Testmanager, FTFa | it-jobbank
Find job

Testmanager

Testmanager til vigtigt bindeled mellem IT og forretningen i Danmarks bedste a-kasse FTFa

Er du mester i at forbinde komponenter mellem it og en forretning, der er præget af lovgivning? Vil du arbejde sammen med vores dedikerede medarbejdere om at få præcis og brugervenlig it-understøttelse, og går du samtidig analytisk til arbejdsopgaver? Så vil vi gerne høre fra dig.

Du skal drive test af vores fagsystem

Til vores IT-afdeling i København søger vi en erfaren og projektorienteret Testmanager. Vi befinder os i en verden, der er styret af a-kasselovgivningen, som ændrer sig løbende. Vores forretningssystem skal derfor geares til at imødekomme dette, så vi kan yde den bedste service til vores medlemmer. Derfor har vi brug for en Testmanager, der kan drive og planlægge test af vores fagsystem Modulus i stærkt samarbejde med forretningen og kollegaerne i teamet.

Til daglig vil du løse opgaver relateret til test og kvalitetssikring. Du skal koordinere og følge op på testforløb, give status og fremdrifts- samt testafslutningsrapportering, udarbejde testcases, planer og opsummeringsrapporter samt estimere og planlægge testarbejdet. En vigtig komponent i dit arbejde vil også være at projektlede superbrugerne fra forretningen og etablere og motivere dine testteam i testforløb. Derfor skal du bl.a. støtte, supportere og undervise testere, uddelegere opgaver til dem, følge op og være sparringspartner for både testere og teamledere. Derudover skal du udarbejde relevant dokumentation samt opsamle erfaringer og lære af dem til gavn for forretningen.

Du vil blive inddraget i udviklingen af fagsystemerne og deltage aktivt i definition af løsninger. Samtidig vil du være med til at løfte det faglige niveau ved hjælp af dine kompetencer og indsigt i løsningen. Du vil være ansvarlig for hele testgennemførslen og være med til at udvikle og definere området, der er højt prioriteret i forretningen.

Du vil indgå i et stærkt IT-team på 9 kollegaer med fokus på høj faglighed, højt til loftet, hvor humor er værdsat, og hvor du har mulighed for at blive fagligt udfordret. Du vil komme til at udgøre den ene halvdel af det team, som overordnet varetager fagsystemet. IT-afdelingen løser derudover forskellige opgaver inden for IT-support og drift.

Du er sikker i dit IT-håndværk og brænder for interessentstyring

Du har gerne en it-relateret uddannelse og måske er du også certificeret projektleder. I dag sidder du i en rolle som Testmanager og har minimum 5 års erfaring gerne fra en organisation, der er lovgivningsdrevet. Du har således teknisk intuition og har erfaring med testplanlægning (teststrategi/plan, estimering, risiko, testdesign). samt med tids- og ressourceallokering og testopfølgning og rapportering. Det er en stor fordel, hvis du er rigtig godt hjemme i arbejdet med fagsystemet Modulus.

Du har forståelse for de forskellige interessenter, der er involveret i test af fagsystemet og kan lede en projektgruppe og ved, hvordan du skal kommunikere til de forskellige aktører. Du har en solid erfaring med testmanagement i krævende projekter og du er en naturlig og robust leder. Du er vant til og motiveres af at lede, guide og læse et testteam. Du finder det naturligt selv at give en hånd med og gå forrest for at nå i mål.

Du vil passe godt ind i vores team, hvis du sætter pris på humor, har en positiv tilgang til arbejdet og kan formidle dine meninger og anbefalinger konstruktivt.

Vi tilbyder en attraktiv pakke og en social og samfundsansvarlig arbejdsplads

Vi bor i Snorresgade på Islands Brygge med fri parkeringsmulighed og nemt til offentlig transport. Vi har kantineordning med sund og lækker mad, sundhedsforsikring og en god firmapensionsordning. Du får attraktive løn- og ansættelsesvilkår med en 37 timers arbejdsuge inkl. frokost - efter gældende overenskomst. Du bliver samtidig en del af en arbejdsplads, der har som erklæret mål at skabe samfundsmæssig værdi. Af samme årsag arbejder vi med den tredobbelte bundlinje, hvor vores sociale indsats og miljømæssige hensyn indgår i vores økonomiske resultater.

Som arbejdsplads tilbyder FTFa et stort fokus på trivsel, velvære og spændende arbejdsopgaver. I huset har vi en kælderbar med poolbord, bordfodbold og dart. Har du brug for hjælp, finder du den. Har du en god ide, bliver du hørt. Ønsker du faglige udfordringer, får du muligheden. Leder du efter kolleger, du kan lære af, er de der. Går du på arbejde for virkelig at gøre en forskel, har du det ligesom os.

Vi vil rigtig gerne høre fra dig

 Send din motiverede ansøgning samt CV via linket senest den 1. oktober 2019. Vi holder den første ansættelsessamtale den 21. oktober og anden ansættelsessamtale den 25. oktober. Din ansættelse vil være den 1. december 2019. Hør mere om jobbet hos Projektleder Anja Tornøe tlf. 89 38 39 42 eller hos IT-chef Peter Meleschko tlf. 89 38 39 03.


Vi tror på, at vores medlemmer hellere vil være i arbejde end på dagpenge

FTFa arbejder hver dag for at være medlemmernes direkte vej til et nyt job. Vi er en partipolitisk neutral a-kasse med 58 medlemsorganisationer og mere end 140.000 medlemmer. Vi er på en rejse, hvor vi bevæger os fra at være en traditionel a-kasse til at blive Danmarks bedste til at rådgive vores medlemmer om jobsøgning og karriereudvikling og til at formidle job til medlemmerne. Se mere på www.ftfa.dk

Søg jobbet her Gem job

Arbejdssted

Location København

Job hos virksomheden

Cookies på it-jobbank

Vi bruger cookies til statistik og til at gøre hjemmesiden mere brugervenlig. Der sættes cookies fra it-jobbank og fra vores samarbejdspartnere. Klikker du videre på siden, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Læs mere her om vores brug af cookies, herunder hvordan du fravælger brugen af cookies. Du kan altid trække samtykke tilbage ved at slette cookies.