Find job

Informationssikkerhedskonsulent til Rigsarkivet

Vil du være med til at styrke informationssikkerhedsarbejdet i Rigsarkivet?

Rigsarkivet er Danmarks fælles hukommelse. Vi indsamler, bevarer og formidler næsten 1000 års dokumentation om samfundet både i digital og analog form. I Europa er vi blandt de førende arkiver inden for digital samfundsdokumentation. Den plads vil vi bevare og sætter nu endnu mere fokus på bringe vores fælles digitale hukommelse i spil.

I Rigsarkivet har vi store ambitioner. Vi har netop lagt sidste hånd på vores nye strategi, som bl.a. sætter fokus på at få Rigsarkivets meget store datamængder til at skabe endnu mere værdi for borgere, forskere, virksomheder og offentlige myndigheder. Det skal ske i tæt dialog og samarbejde med vores brugere, og sådan at Rigsarkivet i endnu højere grad bliver en del af den fællesoffentlige digitale infrastruktur.

Vi søger derfor en informationssikkerhedskonsulent til Rigsarkivet, der skal medvirke til at løse en bred vifte af opgaver med relation til informations- og it-sikkerhed. Målsætningen er, at Rigsarkivet sikkert kan modtage, håndtere, bevare og stille de enorme mængder data, som Rigsarkivet rummer, til rådighed for forskning, myndigheder og andre brugere på en fleksibel og serviceorienteret måde.

Stillingen og dine opgaver

Stillingen er placeret i afdelingen Administration og Økonomi, som tegner Rigsarkivets stabs- og støttefunktioner. Herfra vil du skulle medvirke til at løse en bred vifte af opgaver med relation til informations- og it-sikkerhed. Dette indbefatter bl.a.:

  • Rådgivning af direktion, systemejere og it-udvikling om it-sikkerhed
  • Arbejde med ISO 27001-compliance
  • Monitorering af efterlevelse af de relevante informationssikkerhedskrav
  • Styring af Rigsarkivets risikostyringsprocesser
  • Løbende rapportering af organisationens risikoniveau til ledelsen
  • Ledelse og kvalitetssikring af informationssikkerhedsforbedringsprojekter
  • Fungere som it-sikkerhedsofficer for Rigsarkivets arbejde med klassificerede data.
     

Kvalifikationer

Du har forståelse for de it-sikkerhedsmæssige udfordringer i et it-miljø med høje krav til datas tilgængelighed, integritet og fortrolighed.

Ideelt set har du erfaring med informationssikkerhedsarbejde og er certificeret med CISM, CISSP, CISA, CRISC, ESL eller tilsvarende, men det er ikke en forudsætning. Det vigtigste er, at du har evne og lyst til at oparbejde kompetencen til at lede Rigsarkivets informationssikkerhedsarbejde.

Ønsker til kvalifikationer kan være:

  • Relevant uddannelse og erfaring
  • Relevante certificeringer eller efteruddannelse indenfor it-sikkerhedsledelse,
  • sikkerhedsstandarder, databeskyttelse, projekt- eller procesledelse samt teknisk it-sikkerhed
  • Kendskab til og arbejdsmæssig erfaring med ISO 27001
  • Erfaring med it-sikkerhedsarbejde på strategisk niveau
  • Erfaring med processtyring af sikkerhedskrav i softwareudvikling
  • Erfaring med databeskyttelsesarbejde efter databeskyttelsesforordningen og -loven
  • Erfaring med styring af leverandørers it-sikkerhedsleverancer
  • Erfaring med it-revision
  • Stærke kommunikationsevner til opbygning af en faglig og konstruktiv dialog med resten af organisationen.
     

Du skal kunne sikkerhedsgodkendes til HEM og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under ansættelsen.

Vi tilbyder

I Rigsarkivet får du ca. 225 kolleger på vores adresser fem steder i Danmark. Sammen arbejder vi for at indsamle, bevare, forske i, tilgængeliggøre og formidle den vigtige samfundsdokumentation, der er Rigsarkivets ansvarsområde.

Vi er en ambitiøs organisation, der satser på udvikling og digitalisering af vores arbejdsmåder og vores ydelser. Vi prioriterer gode muligheder for personlig og faglig udvikling, ligesom vi lægger vægt på et stærkt fagligt og socialt arbejdsmiljø, hvor opgaverne løses i samarbejde med kollegerne. Og selv om vi arbejder med at bevare og formidle for ”evigheden”, har vi fleksible arbejdstider, så arbejds- og privatliv hænger sammen.

Ansættelsesvilkår

Stillingen ønskes besat den 1. september 2019 eller snarest derefter.

Du vil blive aflønnet i henhold til relevant overenskomst, idet vi forestiller os en stilling på special- eller chefkonsulentniveau med mulighed for forhandling af tillæg afhængig af kvalifikationer. Arbejdstiden er gennemsnitlig 37 timer om ugen.

Arbejdsstedet er Rigsarkivet, København.

Vi indhenter straffeattest

Ansøgning

Send os en motiveret ansøgning, CV og dokumentation for relevant uddannelse og erhvervserfaring via Rigsarkivets rekrutteringssystem. Du bliver guidet igennem rekrutteringsprocessen, når du trykker på knappen ’Søg jobbet her’ nederst på siden.

Ansøgning med bilag skal være fremme senest søndag den 18. august 2019.

Ansættelsessamtaler afholdes i 34 og 35.

Nærmere oplysninger om stillingen kan fås hos vicedirektør Karl Hansen på tlf.: 4171 7324, kcph@sa.dk (uge 33) eller chefkonsulent Christian Stig Hermansen på tlf.: 4171 7371, csh@sa.dk (uge 32-33).

Du kan også læse mere om Rigsarkivet på www.sa.dk

Rigsarkivet tilstræber at få så bred en sammensætning i personalet som muligt, hvorfor alle interesserede uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold opfordres til at søge stillingen.


Rigsarkivet er en styrelse og institution under Kulturministeriet, der har til formål at sikre bevaringen af arkivalier til brug for fremtidig forskning, at stille arkivalier til rådighed for myndigheder og publikum samt at udøve forskning og udbrede kendskabet til forskningens resultater. Rigsarkivet har ca. 225 medarbejdere fordelt på 5 adresser; to i Jylland, en på Fyn og to i København.

Lukket for ansøgninger Gem job

Arbejdssted

Location København

Cookies på it-jobbank

Vi bruger cookies til statistik og til at gøre hjemmesiden mere brugervenlig. Der sættes cookies fra it-jobbank og fra vores samarbejdspartnere. Klikker du videre på siden, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Læs mere her om vores brug af cookies, herunder hvordan du fravælger brugen af cookies. Du kan altid trække samtykke tilbage ved at slette cookies.