsinstitution
  • Erfaring med algoritmer
  • Erfaring fra lignende job er en fordel, men ingen betingelse. Du behøver ikke at have konkret erfaring fra energisektoren eller med tilsynsarbejde.
     

Et godt arbejdsmiljø med fokus på faglig udvikling

I Forsyningstilsynet er vi 100 engagerede medarbejdere, der skaber rammerne for en effektiv, sikker og innovativ energiforsyning. I december 2019 flytter vi til nye, flotte omgivelser på Torvegade 10 i Frederiksværk.

Du bliver en del af en organisation med en flad struktur og et godt socialt miljø, hvor faglig sparring og udvikling er i fokus. Miljøet er energisk og inspirerende med plads til læring og ambitioner, hvor du som medarbejder er med til at træffe vigtige beslutninger. Du vil i det daglige opleve frihed og fleksibilitet, som er med til at skabe en sund balance mellem arbejdsliv og privatliv.

Løn- og ansættelsesvilkår

Din ansættelse vil ske i henhold til overenskomsten mellem Finansministeriet og AC. Du vil blive ansat som fuldmægtig eller specialkonsulent ud fra en samlet vurdering af de kompetencer og erfaringer, du har i forhold til stillingens indhold.

Interesseret?

Har vi fanget din interesse, så søg stillingen via vores rekrutteringssystem gennem linket her på siden. Du bedes venligst vedhæfte relevante dokumenter, herunder eksamensbeviser for bachelor- og kandidatuddannelse.

Ansøgningsfrist: søndag den 16. juni 2019. Der indkaldes løbende til samtaler, så send gerne din ansøgning hurtigst muligt.

Vil du høre mere om stillingerne, så kontakt kontorchef Christian Parbøl på e-mail cp@forsyningstilsynet.dk eller telefon 4171 4317 i Center for varme eller specialkonsulent Søren Lorenz Rask Søndergaard på e-mail slrs@forsyningstilsynet.dk eller telefon 4171 5373  i Center for transmission, engrosmarked, REMIT og internationale forhold.

Alle, uanset etnisk baggrund, alder og køn, opfordres til at søge.

Lukket for ansøgninger Gem job

Arbejdssted

Location Valby (senere Frederiksværk)

Cookies on it-jobbank

We use cookies for statistical purposes and to make our website more user-friendly. Cookies are set by it-jobbank and our partners. If you click through to the page, you accept that cookies will be set for these purposes. Read more here about how we use cookies, as well as how you can opt out of cookies. You can withdraw consent at any time by deleting cookies.