Teamlead med ansvar for et delprojekt med såvel IT som organisatorisk indhold, Udviklings- og Forenklingsstyrelsen | it-jobbank
Find job

Teamlead med ansvar for et delprojekt med såvel IT som organisatorisk indhold

Har du lyst til at arbejde med mennesker og er motiveret af at få teams til at præstere? Kan du bevare det skarpe overblik og finde løsninger i en travl hverdag? Så er du den kollega, vi søger.  

Vi søger en teamlead, der har lyst til at blive en del af vores kontor Afvigelser og Genopretning, som har primært ansvaret for udvikling af de eksisterende inddrivelsessystemer til Gældsstyrelsen. Kontoret har desuden ansvaret for et komplekst projekt (Oprydningsprojektet), der gennem analyser og dataopretning af fordringsmassen, medvirker til at sikre muligheden for et forøget inddrivelsesprovenu.

Styring af projektopgaver i et agilt setup

Oprydningsprojektet er opdelt i et antal teams, og vi har brug for en teamlead til et nyt initiativ, som forventes at løbe frem til udgangen af 2020. Initiativet forventes at få 10-15 deltagere, og skal løse en række forretningsorienterede opgaver, som er vendt mod projektets eksterne interessenter (kommuner og andre offentlige myndigheder). Teamlead er primært ansvarlig for fremdrift og opnåelse af de fastlagte mål for opgaverne. 

Det nye initiativ involverer meget dialog med de eksterne interessenter og ikke mindst Gældsstyrelen. Det er derfor vigtigt at teamlead har et godt overblik og evner til at lede på tværs af forskellige kompetenceområder, såvel indadtil som mod de eksterne interessenter. 

Udviklings- og Forenklingsstyrelsen anvender en Agil projektmodel (Safe) og Oprydningsprojektet har implementeret Safe-modellen.

Løsningsorienteret og god til ledelse

Du har en relevant mellemlang eller videregående uddannelse f.eks. cand.merc., cand.scient., cand.polyt. 

Vi søger en profil, som har erfaring med ledelse af et team og vi lægger vægt på dine personlige kompetencer og evnen til at få ting til at ske i et komplekst miljø. Hvis du ikke har reel erfaring med teamledelse, men er motiveret for ledelse og komplekse projekter, vil vi også gerne høre fra dig. Erfaring fra det offentlige vil være en fordel.  

Der er et stort fokus på Gældsstyrelsen, og inddrivelsesområdet er kendetegnet ved en høj grad af kompleksitet. Vi forventer derfor at du er struktureret og god til at skære en opgave til, men også har sans for detaljen. 

Herudover lægger vi vægt på, at du: 

  • Er proaktiv og løsningsorienteret i din tilgang til opgaver
  • Du evner at kommunikere præcist og i øjenhøjde - i både skrift og tale
  • Trives i et hektisk og omskifteligt miljø med stramme deadlines
  • Tager ansvar og får noget fra hånden uden at gå på kompromis med kvaliteten i arbejdet. 
     

Vi lægger stor vægt på, at du passer ind i vores kultur af holdånd, faglig stolthed og ansvarsfølelse, Vi har en team og performancekultur, hvor vi løfter i flok. Det betyder, at du skal have lyst til at arbejde i et miljø, hvor vi har fokus på at hjælpe hinanden, både i egne teams og på tværs af organisationen.

Du får indflydelse og udvikling 

Et job hos os betyder, at du får indflydelse i et kontor præget af mange forskellige og dybe faglige kompetencer. Vi er 13 medarbejdere og et stort antal eksterne konsulenter, herunder mange jurister. Fælles for os er, at vi motiveres af at gøre en forskel og har en god, uhøjtidelig omgangstone – også når vi har travlt. Vi vil gøre alt for, at du får succes i jobbet, går glad på arbejde og trives med at tackle forandringer. 

Udviklings- og Forenklingsstyrelsen tilbyder derudover:  

  • Gode arbejdsvilkår med fleksibel arbejdstilrettelæggelse.  
  • Opgaver med et stort ansvar.
  • Et godt fagligt og socialt miljø. 
  • Gode udviklingsmuligheder i form af relevant uddannelse og kurser.
     

Ansøgning

Ansøgning med CV og eksamensbevis bedes sendt via linket ”Søg jobbet her” senest den 1. oktober 2019. Har du spørgsmål til stillingen, er du er du velkommen til at kontakte kontorchef Pernille Schøller Larsen på 72 37 86 80 eller Pernille.S.Larsen@UFST.DK.

Der kan indgå en logisk test og en personanalyse i ansættelsesforløbet. Vi forventer at holde samtaler løbende.

Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende overenskomst for akademikere i staten, overenskomst for kontorfunktionærer, laboranter og It-medarbejdere (HK) eller overenskomst for Fuldmægtige m.fl. (DTS) i Skatteministeriet. Der vil forud for ansættelsen blive indhentet straffeattest. 

Du bliver ansat i Skatteministeriet med tilhørende institutioner. Dit arbejdssted vil indtil videre være Osvald Helmuths Vej 4, 2000 Frederiksberg.

Om Udviklings- og Forenklingsstyrelsen 

’I samarbejde med Skatteministeriets øvrige styrelser udvikler vi en fremtidsparat og sikker digital forvaltning’ 

Udviklings- og Forenklingsstyrelsen har til opgave at forenkle og udvikle it-løsninger og forretningsprocesser. Samtidig har styrelsen ansvar for at sikre stabil drift og vedligeholdelse af skatteforvaltningens eksisterende it-systemer. Vores medarbejdere er fagligt kompetente og specialiserede og samtidig i stand til at arbejde tæt sammen med andre fagligheder på tværs af Skatteministeriet. Kun gennem et stærkt fagligt fællesskab på tværs af fagområderne kan vi lykkes med den omfangsrige og komplekse opgave, vi har. 

Vi søger løbende nye kolleger, som deler vores ambition om at sikre fundamentet for finansieringen af den offentlige sektor. 

Læs mere om Udviklings- og Forenklingsstyrelsen på www.ufst.dk

Skatteministeriets koncern opfordrer alle kvalificerede ansøgere uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.


Vi sikrer fundamentet for finansiering af det danske samfund  

Skatteforvaltningen varetager en vigtig samfundsopgave. Vi opkræver hvert år de ca. 950 mia. kr. i skatter og afgifter, som er fundamentet for finansieringen af det danske samfund. Vi har fokus på at løse vores opgave sikkert og effektivt, og på at alle betaler det, de skal - hverken mere eller mindre. Samtidig skal vi gøre det nemt og trygt for borgere og virksomheder at være i kontakt med os. 

Med et job hos os får du derfor mulighed for at tage ansvar for en vigtig opgave og gøre en forskel. 

Vi har brug for ansatte med mange forskellige faglige kompetencer, og bredden i opgaverne giver også den enkelte mulighed for at få faglige udfordringer og udvikle sig. Vi har fokus på god ledelse på alle niveauer bl.a. for at sikre, at der er balance mellem arbejdsliv og fritid og respekt for det hele menneske. 

Skatteforvaltningen består af syv styrelser med ansvaret for hver sin kerneopgave inden for én juridisk myndighed under Skatteministeriet. Samlet har Skatteforvaltningen ca. 8.000 ansatte i hele Danmark. På www.skatteforvaltningen.dk kan du læse mere om de enkelte styrelsers kerneopgaver, og på www.fra1til7.dk kan du læse mere om planerne for organiseringen af Skatteforvaltningen frem mod 2021.

Søg jobbet her Gem job

Arbejdssted

Location Frederiksberg

Cookies på it-jobbank

Vi bruger cookies til statistik og til at gøre hjemmesiden mere brugervenlig. Der sættes cookies fra it-jobbank og fra vores samarbejdspartnere. Klikker du videre på siden, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Læs mere her om vores brug af cookies, herunder hvordan du fravælger brugen af cookies. Du kan altid trække samtykke tilbage ved at slette cookies.