Find job

Specialister til rådgivning og risikovurderinger inden for it-sikkerhed

Vi tilbyder nogle af Danmarks mest attraktive stillinger inden for informationssikkerhed med en unik mulighed for at bidrage til, at nogle af landets største og vigtigste offentlige digitale projekter opnår et højt niveau af informationssikkerhed. Vil du være med?

I vores kontor har vi det overordnede ansvar for at fastlægge og implementere strategier, politikker og retningslinjer for informationssikkerhed i hele Skatteministeriets koncern i tæt samarbejde med kolleger på tværs af koncernen. Vi har også ansvar for risikostyringen på informationssikkerhedsområdet, dvs. udarbejdelse af årlige risikovurderinger, mitigeringsplaner og risikovurderinger i forbindelse med it-anskaffelser og it-udvikling. Herudover understøtter vi informationssikkerhedsarbejdet i koncernens øvrige styrelser og store it-transformationsprogrammer og projekter med risikovurderinger og rådgivning.

En del af os arbejder inden for informationssikkerhedsstyring, policy-arbejde og risikostyring, og andre af os arbejder mere teknisk inden for it-sikkerhed.

Lige nu søger vi kolleger til at varetage rådgivning og risikovurderinger på det tekniske it-sikkerhedsområde.

Din baggrund og dine opgaver

Som specialist inden for teknisk it-sikkerhed vil du og dine kolleger i kontorets tekniske team primært komme til at arbejde med at:

  • bistå koncernens it-udviklingsprojekter og -programmer i forhold til informationssikkerhed, herunder rådgivning, implementering af regler og politikker, samt risikovurderinger
  • bidrage med den tekniske it-sikkerhedsvinkel i de årlige risikovurderinger af koncernens it-systemer og bistå med udarbejdelse af planer til håndtering af risici
  • kvalitetssikre politikker, kontroller og retningslinjer for informationssikkerhed ud fra et teknisk perspektiv
  • være med til at udarbejde sikkerhedskrav i forbindelse med udbud.
     

Du har en baggrund inden for it eller styring af informationssikkerhed, og har en stærk interesse for it-sikkerhed og lyst til at lære mere om dette. Du har fx arbejdet med it-drift eller it-udvikling i nogle år, fx software- og systemudvikling, serverdrift, netværksdrift, el. lign. Du kan nu se dig selv i en rolle, hvor du ikke længere konfigurerer servere, designer it-systemer eller koder, men derimod er med til at vurdere sikkerhedsmæssige risici og rådgive om it-sikkerhed. Omvendt kan du også have arbejdet med styring af informationssikkerhed i et par år og har nu lyst til at fordybe dig i og blive dygtigere inden for teknisk it-sikkerhed.

Uanset din faglige baggrund ønsker vi, at du:

  • har organisatorisk og forretningsmæssig forståelse, så du kan forstå den kontekst, som informationssikkerhedsreglerne og risikovurderingerne skal implementeres i
  • er opsat på at kombinere din viden om it og teknologi med krav til informationssikkerhed
  • udstråler gejst og engagement i samspillet med organisationen og dine nærmeste kollegaer
  • kan arbejde selvstændigt såvel som tværfagligt i tæt samarbejde med kollegaer om opgaverne
  • tager initiativ, viser ansvar, og at du følger opgaverne til dørs.
     

Vi tilbyder dig spændende opgaver, godt kollegaskab og en fleksibel hverdag, hvor du har indflydelse på, hvordan du planlægger dine opgaver og din arbejdsdag.

Ansøgning og kontakt

Send din ansøgning sammen med CV og eventuelt yderligere materiale via linket ”Søg jobbet her” senest den 14. august 2019. Samtaler afholdes løbende, og der vil evt. blive gennemført test.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte kontorchef Elisabeth Rothmar telefon 72 37 93 71.

Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende overenskomst for akademikere i staten (AC), overenskomst for kontorfunktionærer, laboranter og It-medarbejdere (HK) eller overenskomst for Fuldmægtige m.fl. (DTS) i Skatteministeriet.

Ansættelsesområdet er Skatteministeriet med tilhørende institutioner. Dit arbejdssted vil indtil videre være Osvald Helmuths Vej 4, 2000 Frederiksberg.

Udviklings- og Forenklingsstyrelsen

I samarbejde med Skatteministeriets øvrige styrelser udvikler vi en fremtidsparat og sikker digital forvaltning.

Udviklings- og Forenklingsstyrelsen har til opgave at forenkle og udvikle it-løsninger og forretningsprocesser. Samtidig har styrelsen ansvar for at sikre stabil drift og vedligeholdelse af skatteforvaltningens eksisterende it-systemer. Vores medarbejdere er fagligt kompetente og specialiserede og samtidig i stand til, at arbejde tæt sammen med andre fagligheder på tværs af Skatteministeriet. Kun gennem et stærkt fagligt fællesskab på tværs af fagområderne kan vi lykkes med den omfangsrige og komplekse opgave, vi har.

Vi søger løbende nye kolleger, som deler vores ambition om at sikre fundamentet for finansieringen af den offentlige sektor.

Skatteministeriets koncern opfordrer alle kvalificerede ansøgere uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.


Vi sikrer fundamentet for finansiering af den offentlige sektor

Skatteforvaltningen varetager en vigtig samfundsopgave. Vi opkræver hvert år de ca. 950 mia. kr. i skatter og afgifter, som er fundamentet for finansieringen af det danske samfund. Vi har fokus på at løse vores opgave sikkert og effektivt, og på at alle betaler det, de skal - hverken mere eller mindre. Samtidig skal vi gøre det nemt og trygt for borgere og virksomheder at være i kontakt med os. 

Du får derfor mulighed for at tage ansvar for en vigtig opgave og gøre en forskel. 

Vi har brug for ansatte med mange forskellige faglige kompetencer, og bredden i opgaverne giver også den enkelte mulighed for at få faglige udfordringer og udvikle sig. Vi har et stærkt fokus på god ledelse på alle niveauer, bl.a. for at sikre, at der er balance mellem arbejdsliv og fritid og respekt for det hele menneske. 

Fra d. 1. juli 2018 består skatteforvaltningen af syv nye styrelser med ansvaret for hver sin kerneopgave inden for én juridisk myndighed under Skatteministeriet. Samlet har skatteforvaltningen ca. 7.000 ansatte i hele Danmark. På hjemmesiden www.fra1til7.dk kan du læse mere om planerne for den nye organisering af skatteforvaltningen og om de enkelte styrelsers kerneopgaver og geografiske placering i landet.

Lukket for ansøgninger Gem job

Arbejdssted

Location Frederiksberg

Cookies på it-jobbank

Vi bruger cookies til statistik og til at gøre hjemmesiden mere brugervenlig. Der sættes cookies fra it-jobbank og fra vores samarbejdspartnere. Klikker du videre på siden, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Læs mere her om vores brug af cookies, herunder hvordan du fravælger brugen af cookies. Du kan altid trække samtykke tilbage ved at slette cookies.