Find job

Product Owners (systemejere) til Ejendomssystemer

Vil du udvikle dig indenfor applikationsudvikling, vedligehold og drift af IT-systemer? Og har du samtidig lyst til at blive en del af fremtidens systemejere i Skatteforvaltningen, som dagligt er omdrejningspunktet for at skabe et solidt *IT-fundament for finansiering af det danske samfund? Så er her en mulighed til dig som systemejer i det nyetablerede kontor for ejendomssystemer.

Værdi for kunden

Du bliver en del af Kontoret for Ejendomssystemer i Udviklings- og Forenklingsstyrelsen (UFST), hvis formål er at sikre stabil drift og udføre forretningsudvikling og vedligehold af IT-systemerne ift. ejendomme. Du indgår i et team, der har ansvaret for drift, vedligehold og videreudvikling af nye og ældre systemerne, der understøtter sagsbehandlingen i forhold til skattemæssige indsatser overfor borgere og virksomheder på ejendomsområdet.

Du medvirker i moderniseringen af arbejdet som systemejer, som i et fremtidigt agilt setup defineres som Product Owner (PO). UFST vil i stadig større grad ændre arbejdsmetoderne mod et mere agilt setup med udgangspunkt i SAFe – herunder også den operationelle drift og ikke kun udviklingen.

I rollen som PO har du fokus på et godt samarbejde med de systemrelaterede forretningsområder. Du får desuden et tæt samarbejde med en række eksterne samarbejdspartnere, da en del af UFST’s IT-systemer er outsourcede. Du skal arbejde på at opnå et forsat godt leverandørsamarbejde og sikre kontraktoverholdelsen fra start til slut. Det er dig, der sikrer, at leverandørerne implementerer de forretningsmæssige behov korrekt i systemerne med omtanke for funktionalitet, teknik og økonomi. Alt sammen i videst muligt omfang styret ud fra agile principper prioriteret via fx kanban tavler.

Dine opgaver vil være alsidige, bl.a. indenfor følgende områder:

  • Bidrage aktivt til governance af IT understøttelse af ejendomsområdet
  • Sikre stabil drift af ejendomssystemerne - dedikeret fokus på enkelte løsninger
  • Koordinering og prioritering i forbindelse med ændringshåndtering
  • Kravspecificering baseret på forretningskrav i samarbejde med de forretningsansvarlige
  • Sikre at vedligehold og videreudvikling sker med størst mulig økonomisk effektivitet, herunder kvalitetssikring og vurdering af leverandørernes estimater og tilbud
  • Sikre forbedringer af digitale løsninger og indbygget kvalitet.
     

Robust med tyngde

Du har en uddannelsesmæssig baggrund indenfor IT, administrativ IT eller er generalist med flere års erfaring fra IT-branchen. Du har et solidt kendskab til IT-udvikling og har stærke analytiske og kommunikative kompetencer. Som person er du vedholdende og trives i en stor organisation. Du arbejder struktureret og har en systematisk og positiv tilgang til opgaverne. Du er løsnings- og detaljeorienteret samtidig med at du formår at bevare det fulde overblik. Du kan begå dig sammen med kolleger med forskellige opgaver og baggrunde, og fungerer godt i et team, hvor opgaver løses i fællesskab – men forstår at sætte dig for bordenden og drive beslutningerne.

Kendskab og forståelse for agile teknikker er en fordel, da vi arbejder agilt efter SAFe- rammeværket.

Innovativ arbejdsplads med fokus på samarbejde

Du kan se frem til at blive en del af en spændende og innovativ arbejdsplads præget af tæt samarbejde og viljen til at lykkes. Vi har en uformel omgangstone, og vores daglige sparring, medarbejdere imellem, er en forudsætning for skabelsen af gode løsninger, der fungerer i dag og er forberedt til i morgen. Du vil indgå i et grundigt introduktions- og oplæringsforløb for hurtigt at kunne arbejde selvstændigt med opgaverne. 

Ansøgning og kontakt 

Send din ansøgning med CV, eksamenspapirer og eventuelle udtalelser via linket ”Søg jobbet” senest d. 14. august 2019. Vi holder samtaler løbende. 

Har du spørgsmål til stillingen er du meget velkommen til at kontakte Søren Brørup på 72 38 99 09. 

Der kan indgå en logisk analyse og en personanalyse i ansættelsesforløbet. 

Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende overenskomst for akademikere i staten, overenskomst for kontorfunktionærer, laboranter og It-medarbejdere (HK) eller overenskomst for Fuldmægtige m.fl. (DTS) i Skatteministeriet. Tiltrædelse er snarest muligt. Der vil forud for ansættelsen blive indhentet straffeattest.   

Du bliver ansat i Skatteministeriet med tilhørende institutioner. Arbejdsstedet vil være Osvald Helmuths Vej 4, 2000 Frederiksberg.  

Udviklings- og Forenklingsstyrelsen 

’I samarbejde med Skatteministeriets øvrige styrelser udvikler vi en fremtidsparat og sikker digital forvaltning’   

Udviklings- og Forenklingsstyrelsen har til opgave at forenkle og udvikle it-løsninger og forretningsprocesser. Samtidig har styrelsen ansvar for at sikre stabil drift og vedligeholdelse af skatteforvaltningens eksisterende it-systemer. Vores medarbejdere er fagligt kompetente og specialiserede og samtidig i stand til at arbejde tæt sammen med andre fagligheder på tværs af Skatteministeriet. Kun gennem et stærkt fagligt fællesskab på tværs af fagområderne kan vi lykkes med den omfangsrige og komplekse opgave, vi har.   

Vi søger løbende nye kolleger, som deler vores ambition om at sikre fundamentet for finansieringen af den offentlige sektor.   

Læs mere om Udviklings- og Forenklingsstyrelsen på www.ufst.dk

Skatteministeriets koncern opfordrer alle kvalificerede ansøgere uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.  


Vi sikrer fundamentet for finansiering af den offentlige sektor

Skatteforvaltningen varetager en vigtig samfundsopgave. Vi opkræver hvert år de ca. 950 mia. kr. i skatter og afgifter, som er fundamentet for finansieringen af det danske samfund. Vi har fokus på at løse vores opgave sikkert og effektivt, og på at alle betaler det, de skal - hverken mere eller mindre. Samtidig skal vi gøre det nemt og trygt for borgere og virksomheder at være i kontakt med os. 

Du får derfor mulighed for at tage ansvar for en vigtig opgave og gøre en forskel. 

Vi har brug for ansatte med mange forskellige faglige kompetencer, og bredden i opgaverne giver også den enkelte mulighed for at få faglige udfordringer og udvikle sig. Vi har et stærkt fokus på god ledelse på alle niveauer, bl.a. for at sikre, at der er balance mellem arbejdsliv og fritid og respekt for det hele menneske. 

Fra d. 1. juli 2018 består skatteforvaltningen af syv nye styrelser med ansvaret for hver sin kerneopgave inden for én juridisk myndighed under Skatteministeriet. Samlet har skatteforvaltningen ca. 7.000 ansatte i hele Danmark. På hjemmesiden www.fra1til7.dk kan du læse mere om planerne for den nye organisering af skatteforvaltningen og om de enkelte styrelsers kerneopgaver og geografiske placering i landet.

Lukket for ansøgninger Gem job

Arbejdssted

Location Frederiksberg

Cookies på it-jobbank

Vi bruger cookies til statistik og til at gøre hjemmesiden mere brugervenlig. Der sættes cookies fra it-jobbank og fra vores samarbejdspartnere. Klikker du videre på siden, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Læs mere her om vores brug af cookies, herunder hvordan du fravælger brugen af cookies. Du kan altid trække samtykke tilbage ved at slette cookies.