Find job

IT-operatør søges til Danmarks Meteorologiske Institut

Har du flair for detaljer, fejlfinding og IT? Vil du bidrage til stabil drift af DMIs forretningskritiske IT-løsninger til støtte for varsling af farligt vejr og overvågning af vejr, klima og hav? Kunne du tænke dig at være en central medarbejder i 24/7-overvågningen? Så er jobbet som IT-operatør på DMI noget for dig!

Dit nye job

Du bliver en del af DMIs operatør-team og skal sammen med dygtige kolleger varetage 24/7- overvågning og -drift af vores operationelle IT-løsninger, herunder applikationer, servere, netværk, nationale og internationale kommunikationslinjer. Du er endvidere med til at servicere såvel eksterne/interne kunder og brugere i forbindelse med løsningen af tekniske problemer. Som IT-operatør skal din indsats være med til at sikre, at vi har en effektiv overvågningsfunktion og en god driftsstabilitet.

Opgaverne i teamet spænder bredt, men dine hovedopgaver bliver at:

  • udføre 24/7-driftsovervågning i flerholdsskift
  • udføre fejlfinding og håndtere hændelser i samarbejde med erfarne bagvagter
  • sikre overvågning og opfølgning på daglige driftsopgaver (f.eks. batchafvikling)
  • kommunikere med slutbrugere i forbindelse med afvigelser fra normal drift.
     

Arbejdet udføres i skiftehold, som foregår aften og nat i hverdage og i weekender og helligdage er det hele døgnet der dækkes i form af 12 timers vagter. DMIs Infrastruktur-team dækker hverdagene i tidsrummet 08.00-15.00.

Dine faglige og personlige kompetencer

Du bliver oplært til jobbet, og får mulighed for at opbygge kompetencer, som det er svært at læse sig til, og som du kan bruge i mange andre sammenhænge. Jobbet som IT-operatør omfatter både rutineopgaver, men også situationer der kræver, at du bevarer et køligt overblik, er struktureret og praktisk anlagt. Det fordrer, at du er selvkørende, initiativrig, og kan tænke ud af boksen i tekniske problemstillinger, samt at du har en nysgerrighed for, hvordan tingene hænger sammen. Endelig har du fokus på at yde den bedst mulige service for kunder og brugere.

Vi forventer at du har:

  • en uddannelse som datamatiker, EDB-assistent eller lignende relevant IT-uddannelse
  • 3+ års erhvervserfaring som IT-operatør og/eller systemadministrator
  • erfaring med Linux-platformen og kan fejlsøge gennem kommandolinjen
  • gode kommunikationsevner både mundligt og skriftligt
  • en udadvendt tilgang, hvor du viser gode samarbejdsevner og fører en konstruktiv dialog.
     

Det er en fordel, hvis du:

  • har kendskab til Nagios, virtualiseringsmiljøer (VMware), samt storage, arkiverings- og backupløsninger (EMC Isilon)
  • har kendskab til Windows, AD samt netværksteknologi
     

Som person er du pligtopfyldende, mødestabil og har god ordenssans. Du forstår den fulde betydning af, at du har fokus på detaljer, og på at følge procedurer, regler og retningslinjer. Du kommunikerer klart og ubesværet på dansk, og taler og forstår engelsk i såvel tale som på skrift.

Din nye arbejdsplads

IT-afdelingen på DMI er en af Danmarks mest spændende og udfordrende IT- og infrastrukturarbejdspladser. Vi har ansvar for DMI’s samlede tekniske infrastruktur, herunder udviklings- og driftsaktiviteter ifm. alt fra supercomputeranlæg over satellit- og telemålingssystemer til mobile løsninger og avancerede præsentationssystemer, samt dmi.dk – en af de mest populære danske hjemmesider. IT-Afdelingen består af 65 engagerede medarbejdere fordelt på 4 grupper og et sekretariat. Vi tilbyder en afvekslende og udfordrende hverdag i et uformelt og dynamisk miljø. Her er højt til loftet og plads til den enkelte. Vi tilbyder dig muligheden for at være en væsentlig spiller inden for styrkelsen af det teknologiske fundament på DMI.

Praktiske oplysninger

Ansættelse og aflønning: Sker i henhold til gældende overenskomst med mulighed for forhandling af tillæg svarende til dine kvalifikationer
Arbejdstid: Arbejdet udføres i skiftehold, som foregår aften og nat i hverdagene og i weekender og helligdage er det hele døgnet der dækkes i form af 12 timers vagter
Yderligere oplysninger: Har du spørgsmål til stillingerne, er du meget velkommen til at kontakte daglig leder af IT Infrastruktur, Eivind Bengtsson, på 3915 7544 eller ebe@dmi
Tiltrædelse: Stillingen er til besættelse snarest muligt
Arbejdssted: DMI, Lyngbyvej 1000, 2100 København Ø
Ansøgningsfrist: søndag d. 13. oktober 2019
Ansættelsessamtaler: Vi forventer at holde ansættelsessamtaler fredag d. 18. oktober 2019. Invitation til samtale vil ske via mail.    
Stillingen søges: For at søge stillingen skal du klikke på linket ”søg stillingen”, og følge instruktionerne. 

Vi ønsker at fremme ligestilling og opfordrer derfor alle kvalificerede til at søge uanset køn, alder og etnisk baggrund.


DMI, der er en institution under Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet, udfører prognose- og varslingstjeneste samt kontinuerlig overvågning af vejr, klima og hav, dels for at sikre menneskeliv og materielle værdier, dels for at skabe økonomisk grundlag for økonomisk og miljømæssig planlægning af samfundet. Endvidere udføres forskning og udvikling inden for DMI's fagområder. DMI er en spændende arbejdsplads med fagligt kompetente medarbejdere med vidt forskellige uddannelser. Du kan læse mere om DMI som arbejdsplads under ”Om DMI” på www.dmi.dk.

Lukket for ansøgninger Gem job

Arbejdssted

Location København Ø

Cookies på it-jobbank

Vi bruger cookies til statistik og til at gøre hjemmesiden mere brugervenlig. Der sættes cookies fra it-jobbank og fra vores samarbejdspartnere. Klikker du videre på siden, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Læs mere her om vores brug af cookies, herunder hvordan du fravælger brugen af cookies. Du kan altid trække samtykke tilbage ved at slette cookies.