Find job

Dygtige projektkoordinatorer med teknisk forståelse til formidlingsprojekter

Brænder du for at arbejde i innovative projekter, og har du en projektleder i maven? Er du talentfuld og ambitiøs med personligt drive? Vil du arbejde med nogle af de største it-udviklingsprojekter og -programmer i Danmark? Så er du måske en af vores nye projektkoordinatorer i Udviklings- og Forenklingsstyrelsen.

Hvem er vi?

Her i kontoret Administrationsgrundlag og Implementering er vi ca. 45 medarbejdere, der beskæftiger sig bredt med formidling og implementering i relation til det nye ejendomsvurderingssystem, som Udviklings- og Forenklingsstyrelsen udvikler til Vurderingsstyrelsen. Vi skriver de juridiske instrukser, som sagsbehandlerne i Vurderingsstyrelsen skal arbejde efter, vi skriver de breve borgerne modtager, og vi tilrettelægger undervisningen i det nye ejendomsvurderingssystem. I programmet arbejder vi indenfor det agile rammeværk SAFe, som arbejder med andre rollebeskrivelser end projektleder og projektkoordinator.

Hvilken kollegaer leder vi efter?

Vi har brug for stærke kolleger til at drive projekterne frem. Udviklingen af det nye ejendomsvurderingssystem er nemlig stort og komplekst og har stor bevågenhed fra mange interessenter og omverdenen. Som projektkoordinator understøtter du ledelsen af et eller flere projekter.

Vi søger projektkoordinatorer til;

  • Meddelelsesprojektet, hvor vi skriver de breve borgerne modtager. Her indgår du i et team af pt. 7 kolleger, der består af en projektleder, jurister, koordinatorer og kommunikationsfaglige.
  • Administrationsgrundlagsprojektet, hvor vi skriver de instrukser, som sagsbehandlerne i Vurderingsstyrelsen skal bruge, når de skal løse de manuelle opgaver op imod det ejendomsvurderingssystem, som vi udvikler. Her indgår du i et team af knap 15 kollegaer, der består af en projektleder, jurister, vurderingsfaglige og kommunikationsfaglige.
     

Vi har særligt brug for kollegaer, der er dygtig til at:

  • koordinere, forretningsafklare og analysere, hvad der er vigtigt, så teamet kan skrive teksterne
  • afklare tekniske og datamæssige forhold, der har direkte indflydelse på afgrænsning og indhold
  • bearbejde input af juridisk, vurderingsfaglig og kommunikativ karakter, så det kan føre processen videre
  • planlægge og koordinere processer rundt om og inden for skrivearbejdet, fx afklaringsmøder, review-processer, godkendelser i samarbejde med projektlederen
  • udarbejde oplæg til styregrupper og beslutningsfora samt løbende projektafrapportering
  • skrive features og indlægge dem i det program vi bruger; Version One.
     

Du afklarer i samarbejde med teamet, hvad der er behov for af viden, input og data. Du finder hurtigt ud af, hvilke andre teams du skal gå til for at få svar, og hvor du skal sende produkter videre i processen og på den måde drive projektet videre. Du skal altså kunne lide at arbejde i krydsfeltet mellem mange teams, fagligheder, teknik, interessenter og hensyn. Læringskurven er stejl, og det går ofte stærkt, men vi keder os aldrig.

Når du løser dine opgaver, refererer du til en erfaren projektleder inden for det agile rammeværk SAFe. I har sammen ansvaret for, at projektet bliver gennemført, samt for projekternes ressourcer og tidsplaner i en tæt dialog med vores kunder. Fx skal I lave centrale projektdokumenter og koordinere leverancer og ressourcer, som understøtter det samlede udviklingsprogram. Derudover indebærer rollen støtte og sparring til ledelsesgruppen samt daglig sparring med og koordinering af opgaver med fagspecialister.

Du har i stillingen mulighed for at udvikle dine projektledelseskompetencer, så du kan indtræde i en projektlederrolle senere eller som PO’er=product owner.

Hvad forestiller vi os, du kan?

Du har en relevant uddannelse og har faglig interesse for at lede projekter. Derudover er du systematisk og struktureret og har en analytisk tilgang, når du løser opgaver. Du er i stand til at skabe overblik over og koordinere komplekse opgaver og har flair for praktisk eksekvering.

Du formår at håndtere mange samarbejdspartnere og interessenter, og du kan kommunikere og samarbejde på alle niveauer i organisationen. 

  • Derudover lægger vi vægt på følgende kompetencer:
  • Kendskab til agile udviklingsprogrammer samt til metoder inden for projekt- eller programledelse som fx SAFe, Scrum eller PRINCE2
  • Erfaring fra lignende stillinger i en offentlig eller privat organisation
  • Gode skriftlige og mundtlige formuleringsevner
  • Teknisk indsigt og forståelse.
     

Erfaring med at afklare forretningsbehov i spændingsfeltet mellem jura, kommunikation, system og data.

Erfaring med at koordinere processer, tekniske og faglige input og omsætte disse til leverancer.

Vi har en stor og spændende opgave foran os, og man skal derfor kunne trives under et til tider stort arbejds- og tidspres. Så det er vigtigt for os, at vi har et godt arbejdsmiljø og en kultur, der gør det sjovt at gå på arbejde.

Ansøgning og kontakt

Send din ansøgning med CV, eksamenspapirer og eventuelle udtalelser via linket ”Søg jobbet her”, så vi har den senest d. 14. august.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte kontorchef Rikke Ørum på tlf. 41 28 09 52 (uge 30) eller projektleder Kristian Serup for meddelelsesprojektet på tlf. 29 61 31 39 (uge 31 og 32) eller projektleder Merete Permin for Administrationsgrundlag på tlf. 72 37 29 32. Der vil indgå en logisk analyse og en personanalyse i ansættelsesforløbet.

Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende overenskomst for akademikere i staten, overenskomst for kontorfunktionærer, laboranter og It-medarbejdere (HK) eller overenskomst for Fuldmægtige m.fl. (DTS) i Skatteministeriet. Der vil forud for ansættelsen blive indhentet straffeattest og referencer.

Ansættelsesområdet er skatteministeriet med tilhørende institutioner. Dit arbejdssted vil være Osvald Helmuths Vej 4, 2000 Frederiksberg. 

Udviklings- og Forenklingsstyrelsen

’I samarbejde med Skatteministeriets øvrige styrelser udvikler vi en fremtidsparat og sikker digital forvaltning’

Udviklings- og Forenklingsstyrelsen har til opgave at forenkle og udvikle it-løsninger og forretningsprocesser. Samtidig har styrelsen ansvar for at sikre stabil drift og vedligeholdelse af skatteforvaltningens eksisterende it-systemer. Vores medarbejdere er fagligt kompetente og specialiserede og samtidig i stand til at arbejde tæt sammen med andre fagligheder på tværs af Skatteministeriet. Kun gennem et stærkt fagligt fællesskab på tværs af fagområderne kan vi lykkes med den omfangsrige og komplekse opgave, vi har.

Vi søger løbende nye kolleger, som deler vores ambition om at sikre fundamentet for finansieringen af den offentlige sektor.

Læs mere om Udviklings- og Forenklingsstyrelsen på www.ufst.dk

Skatteministeriets koncern opfordrer alle kvalificerede ansøgere uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.


Vi sikrer fundamentet for finansiering af den offentlige sektor

Skatteforvaltningen varetager en vigtig samfundsopgave. Vi opkræver hvert år de ca. 950 mia. kr. i skatter og afgifter, som er fundamentet for finansieringen af det danske samfund. Vi har fokus på at løse vores opgave sikkert og effektivt, og på at alle betaler det, de skal - hverken mere eller mindre. Samtidig skal vi gøre det nemt og trygt for borgere og virksomheder at være i kontakt med os. 

Du får derfor mulighed for at tage ansvar for en vigtig opgave og gøre en forskel. 

Vi har brug for ansatte med mange forskellige faglige kompetencer, og bredden i opgaverne giver også den enkelte mulighed for at få faglige udfordringer og udvikle sig. Vi har et stærkt fokus på god ledelse på alle niveauer, bl.a. for at sikre, at der er balance mellem arbejdsliv og fritid og respekt for det hele menneske. 

Fra d. 1. juli 2018 består skatteforvaltningen af syv nye styrelser med ansvaret for hver sin kerneopgave inden for én juridisk myndighed under Skatteministeriet. Samlet har skatteforvaltningen ca. 7.000 ansatte i hele Danmark. På hjemmesiden www.fra1til7.dk kan du læse mere om planerne for den nye organisering af skatteforvaltningen og om de enkelte styrelsers kerneopgaver og geografiske placering i landet.

Lukket for ansøgninger Gem job

Arbejdssted

Location Frederiksberg

Cookies på it-jobbank

Vi bruger cookies til statistik og til at gøre hjemmesiden mere brugervenlig. Der sættes cookies fra it-jobbank og fra vores samarbejdspartnere. Klikker du videre på siden, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Læs mere her om vores brug af cookies, herunder hvordan du fravælger brugen af cookies. Du kan altid trække samtykke tilbage ved at slette cookies.